Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Inddraget i ubehagelige beslutninger

Tillidsrepræsentant Bjarne Hansen har været med til at føre en sparerunde ud i livet. Han mener ikke, at han udfører arbejdsgivernes beskidte arbejde. Derimod sørger han for, at medarbejderne skånes så meget som muligt.

Sygeplejersken 2003 nr. 33, s. 8-9

Af:

Martin Agersted Jarl, journalist

Bjarne Hansen er tillidsrepræsentant på 15. år på Tønder Sygehus, ét af de sygehuse i Sønderjylland, som er ved at skrue kraftigt ned for aktiviteterne pga. besparelser. Oprindeligt blev han tillidsrepræsentant på kraftig opfordring fra kollegaerne.

”Det handlede i starten om at lære, hvad en sådan tillidspost indebærer. Man skal sætte sig ind i spillereglerne på ens arbejdsplads og vide, hvordan man gebærder

Side 9 

sig rundt i systemet. Og det tager tid,” husker Bjarne Hansen tilbage.

Han har på sin egen krop oplevet et skift i tillidsrepræsentantens rolle på sin arbejdsplads. Da han startede, var det en tid, hvor ledelsen på sygehuset ikke var indstillet på dialog.

”Det var i starten en regelkamp med ledelsen. Det handlede om, at hvis man skulle have noget igennem, så måtte man henvise til regler eller beslutninger truffet højere oppe i systemet. Men efter nogle år kom der en ny ledelse på sygehuset, som var langt mere indstillet på diskussion og forhandling. Med andre ord betød ændringen i ledelsesstilen, at jeg ikke mere behøvede at pege på en regel for at få noget igennem. Nu kunne man argumentere for sin sag,” siger Bjarne Hansen.

Ubehagelige beslutninger

Han mener, at den form for ledelsesstil efterhånden er den fremherskende. Det betyder også, at man som tillidsrepræsentant bliver inddraget i beslutninger, der kan være meget ubehagelige.

”Vi befinder os i øjeblikket i en situation, hvor mit sygehus bliver kraftigt beskåret. Det koster arbejdspladser. Mange skal enten fyres eller omplaceres. Vores opgave som tillidsrepræsentanter i denne situation er at sikre, at vilkårene er i orden. Personalepolitiske regler skal følges. Med andre ord bliver tillidsrepræsentanterne inddraget i, hvordan en politisk beslutning skal føres ud i livet. Man kan sige at vi er involveret i det beskidte arbejde,” siger Bjarne Hansen.

Opgaven for tillidsrepræsentanten i en sådan situation er, at fyringer og omplacering af medarbejdere sker på en så skånsom måde, som overhovedet muligt.

”Vi kan jo ikke ændre politikernes beslutning, når den først er vedtaget. Så skulle jeg i stedet være politiker - og ikke tillidsrepræsentant.” 

Oversigt over skift i rollen, som tillidsrepræsentanten udfylder

Tillidsrepræsentantens rolle

Før

Nu og fremover

Vagthund.Sikrer, at overenskomster, regler og aftaler bliver overholdt.

ja

ja

Forhandler

Nej. Forhandlinger foregik mellem arbejds-giverorganisationerne og fagforeninger. Enkelte ting blev forhandlet lokalt på arbejdspladsen.

Ja. Mange forhandlinger på lokalt niveau, f.eks.: ny løn, personalepolitik, kompetenceudvikling m.m..

Formidler

Ja. Formidlede fagforeningens holdninger og politik

Ja. Formidler mellem ledelse og medarbejdere. Formidling af fagforeningspolitik er nedprioriteret

Sparringspartner med ledelsen

Nej

Ja

(Med)udvikler af arbejdsplads og organisation

Nej

Ja

Socialrådgiver.

Rådgive kollegaer om sociale forhold. Være skulder man kan græde ud ved.

Lidt

Mere

Konfliktløser

Løser konflikter mellem kollegaer og mellem kollegaer og ledelse.

Lidt

Mere

Kilder: Steen Navrbjerg, Carsten Strøby Jensen, Jesper Due og Jørgen Steen Madsen: ”TR-undersøgelsen 98.” LO.Biblioteksforbundet: ”Debatoplæg om TR-rollen og funktionen.”Edvin Grinderslev: ”Fremtidens tillidsrepræsentant som organisationsmager.” Organisational Theory and Practice, No 1/2002.

Tillidsrepræsentanter