Psykisk førstehjælp til bilist

”Som udgangspunkt mener jeg, at man som sygeplejerske bør hjælpe i en ulykkessituation med den viden, man nu engang besidder. Det er nok en slags ansvarsfølelse. En fornemmelse af, at man burde have en viden, som de andre på gaden måske ikke har, og at man gerne vil handle ud fra den. Men der er mange måder at hjælpe på. På sygeplejeskolen lærer vi ikke førstehjælp, hvilket kan synes lidt mærkeligt. Mange tænker nok umiddelbart på de fysiske forhold, når der tales førstehjælp, men hjælpen kan også bestå i at få stoppet ulykken, tage ansvar for at få overblik og få ringet 112 med så præcise oplysninger som muligt eller udøve psykisk førstehjælp. Ved man med sig selv, at man ikke har noget at bidrage med, eller får det dårligt, er det trods alt bedre at holde sig væk. Der er ikke nogen grund til at gøre ulykken større, end den er.

Engang jeg kom gående over et fodgængerfelt, blev en cyklist kørt ned lige foran mig. Jeg løb hen til ham med det samme, og jeg kunne se, at han var vågen. Han ømmede sig lidt og rørte på sig. Jeg sagde til ham, at han skulle blive liggende et øjeblik og sunde sig. Så løb jeg ind i Matas, for han blødte kraftigt ud af munden. Han havde bidt sig i kinden, og jeg skulle finde noget at stoppe det med. Vi fik ringet til en ambulance, som kom med det samme. Der var en medicinstuderende til stede, som tog over, og så gik jeg over til bilisten. Det var en mor, der sad med to små børn i bilen. Hun var simpelthen så chokeret, så jeg prøvede at få hende til at falde til ro.

En anden gang var jeg et sted, hvor der var én, der lå fuldstændig apatisk på jorden. Jeg tror, han havde fået et epileptisk anfald. Der stod en masse folk i forvejen, og de havde ringet til en ambulance, men jeg tilbød min hjælp, og sagde, jeg var sygeplejerske. Der var også en anden sygeplejerske til stede, og jeg ved ikke så meget om, hvad man gør ved epilepsipatienter. Så jeg havde det egentlig fint med at gå, når hun havde styr på det. Hvis jeg havde stået alene med ham, havde jeg nok lagt ham i aflåst sideleje. Måske ud fra en devise om, at man gerne vil gøre et eller andet. Så vidt jeg ved, kan det ikke skade at ligge i aflåst sideleje ved et epilepsianfald.”