Faglig kommentar: Kontrol

På forsiden af pjecen er en smilende delfin på vej op af vandet. Den har måske lige haft afføring, for pjecen er en reklame for et afføringsmiddel. Jeg åbner og ser syv forskellige typer afføring med billede og beskrivelse. F.eks. ''separate hårde klumper, der ligner nødder.'' Eller ''Pølseform, men med klumper.''

Jeg har fået pjecen af en sygeplejerske fra Århus, som fortæller, at indlæggelsessamtalen, hvor sygeplejersken bl.a. spørger til patientens afføringsmønster, har ændret karakter, siden den lille folder dukkede op på afdelingen. Tidligere blev spørgsmål om afføring hyppigst besvaret med et ''ingen problemer,'' og sygeplejersken gik skyndsomst videre til mindre prekære emner. Nu ligger pjecen fremme, og patienterne kan pege på billederne og fortælle om deres eventuelle besvær. Derved viser sygeplejersken, at det er i orden at tale om emnet, og patienterne bliver hjulpet ud af pinefulde tilstande med smerter og ubehag.

Når en sygeplejestuderende kan give og tage et bækken og få patienten til at føle, at det er ganske naturligt, er hun godt på vej. Når sygeplejersken kan afdække problemer med afføringen, er hun en dygtig sygeplejerske. For ingen andre ting er så private og behæftet med så meget blufærdighed, som det, der kommer ud af den anden ende. Det er et område, man selv har kontrol over. Alene. Tænk bare på, hvor meget blå farve og lavendelduft, der bruges for at kamuflere det uundgåelige. At det lugter.

Metaforerne fortæller, at der er brug for sløring: ''på potten, på tønden'' og det, der er værre. Når en patient skal have hjælp til at komme af med afføringen, er han bogstavelig talt på skideren.

Forestil dig at bede om et bækken, fylde det, skulle have et andet menneske til at tørre dig og fjerne bækkenet igen. Det kræver bitter nød og overvindelse at være hjælpeløs, hvis man ikke har erfaring med det.

At give et bækken er sværere, end det lyder. For menneskers kroppe er forskelligt udformet, og alle patienter skal lejres rigtigt og have lov at være alene.

I en kommende artikel i Sygeplejersken beskriver en sygeplejerske, hvordan kropsvæsker og udsondringer kan gradueres. Hvilken udskillelse er mest interessant og populær?

Tårer, naturligvis. Ikke afføring.

Blandt komponenterne i grundlæggende sygepleje nævnte sygeplejersken og teoretikeren Virginia Henderson, at det er sygeplejerskens opgave ''at hjælpe patienten til at udskille affaldsstoffer,'' og hun beskriver på to en halv side, hvordan det skal gøres. Et godt udgangspunkt, når sygeplejestuderende skal lære, hvad en sygeplejerske skal hjælpe patienten med.

Der bliver skrevet få opgaver, essays og afhandlinger om afføring, blufærdighed, krop og kommunikation, og det er forståeligt, men ærgerligt. Sygeplejersker kan godt bruge mere viden om, hvordan patienterne opfatter de ømtålelige situationer, hvilke forventninger de har til sygeplejersken, og hvordan de ønsker hjælp. Hverdagssituationer fra den kliniske sygepleje kan godt tåle en videnskabelig bearbejdning. Med det udgangspunkt kan sygeplejersker blive klogere på egen praksis, for det er ikke nok at tro. Viden er bedre.

Sygeplejersker kan tale fordomsfrit om emnet afføring og håndtere resultatet i praksis, uden at kropssproget røber ubehag, væmmelse eller kvalme. Hånden på hjertet. Det er ikke altid let, men det kan læres. Læs f.eks. bogen ''Krat'' af Christian Jungersen fra 1999. Her beskriver hovedpersonen, hvordan det føles at have afføring i bukserne og ud over gulvet.

At beskæftige sig med menneskers udskillelser er også sygepleje, og der er grund til faglig stolthed, når sygeplejersken klarer det, så patienten ikke bliver flov.

Læs venligst titlen på denne faglige kommentar bagfra. Sådan.