Synspunkt: Hvorfor ændre lov om magtanvendelse?

For at sikre personer med nedsat psykisk funktionsevne vedtog Folketinget den 25. maj 1999 bestemmelserne om fysisk magtanvendelse i Servicelovens § 109. Loven er en beskyttelseslov, der har til formål at styrke retssikkerheden for de mennesker, der er berørt af reglerne om tvangsmæssige foranstaltninger inden for det sociale område, og hermed at begrænse magtanvendelsen til det absolut nødvendige.

Loven var samtidig et udtryk for et politisk ønske om nytænkning i det pædagogiske, omsorgs- og plejemæssige arbejde inden for det sociale område. Under folketingsdebatten var der blandt alle partier stor tilfredshed med lovforslaget, og der blev lagt vægt på, at loven tager hensyn til de svageste borgere i samfundet, og at der skabes balance mellem respekten og sikkerheden for den enkelte.

Loven var lang tid undervejs, idet den daværende socialminister i 1996 nedsatte et udvalg, der skulle arbejde med retssikkerheden for psykisk udviklingshæmmede. Udvalgsarbejdet blev afsluttet i 1998 og dannede grundlag for lovforslaget. Fra Folketingssalen blev der givet udtryk for, at den lange behandlingstid gav mulighed for eftertanke og grundig behandling. Loven blev rost for at være gennemarbejdet og komme rundt i alle hjørner. Der var således en bred opbakning til loven.

Socialminister Henriette Kjær ønsker nu at ændre Servicelovens bestemmelser § 109 om fysisk magtanvendelse. En lov, der kun har fungeret i knap to år. Ministeren ønsker at lade personale, der arbejder med demente, psykisk syge og udviklingshæmmede, bruge magt, hvis de ikke ad andre veje kan opfylde omsorgspligten.

Vi undrer os over, at der i medierne har været så få reaktioner på, at landets socialminister er ved at indføre en lov, der giver personalet lov til at bruge magt over for svage samfundsborgere. Vi mener, at loven, som den er i dag, er god og brugbar. Problemet er, at loven endnu ikke er implementeret i forhold til det personale, som i det daglige arbejder med målgruppen. Det tager lang tid at implementere en ny lov i de daglige rutiner. Med det kendskab, vi har til de faggrupper, der skal anvende loven, er der endnu længere vej fra det tidspunkt, hvor de stifter bekendtskab med loven, til de begynder at omsætte den til praktisk handling.

Det politiske ønske om nytænkning i det pædagogiske, pleje- og omsorgsmæssige arbejde kan derfor ikke realiseres på knap to år. At ændre arbejdsrutiner og tænke nye muligheder kræver konstant faglig refleksion, dialog og dermed tid.

For Servicelovens § 109 betyder det, at bestemmelserne slet ikke har fået en chance for at vise deres værdi. Vi mener, det er et stort tilbageskridt at ændre loven på nuværende tidspunkt.

Der er rige muligheder i loven, som den er i dag. På den ene side afgrænser Servicelovens § 109 brugen af magt til nogle meget specifikke situationer. Derudover åbner loven for en bredere brug af magtanvendelse, idet det præciseres, at magtanvendelse, ud over det tilladte, skal indberettes. Loven giver således allerede mulighed for at sikre den nødvendige omsorg. Man skal bare huske at indberette det, man gør.

Annemarie Dalsgaard er sygeplejelærer ved Vendsyssel Sygeplejeskole, og Sonja Møgelsvang er leder af hjemmeplejen/ældreområdet i Sønderhald Kommune.