Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 2003 nr. 41, s. 21

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Situationsbestemt og solidarisk samarbejde

Karen Marie Grønbæk

Neuropædagogik- en gang for alle

Haderslev: Grønbæks Forlag 2003
60 sider, 128 kr.

41anmeldneuroToppen af bjerget er ikke altid selve målet for en hjerneskadets vandring. Men at udforske og fordybe sig på vejen derop kan i sig selv give en større tilfredshed, hvis man skal se på begrebet neuropædagogik.

Det er essensen i forfatterens forord, så læseren er forberedt, før vi begiver os ud for at finde frem til toppen og skabe klarhed i den sprogverden, der beskriver neuropædagogik og kognitive forstyrrelser.

Forfatteren guider os igennem en forståelsesramme for den første definition: ”Neuropædagogik er en teori- og erfaringsbaseret praksis med henblik på en individuel, tværfaglig harmoniseret rehabilitering af hjerneskadede.”

Herefter når forfatteren frem til den endelige ”toppen af bjerget-definition”:

”Neuropædagogik er kunsten at indgå situationsbestemt i et solidarisk samarbejde med mennesker, som medfødt eller erhvervet har skader i hjernens mentale funktioner. Samarbejdet har erfaringsdannelse som mål, som led i personens bestræbelser på at overvinde, kompensere for eller leve med de begrænsninger, hjerneskaden har medført. Neuropædagogik er en tværfaglig disciplin, som baseres på naturvidenskabelige, humanistiske og socialvidenskabelige teorier, samt på erfaringer hos alle implicerede i samarbejdet.”

Læseren bliver ført på et semantisk skoleridt gennem en begrebsverden, der af mange grunde er vanskelig at gennemskue. Vi får en fornemmelse af, hvorfor tværfagligt samarbejde kan være så svært, når vi forstår begreberne ud fra vidt forskellige forståelsesrammer.

Der er god sammenhæng og acceptabel brug af metoder, teori og argumentation. Læseren får mulighed for at forholde sig til de forskellige definitioner mellem forskellige teoretikeres begrebsafklaringer - og mulighed for egen refleksion, hjulpet på vej af forfatterens beskrivelser.

Forfatteren når sit mål, en definition af begrebet neuropædagogik.

Læseren må ikke forvente at finde ud af, hvad neuropædagogik egentlig er, men det bliver man heller ikke lovet. Bogen er ikke nem at læse, selvom den har begrænset sideantal. Det gode er, at ord og begreber bliver holdt i stramme tøjler, så ordene ikke løber hurtigere end læserens forståelse.

Bogen er et godt supplement til den, der arbejder med hjerneskadede. 

Af Vivi Nielsen, afdelingssygeplejerske, Afsnit for Traumatisk Hjerneskade, Hvidovre Hospital. 

Håb til de udsatte og sårbare børn

Inger Thormann, Charlotte Guldberg

Med hjerte og forstand

De tidlige anbringelser

København: Hans Reitzels Forlag 2003
354 sider, 295 kr.

SY-2003-41-21aDenne bog om tidlige anbringelser er en naturlig fortsættelse til ”Hånden på hjertet.” I tråd med forfatternes tidligere bøger beskæftiger den sig med børn, som meget tidligt i livet adskilles fra deres forældre pga. disses misbrug, psykiske sygdom eller andet, som bringer omsorgssvigt med sig.

Bogen bygger på en efterundersøgelse af 40 børn, som blev udskrevet fra Skodsborg spæd- og småbørnshjem i 1986-87. Forfatterne underbygger deres behandlingsmetoder ved at analysere disse forløb før, under og efter børnenes anbringelse på Skodsborg. Behandlingen, kaldet Skodsborgmodellen, har vist sin effekt og udvikles til stadighed. Modellen har som mål at forstå barnets signaler og gennem adækvat behandling medvirke til barnets positive udvikling.

Med en dybfølt respekt for det enkelte barn og dets familie viser forfatterne, hvordan man kan tilgodese de sårbare børns tarv på en måde, så de kan finde tryghed og tillid til de mennesker, som skal tage vare på deres omsorg i forældrenes sted. Der fokuseres på, at børnene bevarer kontakt til deres forældre, og på børnenes ret til en livshistorie. Der gives mange eksempler på, hvordan børnene kan bevare deres livshistorie, og hvilken betydning det har for et menneske at kende sin egen historie.

Gennem cases beskrives, hvordan Skodsborgmodellen fungerer i praksis, og man får et godt indtryk af, hvordan tidlige anbringelser kan håndteres, så det bliver så lidt belastende som muligt for børnene.

Man føres ind i et univers, hvor børns sårbarhed, kriser og belastninger er meget synlige, og en verden, som de færreste kender, åbner sig for én.

Bogen er et vidnesbyrd om, at socialt arbejde kan bringe lindring og håb til disse børn, som altid vil være udsatte og sårbare.

Det beskrives, hvordan professionelle overlever i det arbejde, som kræver stor indfølingsevne, tålmodighed, rummelighed og en dyb respekt for andre mennesker.

”Med hjerte og forstand” fanger sin læser med en overvældende intensitet, og Ib Spang Olsens tegninger illustrerer smukt de følsomme temaer. 

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune.