Faglig kommentar: Fedt på den ufede måde

Det er ikke god tone at sige, at en person er fed. Kraftigt bygget. Stor. Overvægtig. Adipøs. Selv i sygeplejen er fedme noget af et tabu, selvom alle sygeplejersker har kontakt med overvægtige patienter. I Sygeplejerskens absolut uvidenskabelige quickpoll svarede omkring tre fjerdedele af sygeplejerskerne i uge 31, at det var sværere at tale med patienter om overvægt end om afføringsproblemer og sovemedicin.

Ved at være tavse om fedme er sygeplejersker med til at stigmatisere og diskriminere de tykke. For når man hele tiden kryber uden om bestemte typer problemer, bliver de ikke søgt løst. Hvis et fænomen som smerter havde været omgærdet med en tilsvarende faglig passivitet, var smertebehandlingen aldrig nået så langt, som den er i dag. Patienten, der har ondt, påkalder sig al vor omsorg og ekspertise. Den småttærende patient er efter mange år i skammekrogen igen blevet genstand for opmærksomhed, ikke blot fra sygeplejerske- og lægeside, men også fra politisk hold. Det er nu en gang mere tilfredsstillende at beskæftige sig med noget, der giver resultater, end med noget, der ikke gør. Den fede bliver ladt i stikken. Megamøbler kan være nødvendige, men de hjælper ikke nogen i længden.

Sundhedspersonale har som den øvrige befolkning også fordomme over for overvægtige patienter. De er karaktersvage, utroværdige eller ikke i stand til at gennemføre en eventuel behandling. Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk har adskillige henvisninger til undersøgelser om psyko-sociale forhold i relation til overvægt. Dorthe Overgaards artikel ”At leve med overvægt” i Sygeplejersken nr. 51 i 1999 er også værd at (gen)læse.

I Sundhedsstyrelsens rapport ”Overvægt og fedme” (samme hjemmeside) finder man denne definition: ”Fedme er en tilstand, hvor mængden af fedt i kroppen er forøget i en sådan grad, at det har konsekvenser for helbredet.” Det indikerer, at sygeplejersker må handle på en eller anden måde. På en anden hjemmeside "Overbespisning" gør Elsebeth Søs Hansen, tidligere formand for den nu opløste forening Sylfiderne, sig til talsmand for, at fedme er et resultat af en spiseforstyrrelse ligesom med anorexia nervosa og bulimi. Ifølge Elsebeth Søs Hansen gør det en stor forskel, om fedme kaldes et resultat af en spiseforstyrrelse, for så skal behandlingen bestå i samtale- og psykoterapi. Sådan er hun selv kommet over sin spiseforstyrrelse og har fået selvværd. ”Jeg ser ikke fedme som er problem. Det gør samfundet desværre,” har hun sagt i et interview.

Det kan være rimeligt nok at betragte spiseforstyrrelsen som egentlig årsag til fedme, men hvis helbredelsen kun består i, at man får det psykisk bedre, og i øvrigt ikke gør noget effektivt for at reducere fedtet, er det farligt. ”Hvis bare jeg har det godt med mig selv, gør det ikke så meget, at jeg er tyk,” er en indstilling, sygeplejersker skal passe på ikke at lade sig forføre af. Noget lignende høres indimellem i den uendelige tv-serie ”Livet er fedt.”

Ugeblade, producenter af slankemidler, fedtsugere og margarinefabrikanter lever fedt af, at det slanke menneske er et skønhedsideal. Men hvad er der galt med et skønhedsideal? Der er måske en god biologisk grund til, at slankhed er et skønhedsideal.

Det er med til at sikre både individets og artens overlevelse. Udseendet spiller en rolle inden for stort set alle dyrearter.