At blive en god underviser

Arkivfoto: Heine Pedersen

”Vil du være pædagog?”

Bestyrtelsen var ikke til at tage fejl af. De så for sig, at jeg fra at gå i hvid kittel skulle ses i lilla ble og hønsestrik.

Ja, jeg ville tage en efteruddannelse til voksenunderviser. Jeg vil lære, hvordan jeg kan blive en god underviser, som har gjort sig overvejelser om måden, jeg underviser på. Så min undervisning bliver til brugbar læring og ikke blot et spørgsmål om, at deltagerne kan hive et bevis frem på at have været til stede.

Jamen, at undervise ligger da implicit i sygeplejerskeuddannelsen?

Ja, jeg har undervist hele mit voksne liv. Og ja, vi lærte, at det var en del af faget at oplære andre. Men nogen egentlig træning heri var der ikke tale om.

Jeg har med stigende undren set undervisning foregå omkring mig. Først min egen skolegang, hvor jeg erfarede, at nogle lærere var gode, andre dårlige. Dengang tænkte jeg ikke over hvorfor. Sådan var det bare.

Siden uddannelsen til sygeplejerske, hvor jeg kunne se, at man var heldig eller uheldig med, hvilke lærere man fik.

Husker stoffet endnu

Helt uforglemmelig var min oplevelse af faget anatomi og fysiologi på forskolen, som det første semester af uddannelsen hed dengang. Vi var to klasser, der startede samtidig. Min klasse fik en ung, kvindelig medicinstuderende. Den anden klasse fik en ældre, mandlig professor.

Anatomi og fysiologi var forbundet med en vis skræk. Det var svært, der var megen latin at lære, og alle navne, funktioner og mekanismer skulle læres udenad. Eksamen skulle bestås for at gå videre i uddannelsen. Vores medicinstuderende havde et særligt talent for at formidle. Vi udarbejdede i løbet af det halve år vores egen lærebog. For som hun sagde: ”I skal have det i hænderne.” Og det fik vi.

Alle midler blev taget i brug, vi sagde remser, lavede lege, hvor ord og begreber blev lært på latin, vi tegnede, lyttede til de levende beskrivelser, der viste os, at det her var væsentligt, spændende og logisk. Alt blev formidlet med værdighed og etik: Kroppen var unik, den skulle omtales med respekt. Alle funktioner var nøje bestemt til at indgå i den komplekse helhed, en krop er.

Besøget på patologisk institut blev gennemført med 30 elever uden nogen form for sindsoprivelser. Vi stod interesserede og så hende vise os nerver, sener, muskler, organer, arme, ben og kroppe, som var skåret op og lå i store formaldehydfyldte badekar. Hele hendes væsen og optræden udstrålede respekt for de mennesker, der havde testamenteret deres kroppe til videnskaben.

Vores lærers måde at undervise på gjorde, at vi ikke bare lærte udenad til eksamen, men faktisk kunne stoffet, og selv i dag, 25 år senere, kan jeg høre hendes stemme, høre hendes forklaring på et eller andet. Den anden klasse, med den ældre professor, kæmpede med kedelige og uinspirerende undervisningstimer og metoder.

Nogle kan bare

Her blev jeg for første gang opmærksom på, hvor forskelligt det samme stof kan formidles, og hvor stor indflydelse det har på læringen.

Siden kunne jeg fortsat notere mig, at nogle sygehjælpere eller sygeplejersker gav mig meget mere, end jeg nogensinde kunne have læst mig til i en bog om observation og refleksion, Side 45
 

til forskel for andre, der ikke formåede den formidling, uanset at de prøvede. Alle disse erfaringer og oplevelser har gjort, at jeg er blevet nysgerrig.

Hvordan lærer man? Ikke udenad, men virkelig lærer noget, man kan bruge til noget?

Med årene har jeg mere og mere syntes, det er sjovt at skabe et lærende miljø. Et rum hvor det er tilladt at undres, hvor vi i fællesskab når frem til ny viden, indsigt eller metoder med udgangspunkt i vores egne erfaringer.

I vores verden er der ingen, der nogensinde bliver alvidende ekspert. Hvis nogen tror det, er de meget langt fra den ydmyghed, vi er nødt til at have i forhold til, at ikke to patienter eller sygeforløb er helt ens.

Så jeg besluttede at studere, lære teori om, hvordan man lærer, hvordan man skaber et læringsrum, hvilke metoder der kan anvendes, og hvad der begrænser, hindrer, fremmer læring, var det, jeg satte mig som mål.

Viden skal omsættes

Da jeg tog min uddannelse, var det en mesterlæreuddannelse. Vi var håndværkere, der havde sat os grundigt ind i den teoretiske baggrund, men hvis vigtigste opgave var at observere, handle på disse observationer, se det hele menneske med alle dets behov, yde kompetent og meget praktisk pleje og omsorg.

Det, jeg ser i dag, er, at uddannelsen er blevet mere og mere teoretisk. Vi skal lære at forholde os til forskellige sygeplejeteorier, og så skal vi i praksis have disse her patienter puttet ind i en teori.

Teori er i orden. Det er godt at reflektere over hvad og hvordan. Men det er skidt, hvis det sker på bekostning af den praktiske omgang med patienterne. Hvad hjælper det, at vi i teorien kan passe og pleje et menneske, hvis vi ikke i virkeligheden er i stand til at holde overblikket, se hele patienten, tør være der for patienten?

Der er brug for, at vi praktikere lærer fra os. Der er brug for os til at formidle bedsideundervisning, håndelag, observation.

Der er brug for os på sygeplejeskolerne til at koble teorierne på den praktiske hverdag. På den måde bygger vi bro mellem de forskellige uddannelser, vi har, selv om vi alle er sygeplejersker.

Bachelorerne kan lære praktikerne ny viden og indsigt, mens praktikerne kan lære bachelorerne, hvordan vi bruger teorien i hverdagens arbejde. Så får vi sygeplejersker, der vil og kan den kompetente og direkte patientpleje. Jeg har gennem hele min karriere undervist hvor som helst og når som helst. Det giver også mig noget. Jeg skal forholde mig til min egen sygepleje. Begrunde mine handlinger, hjælpe den, jeg underviser, til at se, hvad jeg ser, og lade medspilleren undre sig og forholde sig til, at det måske også kan gøres på en anden måde, tillade at de ser noget andet, end jeg ser.

Når jeg til sommer har taget min eksamen til voksenunderviser, hvad vil jeg så bruge den til? Jeg vil søge mulighed for at få lov at viderebringe mine erfaringer, som ikke altid kan læses i en bog, til alle andre faggrupper, lige fra medicinstuderende til social- og sundhedshjælperelever.

Om det skal ske ved, at jeg selv udbyder kurser og foredrag, eller ved, at jeg får undervisningstid på uddannelsesstederne, må tiden og mulighederne vise.