Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kodeord: Øjensygeplejerske

Faglig udvikling. Ikke alle faglige sammenslutninger ligger i dvale. FS 20 er en af dem, som har faglig udvikling i højsædet. Og den indsigt, de har i f.eks. diabetesrealerede øjensygdomme, er også relevant for andre sygeplejersker.

Sygeplejersken 2004 nr. 22, s. 45

Hvad laver de i de andre faglige sammenslutninger? Hvad laver FS 10, 12 og 13? Hvad optager sindene hos FS 9 alias ”Faglig sammenslutning af konsultationssygeplejersker?” Og hvad diskuterer de i FS 31, dæknavn for ”Faglig sammenslutning for sygeplejersker, der udøver tværkulturel sundheds- og sygepleje?” Og hvad er FS 20? 

FS 20 er kodenavn for en sammenslutning af 281 sygeplejersker, der beskæftiger sig med patienter med øjensygdomme eller synshandicap. Vi er beskæftiget på hospitaler, i primær sektor og hos privatpraktiserende øjenlæger. 

148 øjensygeplejersker mødtes i januar til landskursus. Emnet var diabetes. En stor del af de patienter, vi møder, har diabetes. Vi ser patienterne til de regelmæssige øjenundersøgelser, når de skal have laserbehandlet forandringer i nethinden, og hvis de skal opereres for diabetiske forandringer i nethinde eller glaslegeme. For sygeplejersker er det specielt relevant at vide, at mange patienter har forandringer i øjenbaggrunden allerede, når deres diabetes blive diagnosticeret, og at synsnedsættelse kan reduceres ved laserbehandling. Type 2 diabetes opdages ofte via følgesygdomme som hjertekarsygdom eller gentagne infektioner, så vi møder patientgruppen overalt i sundhedsvæsenet. Diabetikere med velreguleret blodsukker og blodtryk har færre øjenkomplikationer, og sygeplejersker kan bidrage ved at opfordre diabetikere til at gå til regelmæssig øjenundersøgelse og ved at bruge patientens diabetesdagbog. 

Synsnedsættelse kan skyldes karnydannelser under nethinden. Alle ar på nethinden kan f.eks. udløse nydannelse af kar, som efterhånden omdannes til bindevæv, og nethinden er ødelagt. Generer karnydannelsen det perifere syn, kan der behandles med laser, hvorved karrene ødelægges. Når karnydannelsen rammer det centrale syn, er laserbehandling ikke mulig, da den giver ar, som ødelægger synet. Man kan i stedet give fotodynamisk behandling med intravenøs indsprøjtning af et stof, som aktiveres og ødelægger karrene ved belysning af nethinden. Ved karnydannelse er behandlingsmålet oftest at forhindre yderligere synstab. Synsfremgang efter behandlingen kan dog ses. Øjensygeplejersker deltager i behandlingen ved at indsprøjte stoffet og være hos patienten under behandlingen. Efter behandlingen tåler patienten ikke lys i 48 timer og må sendes hjem iført bøllehat, solbriller og handsker. 

Hurtig indsats nødvendig

Mange af de patienter, der behandles for karnydannelser, har våd aldersrelateret maculadegeneration (AMD), en tilstand med karnydannelse under den gule plet. Våd AMD progredierer hurtigt, og hvor stort et synstab, patienten ender med at have, er helt afhængigt af, hvor hurtigt patienten kommer under behandling. Sygeplejersker skal derfor kende til symptomerne: Lige linjer ser skæve og forvrængede ud, og der er en tåget plet midt i centralsynet. Ved mistanke om våd AMD, skal patienten sendes akut til øjenlæge. En stor del af sygeplejen til disse patienter består i at hjælpe dem til at lære at leve med et nedsat syn. Måske kan patienten ikke længere læse, har svært ved at genkende ansigter, kan ikke mere køre bil og har svært ved at tage bussen, fordi de ikke kan se bussens nummer. Patienterne kan henvises til Hjælpemiddelenheden, der står til rådighed med svagsynsoptik. 

For de dårligst seende erhvervsaktive står ”Instituttet for Blinde og Svagtsynede” til rådighed med erhvervsvejledning og hjælpemidler, som kan tilpasses den enkelte bruger. 

Det var en rapport fra FS 20´s landskursus i år. Er der mon andre FS´ere, der skulle have lyst til at give os andre et indblik i deres aktiviteter?

Jeanne Devantier er ansat på øjenafdelingen, Københavns Amtssygehus i Herlev.