Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelse

Læs anmeldelsen i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 2004 nr. 21, s. 21

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Målrettet og velorganiseret program

Redigeret af Ann-Dorthe Zwisler, Lone Schou og Lotte Vind Sørensen

Hjerte rehabilitering. Rationale, arbejdsmetode og erfaringer fra Bispebjerg Hospital

H:S Bispebjerg Hospital: 2003
208 sider, 100 kr.

SY_2004_21_21Tværfagligt samarbejde med en fastlagt struktur omkring den enkelte patient er en af grundpillerne i et vellykket rehabiliteringsforløb. De fleste sygehuses hjerteafdelinger har i dag en eller anden form for hjerterehabilitering, men jeg har ikke tidligere set så velorganiseret og udbygget program, som dette. Bogen vil være til uvurderlig hjælp, hvis man skal starte hjerterehabilitering op. 

Bogen beskriver systematisk, hvordan Bispebjerg Hospital har organiseret hjerteskole og rehabiliteringsprogram. 

Alle patienter får opstillet behandlingsmål, og alle patienterne får udarbejdet et skema, som følges i de 6-12 uger, programmet varer. Sygeplejersken er gennemgående person i patienternes individuelle forløb, og det er hende, der er ansvarlig for at koordinere den tværfaglige indsats. Det er muligt at gennemføre forløbet i samme bygning, hvor der er venterum, samtalerum, grupperum, træningssal, køkken, arbejdstestrum og kontorer side om side. Det gør det jo noget nemmere, når alt er samlet. 

Programmets elementer, der er beskrevet klart med formål og afvikling, består af:

  • Kostomlægning ved diætisten, der sørger for vejledning i teori og praktisk madlavning.
  • Superviseret træningsforløb ved fysioterapeuten, der arbejdstester alle inden træningens start.
  • Hjertestopundervisning af patienter og pårørende, hvilket er blevet meget positivt modtaget.
  • Rygestopskurser.
  • Psykologisk og social støtte, med bl.a. døgnåben telefonrådgivning.
  • Patientundervisning.
  • Lægesamtale med mål.

Det er kendt, at rehabilitering af hjertepatienter reducerer dødelighed, antal indlæggelser og symptomer på hjertesygdomme, men det er skønsmæssigt færre end hver tiende hjertepatient, der bliver tilbudt et målrettet undervisningforløb med personlig støtte. Så det er bare med at komme igang, nu vi har en bog, der kan hjælpe os på vej. Man kan ikke andet end blive imponeret over det arbejde, der er blevet udført på Bispebjerg Hospital. 

Af Lone Brinksby, sygeplejerske på hjertemedicinsk afdeling, Roskilde Amts Sygehus Køge. Medlem af netværk for hjerte­rehabiliteringssygeplejersker.