Faglig kommentar: Lumumba

Maildæmonen, sætternissen eller bare hastværk. I hvert fald er der faldet et mindre afsnit ud af artiklen ”Kassetænkningen mellem amt og kommune er blødt op” på side 16. Det er ikke alvorligt, men afsnittet fortæller alligevel noget om atmosfæren på den geriatriske afdeling. Afsnittet lød:

”Fra ergoterapien kan man gå ind i en stue, der er indrettet med små hyggekroge, der kalder på samtale eller læsning. Vinduerne vender ud mod gårdhaven, og i modsatte ende af stuen ligger en bar. ”En Lumumba,” ønskede en ældre dame, så snart hun så baren. Desværre havde baren ingen cognac den dag, men det kunne fremskaffes, så patienten kunne mindes glade dage over sin yndlingsdrink allerede næste dag.”

Hvem kan ikke unde syge eller rekreerende patienter at have det rart? I de seneste numre af Sygeplejersken har der været flere eksempler på, at der nogle steder er overskud til at give patienterne lidt sekundær sygdomsgevinst. På patienthoteller, på Sankt Lukas Rekreation og altså også på Kirsebærbakken i Hillerød.

Der skal nok være andre steder, der gør tilsvarende, men ellers er det en kendsgerning, at sundhedsvæsenet efterhånden er blevet så effektiviseret og skrabet, at der ikke er plads til spræl. Samtidig ved vi, at patienterne er mere tilfredse og bliver hurtigere rehabiliteret, hvis de har det godt. Men risikerer man ikke, at patienterne bliver hængende i sygehusvæsenet, hvis de har det alt for godt? Og hvad så med effektiviteten, hvis den skal måles på flere behandlinger og kortere indlæggelser.

Jo, risikoen for, at folk bliver for glade for sygehusvæsenet, er der. En af mine gode gamle patienter PL havde insulinkrævende diabetes, et indimellem uregerligt alkoholforbrug og kronisk knoglebetændelse i skinnebenet efter et fald i en brandert. PLs sygdomme havde det med at forværres op mod jul, påske og andre perioder, hvor han mærkede sin ensomhed værst. Vi havde altid en seng til PL, der efterhånden var blevet noget af en husven.

Andre gange vurderede vi, at indlæggelse ikke var påkrævet, og så foreslog vi hjemmesygepleje. Ikke tale om. Ingen skulle over hans dørtrin. Vi havde en stærk mistanke om, at PL levede i rod, snavs og tomme flasker, og at det ville gå ud over hans selvværd, hvis nogen fik set bag hans gentlemanfacade. PL fik derfor lov til at komme op på sin kendte sengeafdeling hver dag og få passet sit sår og være hos os nogle timer på kontoret eller i dagligstuen, og der var da vist også altid lidt ekstra mad. Dokumentation kerede vi os ikke så meget om.

Det foregik i gamle, gamle dage. Det var også PL, der, en gang han var indlagt på en anden afdeling, lånte en telefon på kontoret og selv bestilte to portører til at køre sig over til os i seng for at hilse på os. Hvor i sundhedsvæsenet har man det overskud i dag? Findes det, tør ingen sige det højt, for så vil der straks blive rationaliseret.

Også i dag er der personer som PL, som ikke egner sig til korte, effektive behandlingsforløb, og som af den ene eller anden grund heller ikke kan klare sig anstændigt i eget hjem i en kortere eller længere periode med eller uden hjælp.

Rekreationsophold med pleje, god mad, optræning og folk omkring sig umiddelbart efter udskrivelse fra sygehus skal man lede længe efter, eller også er der lang ventetid. Langtfra alle har råd til selv at betale for en rekreation. Men er det rimeligt, at muligheden for gradvis udslusning fra sygehus kun skal være for de velbjærgede? Der er ikke megen effektivitet i at skabe svingdørspatienter.

NB. En Lumumba er varm chokolade med cognac og piskefløde.