Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Personlighed en del af faget

Annette Søndergaard. Klinisk oversygeplejerske, Kardiologisk Klinik Y, Bispebjerg. Har været sygeplejerske i 17 år.

Sygeplejersken 2003 nr. 41, s. 13

Af:

Fie Lundsgaard Olsen, journalist

TEMA: ULYKKER - DET LIGGER TIL SYGEPLEJERSKER AT HJÆLPE

At hjælpe andre uden for jobbet er på samme tid en faglig pligt og et personligt kald for tre sygeplejersker, der har været i faget i henholdsvis et, syv og 17 år.

”Du vil altid som sygeplejerske vide mere end personer, der er uddannet inden for et andet fag, så du er altid bedre kvalificeret til at tage dig af ulykker.

Selvfølgelig ville jeg blive skræmt over at møde noget, jeg ikke kendte specielt til, men jeg ville tænke, at jeg var et bedre bud end de andre, der måske slet ikke ved noget.

Problemet, når man står derude i samfundet, er, at man ikke har ret meget at gøre godt med.

Men du kan bedre handle end andre. Jeg tror, det at hjælpe ligger i mig som en af årsagerne til, at jeg valgte faget. På den måde har min personlighed sammenhæng med mit fag. Jeg har oplevet flere uheld. Engang var det en cyklist, der faldt og slog sit hoved ned i kantstenen, fordi hun fik en pose ind i sit hjul.

Min mand og jeg kom kørende, og der var masser af mennesker omkring hende. Men jeg stoppede op, fordi jeg er sygeplejerske. Hun var bevidstløs og blødte kraftigt fra et sår bag det ene øre.

Men hun vågnede, og jeg fik hende lejret korrekt, komprimeret såret og undersøgt det for, om det var overfladisk eller kraniebrud.

Det var overfladisk, men hun var enormt forskrækket. Jeg lejrede hende, så hun ikke ville få det i den gale hals, hvis hun kastede op. Og jeg løftede hendes ben, så hun kunne få blod til hovedet. Så blev der tilkaldt en ambulance.”?