5 faglige minutter: Fra følelser til argumenter

Derfor. Den højtuddannede hjemmehjælpsmodtager var vred. Han råbte mig lige ind i hovedet, og jeg kunne mærke hans spyt og lugte hans ånde. ”Du burde nægte at udføre denne ordre, du er jo medansvarlig,” skreg han. 

Der var nedskæringsrunde i hjemmeplejen, og jeg var tilsynsførende med ansvar for at tilpasse hjemmehjælpen efter de sidste politiske beslutninger.

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
	Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur. Uddannet i 1981 på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole.
	Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget. Uddannet i 1987 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.
	Anne Vesterdal, sygeplejerske, Uddannet i 1970 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet
	Birgitte Harild, sygeplejerske, P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i Hillerød.

Og ordren var klar. Ganske vist diskutabel, men diskussionen var intern og beskeden oppefra til at tage og føle på. Ny visitation i alle hjem inden 3 mdr. efter nye regler. 

Alligevel bed ordene fra den nedskæringsramte mand sig fast. Tanken om, at jeg bare lod stå til og som en anden lejesoldat drog på beskæringstogt med fagligheden fladklemt i lommen. Et gidsel, taget af lokale politikere, der dækkede sig ind bag en ordflom om individuelle vurderinger, foretaget af erfarne sygeplejersker og derfor fuldt forsvarlige. 

Teorien gnavede sig langsomt fra øret til hjernen. Normalt ca. 2 cm., men i dette tilfælde var den rundt om følelserne. Og dér gik det galt. Der skete noget med mine argumenter, så de blev uigennemskuelige. Fyldt af ord om synd og skam. Sådan nærmest lidt religiøst. 

Det tog tid at få optrinet med det aggressive spektakel på afstand. Min chef hørte om historien, min mand og børn var ved at brække sig over den. Og endelig en dag var der en naiv bekendt, der undrede sig over min holdning. Ja, hun tillod sig endda at spørge, hvorfor det var så galt at beskære den hjemmehjælp. 

Det er da oplagt, når man tager noget, så er der nogen, der mangler noget. Men så måtte jeg jo belære hende:

”En times hjælp til rengøring er for lidt.”

”Hvorfor?” sagde hun. 

”Det er bekymrende, at de kun kan nå at rengøre alle gulvene.”

”Hvorfor?” sagde hun. 

”Når køleskabet ikke bliver tømt og vasket, er det sundhedsfarligt.”

”Hvorfor?” gentog hun.

”Fordi ældre ikke har optimal smage, syns og lugtesans til at advare dem mod fordærvet mad.”

”Aha” sagde hun. 

Det var som at pille rosenkål. Et lag af gangen, indtil alle følelserne var pillet fra, og jeg sad med en lillebitte kerne af hårde argumenter. Så kontante og kolde som Jyske lov. 

De rykkede nu ikke noget ved beslutningen hos de høje herrer. Men jeg vidste, hvad der var kritisabelt og bekymrende, da føleordene blev til faglige facts og klar tale. 

Hvis hun havde spurgt ”hvorfor” igen, var vi endt i mikrobiologien, og det er dér jeg skal hen næste gang: maveinfektioner og ernæringstilstand. Så skal familien få grund til kvalme. 

Det var i sidste øjeblik. Jeg var ved at blive kvalt i min glorie af hellig bevidsthed og blev reddet på stregen af en opmærksom lytter og et enkelt spørgsmål. Fire trin op af den faglige Jakobsstige. 

Det er altså stadig for galt med den dér nedskæring. Nu ved jeg bare hvorfor.