Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ny struktur på plads

Psykisk syge mennesker i Storstrøms Amt skal behandles i deres eget miljø, hvis det overhovedet er muligt. Det har krævet en ny struktur og en anden holdning til de syge. Begreber som empowerment og recovery er centrale.

Sygeplejersken 2003 nr. 33, s. 21

Af:

Ole Ryttov, psykiatrisouschef, sygeplejerske,

Per Vendsborg, psykiatrichef, dr.med., MPA

I 1999 besluttede Amtsrådet i Storstrøms Amt, at flest mulige behandlingsaktiviteter skulle flyttes fra Amtshospitalet i Vordingborg til lokalmiljøet. Her skulle indsatsen forenes med den socialpsykiatriske indsats.

Ved omstruktureringen er der oprettet fem sundhedsfaglige centre - tre decentrale voksenpsykiatriske centre (Nord, Midt og Syd), et amtsdækkende børne- og ungecenter samt et amtsdækkende psykiatrisk ekspertisecenter med gerontopsykiatri og specialklinikker. Der er oprettet (sengeløse) specialklinikker for psykoterapi og demens, og der planlægges klinikker for oligofreni-, misbrugs- og liaisonpsykiatri. Hvert center ledes af en centerchef/administrerende overlæge og en souschef.

Behandlingsindsatsen er organiseret i lokale mobile tværfaglige team. Hvert team har en teamleder, en overlæge og et antal tværfagligt sammensatte medarbejdere, afhængigt af befolkningsunderlag og hvilken målgruppe teamet henvender sig til. Brugerne behandles både ambulant i lokalområdet og under evt. indlæggelse af den samme teammedarbejder (case manager). Teamene er specialiserede efter lidelsens karakter, hvilket muliggør bedre ressourceanvendelse og højere kvalitet i ydelserne. Langtidsteam behandler mennesker med længerevarende lidelser, fortrinsvis psykoser, hvor det tilstræbes at opretholde et tidsubegrænset og behovsstyret tilbud om kontakt, behandling og støtte. Akutteam behandler mennesker, der henvises af egen læge pga. en ikke-psykotisk lidelse som f.eks. angst, depression eller spiseforstyrrelse. Patienterne kan som regel modtages inden for 24 timer.

Socialpsykiatri

I Storstrøms Amt findes seks socialpsykiatriske botilbud - bo- og netværker - som hver ledes af en forstander og en souschef. Flere netværker har åbne væresteder tilknyttet og udgående socialpsykiatriske medarbejdere, som hyres af kommunerne til at løse støtteopgaver for sindslidende i eget hjem.

Integreret indsats

Voksenpsykiatrien i Storstrøms Amt er efter omstruktureringen opdelt i tre blokke, Nord, Midt og Syd, med hver sin blokledelse. Blokledelsen, som består af en centerchef og en socialpsykiatrisk forstander, udgør en fællesledelse med ansvar for den samlede amtslige social- og sundhedsfaglige indsats inden for blokkens område. Deres vigtigste opgave er at sikre koordinering og på sigt en egentlig integration mellem den decentrale sundheds- og socialfaglige psykiatri. Omdrejningspunktet i denne proces bliver udviklingen af et koncept, som gør en medarbejder - social- eller sundhedsfaglig - (case manager) til den centrale figur i alt samarbejde med brugeren. På Falster kører for øjeblikket et forsøg med opsøgende psykoseteam, som er samfinansieret med kommunerne og yder en fuldstændig integreret social- og sundhedsfaglig indsats.

Indlæggelse

Blokken råder over akutpladser i bo- og netværkerne, som fortrinsvis benyttes af brugere, som er kendte i systemet. Hver blok har et antal skærmede sengepladser på Oringe i Vordingborg. Her findes tillige en åben skadestue med plads til 10 patienter. Det er case manager, der i samarbejde med brugeren iværksætter indlæggelse, når behovet for skærmning overstiger mulighederne i lokalområdet. Under indlæggelsen har det faste personale ansvaret for selve skærmningen, medens case manager fastholder - og ved udskrivelsen genoptager - samarbejdet om de tidligere lagte planer. Medarbejderne i afdelingen oparbejder specifikke kompetencer til at tackle patienterne i de vanskeligste, mest psykotiske, kriseprægede og stressede situationer, medens de lokale medarbejdere, case managere, udvikles til at håndtere den løbende kontakt og behandling i nærmiljøet.

Samarbejdet med brugere, pårørende, kommuner og andre interessenter er organiseret inden for hver blok i lokalpsykiatriske råd. Her drøftes, udvikles og aftales alle forhold af interesse for den samlede psykiatri i området.  

Fælles værdigrundlag

Social- og Psykiatriudvalget i Storstrøms Amt har vedtaget et fælles værdigrundlag for den sundheds- og socialfaglige indsats. Indsatsen skal tilrettelægges efter mindstemiddelprincippet. Værdigrundlaget lægger op til, at brugerne selv styrer indsatsen, og begreber som empowerment og recovery er centrale. Visionen er, at brugere, pårørende og samarbejdspartnere oplever en høj grad af tilfredshed og medarbejderne arbejdsglæde. Midlet er, at medarbejderne erhverver nye kompetencer, holdninger og måder at forholde sig på i forhold til psykisk syge og indtager ændrede roller i en stærkt decentraliseret struktur. Dette skal ske under medvirken af en nyoprettet uddannelses-, udviklings,- og forskningsafdeling. 

Ole Ryttov og Per Vendsborg er begge ansat i Storstrøms Amt, Social- og Psykiatriforvaltningen i Vordingborg.