Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hudløst ærlig information

Patienterne skal have adgang til letforståelige og retvisende oplysninger om kvaliteten i det danske sundhedsvæsen, siger indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.

Sygeplejersken 2003 nr. 48, s. 13

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

SY_2003_48_13_01Lars Løkke Rasmussen nævnte hverken smileys eller guldstjerner til de gode sygehuse. Men han understregede, at let forståelige kvalitetesdeklarationer vil blive et krav fra regeringen. Foto: Alex Tran

Sygeplejersker fik ros fra Lars Løkke Rasmussen for vilje til at engagere sig i den sundhedspolitiske debat - og for omstillingsparathed.

”Den bliver der brug for. Det handler jo om at understøtte kvalitet og service, så skatteborgerne får mest muligt for pengene,” sagde indenrigs- og sundhedsministeren i sin tale på Sygeplejefagdagen. Lars Løkke Rasmussen bebudede, at der inden for de næste par uger vil komme et debatoplæg om måling og offentliggørelse af sygehusenes kvalitet.

At finde de rigtige ting at måle og de rigtige måder at måle på er ingen let opgave. Derfor spiller ministeren i første omgang ud med et debatoplæg i stedet for et lovforslag. Men Lars Løkke Rasmussen lagde ikke skjul på, at han mener det alvorligt.

”Det er en opgave, vi må og skal påtage os for at imødekomme patienternes forventninger.”
 

Betaling for sygepleje

Når sygehusenes og afdelingernes økonomi skal afhænge af, hvor mange patienter de behandler, kan det ikke nytte noget, at det kun er lægelige diagnoser, der udløser penge. ”Når regeringen vil styre sundhedsvæsenet med takststyring, må sygepleje og sygeplejediagnoser også tælle,” sagde Connie Kruckow på Sygeplejefagdagen.

”Sygeplejediagnoser må ind i DRG-taksterne på lige fod med de lægelige diagnoser.”

 
Kunder i butikken

Moderne patienter finder sig ikke i standardløsninger, de forlanger individuelle tilbud, pointerede sundhedsministeren.

”I dag giver det god mening at kalde patienterne kunder i sundhedsbutikken. Ganske vist er der det problem, at den ene part køber ind, mens den anden betaler. Den ene part vil have det bedste, penge kan købe, den anden vil have pengene til at række.

Derfor kan man ikke umiddelbart overføre markedsmekanismer til det danske sundhedsvæsen. Men patienterne har et frit valg, og derfor skal de vide noget mere om, hvad der står på hylderne.”

Den eneste form for forbrugerdeklaration, patienterne får i dag, er oplysninger om ventetiderne på de forskellige sygehuse. Men patienterne skal også have nem adgang til information om kvaliteten af tilbuddet fra de enkelte sygehuse.

”Borgerne skal kunne hente hudløst ærlige informationer om det danske sundhedsvæsen. De skal have adgang til data i en form, der er retvisende og forståelig.

Og så ved jeg godt, at det ikke er alle patienter, der vælger selv. Men så åbner vi for, at læger og andre, der vælger for patienten, har et bedre grundlag for at optræde som patientens ambassadører.” Kun åbenhed om kvalitet og service kan fremme en udvikling, hvor det bedste sætter standarden, understregede ministeren.

”Den gode kvalitet skal også belønnes. Det kan ske på mange måder, f.eks. ved øgede frihedsgrader og mindre kontrol.”