Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Usikkerhed holder pårørende udenfor

Faglig usikkerhed hos sygehuspersonalet er skyld i, at pårørende holdes udenfor, mens deres kære bliver behandlet for f.eks. hjertestop. Det mener en udviklingssygeplejerske, som i over 10 år har undervist i hjertestopbehandling. Hun efterlyser åbenhed og retningslinjer hos sygehusene.

Sygeplejersken 2003 nr. 22, s. 6-8

Af:

Lotte Havemann, journalist

Billede

Side 7 

”Med hvilken ret lukker I pårørende ude, når deres kære bliver behandlet for hjertestop?”

Spørgsmålet falder ikke sjældent, når udviklingssygeplejerske Mette Mollerup underviser sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter eller læger i hjertestopbehandling.For over 10 år siden begyndte hun at undervise i hjertestopbehandling, og fra første færd mærkede hun en massiv modstand mod at lade pårørende være til stede, når patienter skulle genoplives.

”Det slog mig, hvor afvisende personalet var, når det gjaldt pårørende til mennesker, der er i stor risiko for at dø. Jeg havde selv haft nogle positive oplevelser med at lade pårørende være til stede, og jeg besluttede mig for at lade emnet blive en fast del af undervisningen,” fortæller Mette Mollerup, der til daglig arbejder på Kardiologisk afdeling B, Odense Universitetshospital. Afdelingen har syv andre hjertestopinstruktører, som også inddrager pårørendes tilstedeværelse i deres undervisning.

Modstanden hos sygehuspersonalet er ikke blevet meget mindre, siden Mette Mollerup begyndte at undervise. Den umiddelbare reaktion, hun får fra deltagerne på hjertestopkurserne, er stadig, at de pårørende ikke kan tåle at overvære sådan en voldsom behandling.”Hvor ved I fra, at de ikke kan tåle det?” spørger Mette Mollerup så.

Svaret lyder, at det er for voldsomt, at det ser grimt ud. ”Vi står jo og hopper oven på patienterne,” gengiver Mette Mollerup kursisternes argumentation.

”Hopper I da oven på patienterne?” spørger hun, og så bliver udsagnet modereret: ”Nej, ikke direkte...”

”Personalet har en tendens til at overdrive for at bestyrke deres argument mod at få pårørende med. Men det handler ikke om, at det er en forfærdelig oplevelse for de pårørende. Der ligger noget andet bag, og det opdager man, når man diskuterer videre,” siger Mette Mollerup.

Pårørende ingen hæmsko

Hun er godt klar over, at hun kan virke som en rød klud på de mennesker, hun underviser, når hun agerer modpol til dem.

”Nogle af dem bliver helt aggressive, når jeg holder på min ret til at følge f.eks. min mand i døden,” fortæller hun.

Og når provokationen bliver for meget, kommer den egentlige årsag frem: Faglig usikkerhed hos personalet.

”En sygeplejerske sagde en gang til mig: Det ville gøre mig usikker, hvis du var til stede, og det ville gå ud over behandlingen af din mand. Ønsker du det?” fortæller Mette Mollerup. For nylig blev hun voldsomt uenig med nogle nyansatte læger, og hun forstår dem godt.”Vi ved, at de unge læger er følsomme og usikre på deres nye ansvar. Det er svært nok for dem i forvejen, og så kommer vi oven i købet og beder dem forholde sig til, at de pårørende skal se på,” siger hun.

Alligevel mener hun ikke, at de pårørende behøver være en hæmsko.

”Personalet har en fornemmelse af, at de pårørende vil forstyrre deres arbejde, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Hvis der er en klar aftale om, at en person – f.eks. en sygeplejerske – tager sig af den pårørende under hele forløbet og følger vedkommende ud, hvis der skulle opstå problemer, så kan det øvrige personale koncentrere sig om deres arbejde. Faste rammer giver ro,” siger hun.

Det kræver dog også mental styrke at lade pårørende overvære ens arbejde, mener Mette Mollerup.

”Hjertestop forekommer sjældent, og derfor handler man ikke altid roligt og professionelt, når de pludseligt opstår. Min påstand er, at man let reagerer rodet og forvirret, og det gør én sårbar. For hvis man er forvirret, vil man hellere være i enrum end at stå over for en masse mennesker. Det kræver mod at udstille sin usikkerhed,” siger hun.

Samtidig ved personalet aldrig, hvad et hjertestop ender med, og det øger usikkerheden yderligere.

”Det er hårdt at skulle afslutte behandlingen, mens de pårørende er der, og det ansvar volder nogle læger store faglige vanskeligheder. De vil gerne skåne de pårørende. Men hvorfor? Er det svært for lægerne at stå ved deres beslutning?” spørger Mette Mollerup. Hun mener, at det kan give de pårørende mere sjælero at have set lægerne gøre, hvad de kunne.

Træn skæve situationer

Mette Mollerup oplever, at plejepersonalet er mere positivt over for de pårørendes tilstedeværelse end lægerne. Hun mener, det hænger sammen med, at plejepersonalet har et mindre ansvar end lægerne, og at plejepersonalet har mere kontakt til de pårørende og derfor en større forståelse for, hvad der er vigtigt for dem.

Sygeplejersken nr. 11/2003 ("Ingen pårørende på traumestuen" - se boks nedenfor) omtalte en amerikansk undersøgelse om pårørendes tilstedeværelse på traumestuen. Den viste, at de erfarne læger var langt mere positive end de yngre.Mette Mollerup har ikke selv oplevet den store holdningsforskel hos de danske læger, hun har undervist, men hun håber alligevel, at overlægerne vil gå forrest med at vise større åbenhed over for tilstedeværelse af pårørende.

”Overlægerne skal hjælpe reservelægerne med at blive trygge ved at lade de pårørende være til stede,” siger hun og tilføjer, at trygheden imidlertid ikke kommer

Side 8 

uden praktisk træning. Hun anbefaler, at de akutte situationer trænes mindst en gang om året, og at træningen indebærer rollespil, hvor nogle fra personalet agerer pårørende. Alle involverede faggrupper inddrages, og rollespillet optages på video. Det slutter, når behandlingen af patienten (dukken) er færdig.

I første omgang evaluerer deltagerne selv forløbet, derefter ser de videooptagelsen og evaluerer igen.

Mette Mollerup taler også om at træne ”skæve situationer,” hvor de pårørende f.eks. skriger og klamrer sig til deres kære.

Hun fik idéen på en nordisk kongres om hjerte/lunge-redning. Kongressen havde hyret en skuespiller, der valgte folk ud blandt deltagerne og gav dem roller som fagfolk og pårørende. Forsøget viste, at deltagerne til at starte med fjumrede rundt og handlede uhensigtsmæssigt. En af de pårørende ville ikke give slip på sin ”mand,” der skulle behandles for hjertestop. Lægerne brugte hele fem minutter på at tale fornuft med kvinden, indtil en af dem gik ind og brugte magt for at få hende væk.

”En af måderne at løse op for modstand mod pårørendes tilstedeværelse på er at vise, at der er alternativer. Når personalet træner skæve situationer eller worst case, så rustes de bedre til at tackle de akutte situationer roligt, og så er jeg overbevist om, at de bliver mere rummelige,” mener hun.

Kun gode erfaringer

Mette Mollerup efterlyser danske undersøgelser om pårørendes tilstedeværelse set i lyset af dansk kultur og tradition. Hun har dog aldrig selv hørt om dårlige erfaringer med pårørende, som har overværet hjertestopbehandling. De af hendes kursister, der er skeptiske, har ikke selv erfaringer på området, og de få kursister, der har prøvet at have de pårørende med inde, har alle gode erfaringer.

Hun fornemmer, at hendes undervisning rykker ved modstanden hos deltagerne, og flere af dem fortæller hende, hvordan de bagefter har diskuteret det på afdelingen.

”Det er også en stor glæde for mig, at nogle kommer igen efter kurset og fortæller, at de har turdet at prøve det af, og at det var en positiv oplevelse.

Hun har selv oplevet, hvordan en kvinde, hvis mand fik hjertestop gentagne gange, spontant kom med ind på stuen og fik sagt farvel til sin mand.

”Hun var uden for stuen, og jeg gik ud til hende og sagde, at nu var han vågen. Så tog hun bare min hånd, og vi gik sammen derind. ”Lillefar, jeg er her,” sagde hun, og de kiggede på hinanden. Så besvimede han, og vi gik ud igen. Senere døde manden, og selv om jeg ikke fik talt med kvinden, havde jeg en opfattelse af, at det var godt for hende at have set ham.”Hun vil ikke lægge sig fast på, hvad der er bedst for pårørende generelt. Til gengæld tør hun godt fortælle de pårørende, at hun selv er usikker på, hvad der er den rette løsning for dem.

”De ved ikke altid, hvad der er bedst for dem, og jeg ved det heller ikke. Men hvis jeg pr. automatik følger dem ud i opholdsrummet og giver dem en kop kaffe, så har jeg taget en beslutning for dem. Man skal i stedet have tiltro til dem og lade være med at bestemme for dem. Måske kan man foreslå, at man prøver at gå ind på stuen, og hvis det ikke føles rigtigt, så går man ud igen,” siger hun og understreger, at det er vigtigt at forberede den

Side 9 

pårørende, inden man går ind: Hvordan ser patienten ud, hvor ligger ansigtet, må den pårørende røre ved patienten?

”Man skal også kunne rumme de følelsesudsving, der naturligt nok kommer i en akut krise. Den pårørende begynder måske at råbe eller blafre med armene. Det er en normal chokreaktion. Og tænk, måske falder vedkommende til ro om lidt,” siger hun.

Fagfolk som pårørende

I sin undervisning spørger Mette Mollerup altid de deltagende: ”Hvad nu hvis det var dig selv, der var pårørende?”

Svaret er som regel, at det er anderledes, fordi de er fagpersoner.

”Men det tvivler jeg på. Vi er alle pårørende, når en af vores nære er syg, og vi ved først, hvordan vi reagerer, når vi står i situationen,” siger Mette Mollerup.

Hun anbefaler, at der på alle niveauer af sygehuset tages stilling til, hvad pårørende må overvære.

”Alle på et sygehus bør have en holdning til det. Sygehuset bør have en, narkosen bør have en, og de enkelte afdelinger bør have en. Det er vigtigt, at der er nogle retningslinjer, som alle kender. Diskussionen om pårørendes tilstedeværelse skal ikke foregå i den akutte situation. Så risikerer man, at sygeplejersken byder den pårørende indenfor, men at lægen så beder vedkommende forlade stuen,” siger Mette Mollerup.

Ens regler er ikke noget must for hende, men åbenhed er. I sin undervisning vil hun fortsætte med at provokere og bevidstgøre kursisterne om dilemmaet om de pårørende. Hun siger:

”Pårørende vil fremover i højere grad kræve at følge deres syge familiemedlemmer, og vi skal i det mindste være åbne for at diskutere deres ønsker.”  

Læs også oversættelsen af en amerikansk undersøgelse ”Pårørendes tilstedeværelse under akut invasivt indgreb eller genoplivning”.  

Ingen pårørende på traumestuen (Sygeplejersken nr. 13 2003 side 4)

Flertallet af deltagerne på www.sygeplejersken.dk mener ikke, at pårørende skal have adgang til traumestuen ved genoplivning eller invasive indgreb. I alt stemte 366 sygeplejersker, hvor 61 pct. mente, at pårørende ikke skulle have adgang. 32 pct. klikkede på ''ja'' for pårørende på traumestuen og 5 pct. svarede ''ved ikke.''

I denne uge stiller redaktionen spørgsmål i forbindelse med artiklen ''Når sorgen er hjemløs'' på side 22: ''Er det brud på en sygeplejerskes professionelle kodeks at gå til en patients begravelse?''