Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Smittet efter hospitalsbesøg

Jia Weimin fra Beijing tog det meste af sin familie med på hospitalet for at besøge en onkel, der var indlagt for epilepsi. To dage senere blev han og flere familiemedlemmer selv indlagt på mistanke om SARS, som de var blevet smittet med af en patient på hospitalet. I dag er to familiemedlemmer døde. Jia Weimin overlevede, og i dag, fire uger efter, er han klar til at blive udskrevet.

Sygeplejersken 2003 nr. 21, s. 11

Af:

Niels Peter Arskog, journalist, Beijing

En af Beijings SARS-patienter, 33-årige Jia Weimin, blev smittet med SARS, da han besøgte sin onkel, som var indlagt for epilepsi. Jia Weimin overlevede, men er først nu efter fire uger ved at være rask. Han fortæller:

”Min onkel, som lider af epilepsi, blev den 13. april efter et slemt anfald indlagt på Folkets Hospital. Samme dag besøgte jeg ham sammen med det meste af min familie. Men to dage senere følte jeg mig meget dårligt tilpas og var sikker på, at jeg havde feber. Så jeg tog fra arbejde til det nærmeste hospital, Sino-Japanese Friendship Hospital, hvor jeg straks blev indlagt, da de mente, jeg muligvis havde SARS. Min temperatur var da over 38 grader.”

Af Beijings 250 hospitaler har 70 haft kontakt med SARS-smittede. Men straks efter Jia Weimin havde fået stillet diagnosen, blev han overflyttet til et af de fire hospitaler, hvor man prøver at samle alle patienter med SARS.

Ingen behandling

”De første to dage lå jeg bare der i sengen. Jeg delte et lille værelse med to andre patienter, men vi fik ingen form for behandling. Lægerne holdt møder om, hvordan de skulle behandle os, men behandlingen udeblev. Heldigvis syntes jeg også, at jeg fik det bedre.”

Efter de første dage steg temperaturen imidlertid pludselig til godt 40 grader, og Jia Weimin fik store problemer med vejrtrækningen. Han blev flyttet på enestue.

”Det blev værre og værre. Jeg kunne ikke få luft, og det føltes, som om jeg blev kvalt. Men selv om de satte en vejrtrækningsmaskine til, kunne jeg ikke ligge ned, men måtte sidde halvvejs op for at det hjalp,” fortæller han.

Da Jia Weimins tilstand var særdeles kritisk, påbegyndte lægerne en medicinsk behandling. De gav ham en vifte af forskellige antivirale stoffer, forskellige hormoner, i forsøg på at få temperaturen ned og anden medicin for at lette vejrtrækningen.

”Al den medicin tømte mig fuldstændig for væske, så jeg var konstant tørstig, men kunne ikke selv drikke noget og lå med drop. Sygeplejerskerne var meget hjælpsomme og venlige, og det er jeg taknemlig for,” siger han.

Hver morgen blev han grundigt undersøgt, ligesom der blev taget blodprøver.

”Desuden tog de temperaturen fem gange i døgnet, og hver anden dag blev jeg kørt ned og fik taget røntgenbilleder af lungerne,” forklarer Jia Weimin.

Hospitalet, som Jia Weimin var indlagt på, er et specielt lungehospital, som i dag har lidt over 200 SARS-patienter i behandling. Sygdommen bliver diagnosticeret ved hjælp af udelukkelsesmetoden: Kan man ikke definere andre kendte sygdomme, bliver diagnosen SARS. Når sygdommen er diagnosticeret, kan der ikke foreskrives en bestemt behandling og medicinering. Man prøver sig stadig frem. Det eneste, man kan gøre, er at forsøge at forbedre patienternes immunforsvar i håb om, at de overlever, mens sygdommen raser ud.

Håber at blive udskrevet

Efter nu fire uger på hospitalet har Jia Weimins temperatur stabiliseret sig på omkring 37 grader.”Lægerne har ikke fortalt mig, hvornår jeg kan komme hjem. Men jeg synes nu, jeg har det godt. Jeg troede på et tidspunkt, lige da det var værst med vejrtrækningen og den høje temperatur, at jeg skulle dø. Men nu er jeg overbevist om, at jeg bliver helt rask. Selv om lægerne ikke har lovet mig noget bestemt, så tror jeg, at jeg kan komme hjem om en uges tid. Det afhænger vist også meget af, hvordan røntgenbillederne af mine lunger ser ud i de kommende dage. I dag var 85 pct. af lungerne rene. Lægerne sagde, at jeg skulle op på 95-97 pct., men selvfølgelig helst 100 pct., før de turde sende mig hjem. Men det er gået stærkt fremad den seneste uge, så jeg er optimistisk,” siger Jia Weimin.

Jia Weimin var ikke den eneste, som blev smittet med SARS på Folkets Hospital, der nu indtil videre er lukket.

En række andre patienter på sygehuset, besøgende og næsten 20 sygeplejersker og læger blev smittet af den ene feberpatient, som viste sig at have SARS.

Jia Weimins far, som var midt i 60’erne, og et andet familiemedlem er blandt de døde. Og endnu to familiemedlemmer er fortsat på hospital under behandling for SARS.