Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Slut med de pæne pigers klub

Sygeplejersker er ikke nok bevidste om deres faglige identitet og ikke gode nok til at afgrænse deres fagområde. Derfor påtager de sig arbejdsopgaver, der ligger uden for deres fagområde.

Sygeplejersken 2004 nr. 20, s. 34

Af:

Bo Engberg Sand, sygeplejerskestuderende

Sygeplejestuderendes Landsorganisation (SLS) vil arbejde for at skærpe bevidstheden blandt sygeplejerskestuderende om deres faglige identitet, herunder at begreber som solidaritet og faglig kamp stadig er centrale - hvis forholdene for sygeplejefaget som helhed skal forbedres. I SLS-H:S mener vi, at det nu for alvor skal være slut med, at sygeplejersker er ”de pæne pigers klub m/k.”

Som kommende sygeplejersker kan vi sagtens allerede nu - som studerende - begynde at arbejde på at få bedre forhold for os selv, når vi er færdiguddannede - og det kan vi bl.a. gøre ved at forberede os selv mentalt på det professionelle liv, vi skal ind til, når vi er færdiguddannede; som der står i SLS-H:S´ forslag til nyt indsatsområde: vi kan ”skærpe bevidstheden blandt sygeplejerskestuderende om deres faglige identitet.”

Vi lever i individualismens tidsalder, og nogle af os træner allerede nu i individuelt at forhandle os til en bedre løn som sygeplejerskestuderende. Der er en tendens i tiden til at glemme det faglige sammenhold - glemme den solidaritet, der tidligere var den absolut eneste måde, hvorpå en sygeplejerske kunne forbedre sine løn- og arbejdsvilkår på.

Danske sygeplejersker er nu kommet ud af forhandlingsfællesskabet KTO og skal fremover i en forholdsvis lille gruppe, Sundhedskartellet, forhandle overenskomst med de kommunale arbejdsgivere. I den forbindelse kan der i højere grad end tidligere blive brug for, at sygeplejerskerne står sammen og tydeligt signalerer, at de tør tage en konflikt, hvis det bliver nødvendigt. I en konfliktsituation hjælper det ikke, at den enkelte sygeplejerske er god til at forhandle løn individuelt, og i en sådan situation er sygeplejerskerne i Danmark ilde stedt, hvis vi (snart) nyuddannede sygeplejersker tror, at sådan noget med at konflikte eller ”arbejde efter reglerne” hører fortiden til, og at det er da vidst under vores værdighed.

Noget af grunden til, at arbejdsbyrden for sygeplejersker på hospitaler er blevet urimelig stor, skyldes også syndromet de pæne pigers klub m/k. Sygeplejersker er ikke nok bevidste om deres faglige identitet og ikke gode nok til at afgrænse deres fagområde, og de påtager sig derfor arbejdsopgaver, der ligger uden for en sygeplejerskes fagområde.

Den fulde ordlyd af vores forslag til nyt indsatsområde er:”SLS vil arbejde for at skærpe bevidstheden blandt sygeplejerskestuderende om deres faglige identitet, herunder at begreber som solidaritet og faglig kamp stadig er centrale - hvis forholdene for sygeplejefaget som helhed skal forbedres.”

Vi mener således i SLS-H:S, at solidariteten eller sammenholdet blandt sygeplejersker omkring den til stadighed pågående kamp for bedre løn- og arbejdsforhold stadig er så central, at der er grund til, at vi minder hinanden om det - og i denne forbindelse vil vi også gøre opmærksom på, at arbejdet med at bevare sammenholdet og solidariteten ikke hindrer, at der på nogle områder forhandles løn- og arbejdsforhold individuelt.

Man kan sige, at vi i SLS-H:S mener, at SLS i højere grad end tidligere også skal være et forum for de sygeplejerskestuderende, der ønsker at arbejde med fremtidsvisioner for sygeplejerskefaget.

Vi synes, at det er vigtigt, at vi mentalt støtter hinanden i, at det er slut med de pæne pigers klub, og mentalt støtter hinanden i, at når vi engang bliver færdiguddannede sygeplejersker, så tør vi tage konflikter med vores arbejdsgivere, og vi tør sætte klare grænser for vores arbejdsområde overfor de faggrupper, som vi samarbejder med.

Bo Engberg Sand er studerende på H:S Sygeplejerskeuddannelsen i København.