Faglig kommentar: Man kalder det kemi

Min karriere i hjemmesygeplejen var kort, fortalte Preben. Det var i en landkommune. ”For det første ringede jeg på hoveddøren. For det andet sagde jeg De til patienterne og brugte deres efternavn. Men det værste var dog, at jeg ikke drikker kaffe.” Klart nok, den slags skaber ikke tillid, så Preben skiftede løbebane og har alligevel klaret sig helt godt.

Bente var omkring 50 år, da hun begyndte i hjemmeplejen. Hun havde høj status i samme kommune, og når hun høj, flot og myndig trådte ind i hjemmene med et stort smil og muntre bemærkninger, skete der noget. Også i hjem, hvor yngre, nyuddannede hjælpere var kommet til kort. ”Så skal vi i bad,” sagde Bente, og med pjank og gensidig respekt blev også gamle, vrangvillige patienter, der ellers konsekvent afviste tilbud om hjælp til personlig hygiejne, vasket og klædt i rent tøj.

Med en kort uddannelse som social- og sundhedshjælper og stor personlig udstråling kunne Bente nå, hvad Preben, der i dag har en af de højeste uddannelser og karriereforløb inden for sygeplejen, ifølge anekdoten ikke kunne nå. I sandhedens navn skal siges, at Preben næppe lader Bente noget efter, hvad angår personlighed og udstråling. Han fortalte sin historie med underspillet charme i en munter skåltale, så hans fiasko skal indtages med et drys salt.

Historierne fortæller om et kendt, men alligevel let tabubelagt emne. Ingen vil bestride, at sygeplejerskers personlighed, væsen, udstråling, alt det ekspressive, har enorm indflydelse på samspillet mellem patient og sygeplejerske og dermed også for resultatet. Man kalder det kemi, men det gør os ikke klogere på fænomenet.

En sygeplejerske med en dårlig udstråling, en personlighed der ikke harmonerer med patientens, en særlig attitude eller et særligt udseende kan ødelægge det hele, uanset vidensniveau, evidens, etik og teknik. I sygeplejen tilstræbes i den grad uddannelse, professionalisme og evidens, at vi ikke er tilbøjelige til at tillægge det ukontrollerbare og ikke-kompetencegivende, nemlig personlighed og udstråling for stor betydning. Uddannelse, mere uddannelse, efteruddannelse, videreuddannelse og livslang læring er svaret på alt.

Der forskes i samspillet mellem patient og sygeplejerske. Vi har også masser af dokumentation for, at sygeplejerskens holdninger og fordomme over for visse typer eller kategorier af patienter har stor betydning for plejens kvalitet. Men egentlig ved vi ikke meget om, hvordan patienterne reagerer over for den enkelte sygeplejerske. Det er ikke hverdagskost at høre en patient sige, at en sygeplejerske byder ham eller hende imod. Patienter er også høflige. Især når de er afhængige af os. Modsat hører vi ustandseligt om søde og dygtige sygeplejersker, men hvori det søde består, får vi ikke uddybet. Et lige så diffust udtryk som kemi.

Patienter bruger vi megen tid på at beskrive fysisk, psykisk og socialt. Men vi skriver ikke om, hvordan de virker på os. I hvert fald ikke efter, at patientjournaler er blevet tilgængelige for patienterne selv. Vi beskriver og dokumenterer sygeplejen i en uendelighed, men ikke sygeplejersken som person. Alligevel har vi en ganske god fornemmelse af, at Maren kan nå andre resultater end Mette, selv om begge udfører sygepleje til samme patient efter samme retningslinjer. Hvad en kalder sødt, kalder en anden klæbrigt. Det er svært at beskrive personlighed, og vi er heller ikke den samme hver dag. Men vi stikker hovedet i busken, hvis vi ikke vil være ved, at sygepleje også omfatter noget, man ikke kan uddanne til, adfærdsregulere og dokumentere.