Faglig kommentar: En bruger beretter

I tredje spalte står det sort på hvidt. ”Jeg er 42 år og bor i dag på Sankt Lukasstiftelsens Hospice, fordi jeg er alvorligt syg af kræft bl.a. i knoglerne.”

Det er sjældent, patienter ytrer sig om sygepleje, og da slet ikke patienter på hospice. Men denne patients overvejelser om sygepleje viser de tvivlende, hvad kernen i faget er.

I en kronik i Politiken fra den 30. juni i år beretter Benedikte Brogaard om, hvordan det er at leve på hospice. Det krævede overvindelse for hende at tage kontakt til stedet, men når man er der, er det meget livsbekræftende, skriver hun, for når man er tæt på døden, er man også tæt på noget meget vigtigt i livet.

Hvad lægger en yngre kvinde med små børn vægt på? Det kan sammenfattes i tre ord: Medicinering, god pleje og æstetik.

Da patienten ankommer til hospice liggende på en båre, er hendes tilstand elendig, men ved hjælp af passende medicinering får hun det bedre og kan nogle dage efter komme på besøg hjemme i en kørestol. ”Det er ret nyt og ganske overvældende at have fået det så godt igen efter at have haft det så dårligt så længe.”

Hospice er rent, og der er friske blomster og levende lys. Det betyder noget, ikke bare for hygiejnen, men for det personlige velbefindende, at omgivelserne er i orden. Ikke mærkeligt, men på nogle hospitaler ser det ikke ud, som om det er kendt viden.

”Personalet kender hinanden og virker, som om de selv har valgt at være her.”

Tonen mellem de ansatte mærkes af patienten, tænker man over det til daglig?

Patienten har haft mange samtaler med sygeplejerskerne, hvis evne til at lytte hun sætter pris på. Få læger - tre i alt - og en fysioterapeut gør stedet overskueligt, og det giver ro både for patienten og hendes pårørende. En ro, der giver overskud til at slappe af, være sammen og nyde nuet.

Men den vigtigste iagttagelse nævner patienten i slutningen af kronikken:

”Ofte har det undret mig, at sygeplejerskerne har set og hjulpet mig med et problem, som jeg ikke selv har kunnet formulere, fordi der har været så meget galt ad gangen, så man som syg ikke rigtigt har kunnet skille tingene ad. Det er trygt at vide, at personalet kan aflæse ens signaler, også hvis man ikke er i stand til at formulere sig i den sidste tid ...”

Observationer hedder det i sygeplejerskernes fagsprog, og de er bærende i sygeplejen. At kunne se og handle ud fra det, man ser. Ikke ud fra husmoderlige fornemmelser for, hvad der kunne være godt, men ud fra viden om og erfaring med at passe meget syge og døende.

Sygeplejersker skal holde fast i evnen til at observere og reagere, så krop og kontakt ikke overlades til andre faggrupper, mens sygeplejersken dokumenterer det, plejepersonalet formodes at have gjort.

Det kan virke banalt at lejre en patient godt eller afhjælpe kvalme og obstipation, men for patienten er det basalt. Så lad sygeplejen være banal, når det betyder, at patienten kan skrive en kronik om det livsbekræftende i at være på hospice og kan dø på en ordentlig måde. Endda tager sig tid til at lære sygeplejersker noget om god sygepleje. 

Læs også artiklen "Sygepleje i Hospice" af Jette Riis og Birgitte Christophersen i Sygeplejersken nr. 22, 1999.