Da jeg fik en blodprop

Vi havde lige spist til middag hjemme i Upplands Väsby 25 km nord for Stockholm - min sambo Eeva-Liisa, min søn Per og hans veninde Sandra og jeg - og jeg havde akkurat sat mig ned for at se tv, da jeg fik ondt i brystet.

Min første tanke var - nu har du spist for hurtigt. Jeg gik ind i soveværelset for at hvile mig lidt. Pludselig kom smerten. Den bredte sig ud over hele brystet, fra under den ene arm til under den anden. En smerte så frygtelig, at jeg endnu i dag

næsten et år senere ikke kan beskrive den. En smerte, som fik mig til at slynge mig fra den ene side af sengen til den anden i et forsøg på at finde en lindrende stilling. Det eneste, jeg mere kunne gøre, var at råbe på Eeva-Liisa. Selv at strække mig efter telefonen halvanden meter væk gik ikke. Hun med sin mangeårige erfaring som social- og sundhedsassistent (undersköterska) så alle symptomerne:

Stærk sved på panden - det føltes nærmest, som om det skyllede ned ad ansigtet - blå læber og et ansigt, som var blevet aldeles gråt. Nu begyndte jeg også at få problemer med åndedrættet. Jeg mindes, hvordan jeg forsøgte ligesom at suge mere luft til mig. Det opfattede hun som en gispen efter luft. Sagen var klar, og hun ringede på alarmnummeret 112.

Da Eeva-Liisa beskrev min situation i telefonen, forstod jeg, at de spurgte, om jeg kunne tale. Jeg var så meget ved mig selv, at jeg kunne sige, det var ok. Jeg fik telefonrøret, og den kvindelige alarmvagt bad mig beskrive mine smerter. Jeg behøvede bare sige ''de begynder under den ene arm og går hen over brystet til under den anden arm,'' før hun sagde: ''Vi kommer straks.''

Omkring 6-7 minutter senere stod to ambulancefolk i hjemmet med bårestol og medicintaske. Mens den ene sad ude i entreen og var i telefonkontakt med sygehuset, blev jeg behandlet af den anden, Thomas, inde i soveværelset. Først fik jeg nitroglycerinspray mod angina pectorissmerter, derefter hjertemagnyl (trombyltabletter) og til sidst en venflon i oversiden på min ene hånd.

Hele tiden var jeg ved bevidsthed, og jeg mindes tydeligt, hvordan jeg - inden hjælpen kom - sagde til Eeva-Liisa, at hun skulle gå ind til Per og fortælle ham og Sandra, hvad der var sket, så de ikke skulle få et chok, når ambulancefolkene kom. Og jeg mindes også, hvordan de begge to kom farende ind i soveværelset. Derimod husker jeg ikke, eller hørte ikke, hvordan Eeva-Liisa sendte Per udenfor for at møde ambulancen.

Efter at jeg havde fået nitroglycerin og hjertemagnyl, ophørte smerterne i brystet. Samtidig sagde den anden af ambulancefolkene, at det nu var på tide at køre. Med hjælp fra Thomas kunne jeg rejse mig fra sengen og langsomt gå hen til båren og sætte mig. Jeg blev spændt fast og rullet ud til ambulancen en snes meter fra huset. Eeva-Liisa fulgte med i ambulancen fremme hos chaufføren, mens Thomas var sammen med mig bagved.

Firedobbelt bypass

Turen foregik i to etaper. Efter godt fem kilometer på motorvejen ind mod Stockholm standsede vi for at mødes med akutbilen med anæstesisygeplejersken Hans. Han hoppede ind og gav mig morfin i ganske store mængder. Derefter kørte vi de sidste 15 km ind til akutmodtagelsen på Karolinska Sjukhuset i Stockholmforstaden Solna.

For mig var der tale om to meget forskellige strækninger. Under den første kunne jeg tale med Thomas. Han spurgte til mit arbejde, og da han hørte, at jeg arbejdede på sygeplejerskebladet Vårdfacket, spurgte han, om jeg troede, at han kunne blive medlem af Vårdförbundet, Dansk Sygeplejeråds søsterorganisation. Han var nemlig i gang med at videreuddanne sig til sygeplejerske.

Jeg hørte også tydeligt ambulancens horn og forstod på, hvad der blev sagt, at der også var blink på. Den næste etape til sygehuset husker jeg kun starten af. Siden mistede jeg bevidstheden. Senere kunne Eeva-Liisa fortælle mig, at ambulancen både havde haft horn og lys på, og at den havde kørt i nødsporet på motorvejen.

Min næste erindring er, at da jeg blev rullet ind på sygehusets akutafdeling, så jeg en hel stab af mennesker omkring den seng, jeg blev flyttet over i. Sjovt nok kendte jeg en af dem, en social- og sundhedsassistent, mor til en af Pers gamle skolekammerater.

Min opvågnen på akutafdelingen står tåget for mig. Jeg husker, hvordan en læge trak mit ene bukseben op - formodentlig for at se på blodårerne på underbenet. Jeg ved også, at han talte med en af sygeplejerskerne, ligesom jeg hørte, hvordan man tilkaldte en kardiolog fra sygehusets thoraxklinik. Han kom hurtigt, undersøgte mig og kørte mig sammen med en sygeplejerske fra afdelingen hen til thoraxklinikkens intensivafdeling. Her blev jeg placeret på en enestue og fik drop, bl.a. med noget smertestillende. To og et halvt døgn senere fik jeg en firedobbelt bypassoperation. Og i dag, næsten et år senere, er jeg fuldstændig rask og arbejder som sædvanligt som journalist på Vårdfacket. -

Oversættelse: Grethe Kjærgaard.