Man må handle, hvis man kan

”I situationen har jeg altid tanke på, at jeg må gøre noget, fordi jeg er sygeplejerske. Det er en pligt for mig, selvom jeg synes, det er ubehageligt, når der sker noget uden for mit arbejde, hvor det hele er lidt ude af kontrol.

Hvis der er nogle andre, der tager sig af det, når der sker et uheld, er jeg hellere end gerne fri.

Hvis folk har brug for det, kan jeg godt blande mig, men hvis de giver udtryk for, at de ikke skal have hjælp, eller hvis der er andre til stede, så går jeg igen. Men jeg synes, det ligger i mig, at jeg har en pligt. Jeg kan ikke bare forlade stedet, hvis der ikke bliver taget hånd om det.

Jeg kan godt blive i tvivl om, hvor pligtfølelsen kommer fra. Jeg tror egentlig, at jeg ville gribe ind, selv om jeg ikke var sygeplejerske. Men jeg har jo også en angst for det ubehagelige og noget, man måske ikke kan gøre noget ved. På gaden er man meget mere sårbar og blottet, og ens kliniske blik kommer virkelig på prøve. Man må virkelig bare handle, hvis man kan.

Men man er heller ikke forpligtet over evne, og måske skal man også lade være med at gøre noget for at undgå at gøre mere skade. Med min egen mor oplevede jeg, at jeg ikke vidste noget som helst. Når jeg står over for nogen i min familie, som er syge og dårlige, så er jeg ikke sygeplejerske. Så er jeg bare mig selv. Der spiller følelserne for meget ind.

Lige da jeg var færdig som sygeplejerske, var der jazzfestival, og vi var på en restaurant. Der var en tysker, der faldt om. Han blev bleg og havde ingen puls. Så spurgte jeg, om der var nogen, der kunne give kunstigt åndedræt, for jeg skulle bruge en til at hjælpe mig. Der var en Falck-mand til stede, og han gav kunstigt åndedræt, mens jeg gav hjertemassage. Jeg ved egentlig ikke, hvad der skete bagefter. Jeg tænkte på, om jeg skulle have givet mit telefonnummer til en eller anden. For at vide, om de pårørende også havde det godt. Måske havde konen haft nogle spørgsmål. Men da ambulancen kom, tog de over, og så forduftede jeg.”?