Brug de pårørende

Når et barn er sygt af kræft, inddrager man barnets forældre som en selvfølge. Det samme er langtfra altid tilfældet, når der er tale om psykisk sygdom. Her holder personalet ofte de pårørende udenfor.

Og selv om der kan være gode grunde til at holde de pårørende på en vis afstand, kan afstanden blive unødigt stor, mener de sindslidendes pårørende.

Landsforeningen Bedre Psykiatri, en forening af pårørende til sindslidende, modtager mange hjertesuk fra pårørende gennem sin telefonrådgivning. Birgitte Ellegaard Jensen, faglig konsulent i foreningen, har derfor et godt indblik i de pårørendes ønsker til sygeplejersker og andre ansatte i psykiatrien.

”Brug de pårørende,” lød det korte og klare budskab fra hende til de godt 200 sygeplejersker, der deltog i Dansk Sygeplejeråds psykiatrikonference den 30. september.

”Betragt os ikke som en belastning, men som en ressource. Vi kender patienten, vi har fulgt vedkommende også inden sygdommen, og vi lægger mærke til de små ændringer, der sker med patienten,” sagde Birgitte Ellegaard Jensen, som oprindeligt er uddannet sygeplejerske, men siden hen også er blevet psykolog.

”Vi ved, at behandlingen, plejeforløbet og omsorgen bliver bedre og mere sammenhængende både for de professionelle, de syge og de pårørende, hvis de pårørende er med som ligeværdige samarbejdspartnere,” sagde hun og tilføjede:

”Vi er faktisk også overbevidst om, at den psykisk syges sygdomsforløb bliver kortere, og at muligheden for helbredelse bliver betydeligt større, hvis de pårørende og netværket inddrages. Derfor er det ærgerligt, at alt for mange pårørende oplever at blive holdt udenfor.”

Tavshedspligt misbruges

Tavshedspligten bruges i høj grad som et værn mod de pårørende, fortalte Birgitte Ellegaard Jensen.

Mange pårørende oplever, at når de første gang henvender sig til personalet på en psykiatrisk afdeling, bliver de mødt med beskeden: ”Jeg må altså ikke fortælle dig noget. Jeg har tavshedspligt.”

”Dette opleves som en tydelig afvisning og et signal om, at de pårørende ikke skal blande sig og spørge mere. Et signal om, at deres rolle i behandlingen af og omsorgen for den syge er en passiv rolle, hvor de frustrerede, undrende og usikre kan se til fra sidelinjen,” sagde Birgitte Ellegaard Jensen.

Hun gav udtryk for, at tavshedspligten selvfølgelig er nødvendig, men at mange pårørende oplever, at den bliver tolket for snævert, og at det er umuligt at få at vide, hvordan det går med den psykisk syge, når den syge ikke selv kan beskrive det.

”Vi ved godt, at den syge i nogle tilfælde ikke ønsker, at de pårørende får noget som helst at vide om den syges situation. Det skal naturligvis respekteres. Men i de tilfælde er det st dig muligt at tale med de pårørende og give dem noget generel information, f.eks. om typiske sygdomsforløb og behandlingsmuligheder, så de pårørende ikke bliver helt afvist.”

Klar holdning

Birgitte Ellegaard Jensen efterlyste også en klar pårørendepolitik alle steder i psykiatrien. Hun forestiller sig, at alle afdelinger i distriktspsykiatrien og i socialpsykiatrien, men også uddannelsesstederne får en pårørendepolitik, altså tager stilling til samarbejdet med de pårørende. 

”I andre områder af behandlingssystemet, f.eks. hvor man arbejder med kræftsyge børn, er det uhørt ikke at have en klart defineret pårørendepolitik. Her er det helt basalt og naturligt, at de pårørende i videst muligt omfang er med i hele forløbet. Sådan skal det også være i hele psykiatrien,” sagde hun.

Ifølge Birgitte Ellegaard Jensen er en god pårørendepolitik konkret og tilpasset de særlige forhold, der gælder for det pågældende sted:

”Hvis man f.eks. arbejder på en modtageafdeling, er det oplagt at formulere en politik om, hvordan man samarbejder med de pårørende i indlæggelsessituationen, og hvordan man sikrer sig at få den viden, de pårørende har. Hvis man arbejder et sted, hvor den sindslidende typisk udskrives til et socialpsykiatrisk tilbud, er det vigtigt at have konkrete planer for, hvordan de pårørende bedst kan støtte op om det skift, der sker i den sindslidendes hverdag.”

Lyt og bær over

De psykiatriske sygeplejersker blev også opfordret til at sørge for tid og ro til at lytte til og tale med de pårørende. Og være tålmodige over for de pårørende, som ofte bliver vrede og ulykkelige, når de ser deres kære have det meget skidt.

”Vi vil bare så gerne snakke med jer, der har med vores syge at gøre. Vi vil lytte til jeres viden og have, at I lytter til os. Det er en god investering at tage én god snak frem for tre halvdårlige. Hvis I ikke har tid, når vi henvender os, så sig det til os. Så kan vi da aftale et andet tidspunkt at tale sammen, hvor der er fred og ro,” sagde Birgitte Ellegaard Jensen og bad sygeplejerskerne om at gøre især førstegangspårørende opmærksomme på, at de kan få rådgivning og møde ligesindede i en pårørendeforening som Bedre Psykiatri.

Birgitte Ellegaard Jensen havde også ros til de psykiatriske sygeplejersker. Hun beskrev dem som et stærkt bindeled mellem de forskellige personalegrupper i psykiatrien:

”I sygeplejersker har jo typisk de ansvarlige funktioner i hverdagen, både i behandlingspsykiatrien og i socialpsykiatrien. Derfor har I en stor mission og central rolle i at præge den kultur, der findes i psykiatrien.”

Jørn Eriksen, formand for sammenslutningen af de psykiatriske sygeplejersker talte også varmt for at inddrage pårørende og brugere mere. Han sagde:

”Vi har fælles mål, og derfor skal vi selvfølgelig samarbejde.”