Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dilemma

Sygeplejersken 2004 nr. 20, s. 43

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Bente er sygeplejerske på en travl medicinsk afdeling i Århus. En af hendes kollegaer, Ida, er både fastansat på afdelingen og tilknyttet et vikarbureau.

Ida har brug for at tjene mange penge oven i sin faste løn, for hendes store passion er rejser til eksotiske steder rundt om på kloden. Derfor arbejder hun på sine fridage, eller hun tager dobbeltvagter.

En dag er der særlig hektisk på afdelingen. Der ligger tre patienter på gangen, en sygeplejerske er på kursus, og to sygeplejestuderende har deres første dag på afdelingen. Den dag melder Ida sig syg.

Da Bente samme aften taler med en veninde fra en medicinsk afdeling på et andet hospital, fortæller veninden, at Ida har arbejdet som vikar på hendes afdeling samme dag. Ida har altså meldt sig syg fra sit faste arbejde for at tjene penge som vikar.

Bente overvejer sagen, og beslutter sig for at ... Hvad ville du gøre, hvis du var i Bentes sko?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 21 2004    

Ukollegialt 

Hvis jeg var Bente, ville jeg skrive et brev i en ordentlig tone om det for mig at se ukollegiale ved Idas valg af arbejdssted, og også det løgnagtige i at melde sig syg for ussel mammon. Her vil jeg nok komme til at nævne det svære for mig i fremover at tro på hende. Jeg vil spørge om, hvad hun selv ville gøre ved et lignende tilfælde; men hvor det var hende, der var på medicinsk afdeling og havde en kollega, der valgte vikarpenge. Brevformen vælges, da det kan give mig tid til at formulere mig ordentligt og give Ida tid til at tænke over et svar. Hvis jeg møder Ida, inden brevet udformes, så må jeg tage snakken ansigt til ansigt. Alt efter udfaldet må vi på afdelingen have nogle kollegiale aftaler, for det vil jo nok ske igen. 

Grethe Mortensen, Børneafd. 640, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg. 

Gå til ledelsen 

Jeg er selv vikar og har arbejdet udelukkende som dette i 3½ år. Er nu blevet fastansat 17 timer ugentlig på et plejehjem og supplerer min indtægt ved vikararbejde og almindelige ekstravagter på plejehjemmet. Jeg rejser selv to gange en måned om året over hele verden blot som fornøjelse. Jeg ville aldrig selv blot aflyse en planlagt vagt for at tage en anden, om det var på plejehjemmet eller i et af de tre vikarbureauer, som jeg bruger. Først til mølle får først malet. Hvis jeg oplever en anden gøre dette eller melder sig syg, vil jeg først og fremmest fortælle vedkommende, at det kan jeg ikke acceptere, og hvis det sker igen, vil jeg gå til ledelsen. 

Karin Moesby-Johansen er ansat på plejehjemmet Æblehaven, Brøndby Strand. 

Fyringsgrund 

Det er ulovligt at melde sig syg, hvis man ikke reelt er det. Det kaldes ulovlig udeblivelse og er fyringsgrund. Det er ikke ulovligt at tage dobbeltvagter, men det er efter min mening generelt umoralsk, fordi patienterne risikerer en træt og uoplagt sygeplejerske, fejl og lavere faglig kvalitet. Det er usolidarisk over for ens kolleger, der må tage slæbet. I øvrigt har vi forhandlet os frem til 11-timers reglen, der skal beskytte den enkelte medarbejder og sikre arbejdsmiljøet. Altså, der er ikke tale om et dilemma. 

Dernæst skal vi overveje, hvordan vi skal agere over for en kollega, der er ude på et skråplan. Sygeplejersker er egnede til at tale med andre mennesker - også når det gælder ubehagelige emner, smertefulde begrænsninger og emner, der fremkalder vrede. Kolleger er også mennesker! 

Jeg ville overvinde min pænhed og tale med min kollega om alvoren i hendes ulovlige, uansvarlige og usolidariske handling. Ud fra den samtale ville jeg afgøre, hvorvidt jeg ville lade sagen gå videre til sygehusets ledelse. De Sygeplejeetiske Retningslinjer kan støtte sygeplejersken. Det drejer sig særligt om ”Sygeplejersken og professionen”.

Edith Mark, formand for Sygeplejeetisk Råd.