Min kæphest er at sætte den politiske dagsorden

Bag Connie Kruckows formandskontor højt oppe over Strøgets tage ligger den fine stue. 

Det er et stort rum der, på trods af sine mørke møbler, er lyst og venligt. I den ene ende står en sort lædersofa med to matchende lænestole ved et lavt bord, i den anden gløder et spisebord af blankpoleret palisander i lysindfaldet fra vinduet. Midt på det runde bord er der anbragt en skål af kongeligt porcelæn, fyldt med frisk frugt. Det blonde trægulv tager vel imod de to ægte tæpper, og der er moderne kunst på væggene.

”Jeg er mig mit ansvar bevidst som forhandler af løn for 73.000 sygeplejersker, så man skal tænke tingene godt igennem.”  Foto: Rick John Molloy

Stuens indretning udstråler kvalitet i en blanding af moderne og gammelt. Og det slår mig, at det et godt sindbillede på Connie Kruckow og hendes karriere, hvor hun har lagt vægt på gammeldags dyder som at være arbejdsom, målrettet, pligtopfyldende og troværdig. Især troværdigheden vender hun tilbage til flere gange under vor samtale. 

Sygeplejerskernes formand har også vist en vilje til magt, der bestemt ikke hører til blandt kvinders gammeldags dyder. Den var forbeholdt mænd. Og når kvinder går efter magt, bliver de opfattet som ”skrappe” og sågar ”ukvindelige.” Den kender Connie Kruckow også.

”Sygeplejerskerne skal være gode til at fortælle omverdenen, hvad de kan og råbe op om, hvad de bruger tiden til.” Foto: Rick John Molloy 

Hun er en moderne kvinde med alt, hvad det indebærer: Smuk, rank og velklædt og med et direkte blåt blik i det solbrændte ansigt under det lyse, dristigt kortklippede hår. Men med et forsonende lilla silketørklæde, der matcher perlekædens violette farvespil, kastet over det sorte tøj. Og da jeg bemærker de smarte sandaler på de bare fødder, smiler hun og siger, at hun elsker tørklæder og sko. 

Nummer ni på magtliste

”Min kæphest er at sætte den politiske dagsorden. At sandsynliggøre at vi vil have en løn der svarer til vore kvalifikationer og arbejdsindsats,” siger Connie Kruckow kort og godt. Og så: ”Troværdigheden er vigtig. Har jeg sagt noget, står jeg ved det. Ellers kan man ikke nå resultater.” 

Man må vel sige, at det er et resultat at blive nummer ni og den højst placerede kvinde på avisen Dagens Medicins magtliste. Hvordan opleves det?

”Et er at vinde, men man er også nødt til at gøre sig klart, om man kan holde til at tabe.” Foto: Rick John Molloy

”Jeg blev enormt glad, fordi det viste, at det vi ville, var lykkedes. Nemlig at sætte den politiske dagsorden. Men så tænkte jeg også, at nu er det om at holde gryden i kog og hænge på til næste år og præstere mindst det samme - det er jo det, du bliver målt på.” 

Connie Kruckow, som er 50 år, kommer fra Nordfalster: ”Min far var arbejdsmand og min mor hjemmegående. Vi var fem børn, hvoraf de fire er født på fem år, og jeg var den ældste.” 

På spørgsmålet om hun allerede dengang var ”bossy,” svarer hun med et smil: ”Det vil nogle af dem hævde. Men vi fik en hård opdragelse, og jeg fik den hårdeste, fordi jeg var den ældste. Men jeg var en pligtopfyldende, pæn og ordentlig pige og en stilfærdig læsehest - jeg støvsugede det lokale bibliotek for bøger.” 

Connie Kruckow tog realeksamen, hvad der var ualmindeligt i en arbejderfamilie dengang. Hendes far og mor var gået ud af 7. klasse, og så blev de sendt ud at tjene.

”Nogle syntes, jeg var skrap, men det havde jeg ikke tænkt mig at lave om på - jeg mente, jeg havde fat i den rigtige ende. Sådan er jeg stadig.” Foto: Rick John Molloy

Flere af hendes lærere mente, at hun skulle have studentereksamen. Men Connie Kruckow, der havde været i erhvervspraktik i 7. klasse på Nykøbing Sygehus, sagde nej. For hun ville være sygeplejerske, og dengang var realeksamen nok til at komme ind på sygeplejeskolerne. 

Men vejen gik over England, hvor hun arbejdede et år som au pair på et lille

Side 15 

college og lærte at tale engelsk. Efter endt uddannelse på Hillerød Sygehus startede Sygeplejerskens kommende formand sin karriere samme sted i 1976. Men ikke med at kaste sig ud i fagforeningsarbejdet: ”Det var det faglige indhold i sygeplejen, der interesserede mig,” siger Connie Crukow. Og sådan har det været hele vejen igennem - det er sygeplejefagets mange muligheder og ønsket om at udvikle dem, der har ført hende over i det fagpolitiske arbejde. 

Blev politiker 

Som 30-årig tog Connie Kruckow lederuddannelsen på Danmarks Sygeplejerskehøjskole og kom tilbage til Hillerød som afdelingssygeplejerske i sygeplejeadministrationen. 

På det tidspunkt havde man den store diskussion om trojka-ledelse. ”Der kom en rapport, som jeg tilbød at læse korrektur på, fordi jeg var sprogligt god - og på den måde fik jeg jo også sat mig ind i sagen,” siger hun med et skævt smil. 

”Som afdelingssygeplejerske stillede jeg høje krav til kvaliteten. Tingene skulle være i orden, og jeg tog fat i medarbejderne. Nogle syntes, jeg var skrap, men det havde jeg ikke tænkt mig at lave om på - jeg mente, jeg havde fat i den rigtige ende. Sådan er jeg stadig, og jeg stiller også store krav til mig selv,” siger hun. 

Connie Kruckow arbejdede aldrig mere end et par år på en afdeling, før hun søgte videre: ”Det, der interesserer mig, er fagets indhold: Hvorfor gør vi, som vi gør? Er det godt nok for patienterne? Hvad kan vi gøre bedre? Og hvordan får vi indflydelse?” 

Men et eller andet må have luret, for en dag i 1987 da Connie Krukow så, at Frederiksborg amtskreds søgte en faglig sekretær, søgte hun stillingen og fik den:

”Det det var modigt af amtskredsformanden at tage én uden bagage som tillidsrepræsentent,” siger hun, ”men det første år var ikke særlig sjovt, det var en helt anden rolle at være embedsmand, og jeg søgte faktisk et par andre stillinger.” 

Men hun blev. 

Og spørgsmålet, der svæver i luften mellem os, behøver ikke at blive stillet, og derfor heller ikke at blive besvaret: Det har hun aldrig fortrudt! 

Da formanden for Frederiksborg amtskreds stoppede i 1993, opfordrede mange af tillidsrepræsentanterne Connie Kruckow til at stille op: ”Det vakte nogen undren og bekymring i Dansk Sygeplejeråd, for det var ikke daglig kost for en embedsmand at stille op til en politisk post,” siger hun. Men hun var eneste kandidat og blev valgt uden afstemning. 

Og nu var Connie Kruckow pludselig i rollen som den politiker, der skulle føre tingene ud i livet. Det lagde med tiden og erfaringen op til et andet og langt mere betydningsfuldt valg i 2000. Og denne gang var der kamp om formandsposten. 

Vovede pelsen

På hjemmefronten lød der et ok. Connie Kruckow er fraskilt, og hendes to store børn, en dreng og en pige, var på det tidspunkt godt i vej. ”Og det er vigtigt,” siger hun.

”Jeg var faktisk den, der var mest i tvivl. Men det var trist at se organisationen smuldre, og jeg troede på, at jeg havde noget at bidrage med, også på topniveau. Jette Søe, som var formand fra 1996 - 2000 var en god formand og gjorde sit bedste, men det er meget svært at komme efter en stærk formand som Kirsten Stallknecht.”

”Et er at vinde, men man er også nødt til at gøre sig klart, om man kan holde til at tabe og håndtere det,” siger Connie Kruckow. ”Men vover man ikke pelsen, bliver det lidt kedeligt.” Og kedeligt har det aldrig været, siger hun i dag.

”I begyndelsen var det vigtigt, at vi etablerede et godt forhold til hinanden i hovedbestyrelsen, så vi ikke havde en organisation, der gik i stykker, så vi mistede handlekraft. Ved en fælles indsats lykkedes det over al forventning, og vi har et fantastisk samarbejde i hovedbestyrelsen. Vi har hele tiden justeret kursen, og vi tager diskussionerne hen ad vejen om, hvordan skal vi nå de politiske målsætninger, jeg har stillet mig i spidsen for.”

Connie Kruckow mener, at forberedelse er noget af det vigtigste: ”Som formand må man gøre noget aktivt for at tage andre synspunkter med, og sørge for at indrrage viden fra folk der har forstand på det. Det gælder også modparten - har man forberedt sig på deres argumenter, kan man også give igen.”

Men hvordan sikrer en formand, der helt bogstaveligt sidder højt hævet over den almindelige vrimmel i på Vimmelskaftet i København, at hun har føling med, hvad der foregår ude på arbejdspladserne?

I første omgang er der naturligvis kontakten med hovedsbestyrelsesmedlemmer, tillidsrepræsentanter og ledende sygeplejersker, siger Connie Kruckow, der også gerne tager til medlemsmøder og på arbejdspladsbesøg, når amtskredsene inviterer: ”Jeg har sat mit eget præg, når jeg er til møder ude i amtskredsene. Jeg står på gulvet, når jeg taler og tager udgangspunkt i de lokale historier og finder et fælles punkt der, så vi kan udveksle synspunkter. Og vi er bestemt ikke altid enige.”

”Til medlemsmøder prioriterer jeg arbejdspladsbesøg. Det giver noget helt andet at møde medlemmerne præcis der, hvor de arbejder. Jeg har været på ældreinstitutioner, på sygeplejeskolen, jeg har kørt ud med hjemmesygeplejen i København og fulgt sundhedsplejersker. Samtalen bliver helt anderledes, og jeg får lejlighed til at vise, at jeg kender faget. Jeg får større gennemslagskraft, når jeg kan sige, at jeg kender medarbejderne, og det giver også større troværdighed over for politikerne.”

Den stil har Connie Kruckow tænkt sig at føre videre: ”Det er farligt at stoppe den direkte kontakt med medlemmerne, hvis organisationen skal være troværdig: Man skal vide, at jeg ved, hvad det handler om.”

Mobilisere arbejdsgiverne

Indimellem kommer en formand til at tage nogle barske og vidtrækkende beslutninger. En af dem var at trække sig ud af forhandlingsfællesskabet KTO med dets 650.000 offentligt ansatte:

”Fra dag ét var det mit projekt at skabe forandringer i KTO,” siger Connie Kruckow, ”der var så meget at rydde op i, så mange ting at ændre. Men det var en tung forhandlingsmaskine. Og det var en meget stor beslutning for organisationen at sige, at vi måtte gå, fordi vi ikke kunne skabe de nødvendige forandringer.”

En af dem, der giver ondt i maven, skulle man tro:

”Nej, jeg fik ikke ondt i maven, men jeg er mig mit ansvar bevidst som forhandler af løn og arbejdsvilkår for 73.000 sygeplejersker, så man skal tænke tingene godt igennem. Det handler også om den tilgang, jeg har til at træffe beslutninger, og jeg skulle gerne være i stand til at sætte bevægelse i gang i hele det politiske beslutningsfelt.”

”Næste prøve kommer ved OK-forhandlingerne. Det er der, vi skal have mobliseret arbejdsgiverne til at indse, at de også har nye muligheder i dette felt, ellers sker der ingenting. Og indimellem er jeg bekymret for, om de har den politiske vilje til at flytte noget,” siger Connie Kruckow.

Men nogle gange bliver der flyttet noget - og så alligevel ikke, som da en håndfuld sygeplejersker fik lederstillinger på hospitaler, hvor de nærmest blev mobbet af lægerne:

”Det er notorisk vrøvl, at læger skulle være specielt gode ledere. Og det er et billede på den traditionelle opfattelse i sundhedsvæsenet, at én faggruppe er den vigtigste. Men vi sygeplejersker er ikke statister, vi har en hovedrolle. Det er et udtryk for, at vi ikke er lykkedes, men vi er på vej. Derfor skal vi have skrevet ny historie.

Skønhed og magt

Begrebet magt og især, når det bliver hængt på kvinder, har det med at lyde lidt angribeligt, og macho på den uheldige måde. Men det må da være skønt at være den, der bestemmer?

Nu får man vist ikke mange til at indrømme, at de elsker at have magt, men Connie Kruckow siger dog: ”At gå efter formandsposten og sige at man ikke vil have magt, er en modsætning. Og der er vel en personlig tilfredsstillelse i det. Jeg vil gerne have magten, og jeg vil gerne bruge den godt. Men man skal være temmelig ydmyg, og jeg vil ikke havde magt for personlig vindings skyld, men for sygeplejerskerne. Der er så meget, vi skal nå endnu.”

”Kvinder og magt” er oppe i tiden, og den pågældende kvindelige leders personlige stil er også et statement. Og Connie Kruckow er en kvinde, der bevidst lægger vægt på de feminine sider.

”Der er vel ikke nødvendigvis en modsætning i, at man kommer og ligner en kvinde, men også kan være barsk,” siger Connie Kruckow. ”Jeg vil ikke nedtone den del af mig, der er kvinde. Man behøver ikke ligne en mand, fordi man har magt, det er ikke nødvendigt med habit og slips. Det handler også om, at sygeplejerskerne kan identificere sig med mig - det tror jeg er vigtigt. Og så er det også praktisk at være godt klædt: Jeg er altid klar til at rykke ud med tre minutters varsel.”

Connie Kruckow passer sin krop: ”Det at kunne holde til skrappe forhandlinger handler også om ens fysik,” siger hun, der cykler til stationen, løber i Grib Skov og altid tager trappen: ”Jeg lovede mig selv, da jeg startede her, at ingen skulle se mig i elevatoren. Og det har jeg holdt,” siger hun.

En formand har ikke fast arbejdstid, og Connie Kruckow tæller ikke sine arbejdstimer. Men: ”Aldrig om lørdagen - den er fredet. Den bruger jeg til familie og venner eller til at rode i haven.”

Når Connie Kruckow kommer hjem fredag aften, sætter hun rygsækken ind på kontoret, hvor hun ikke kan se den. Og ikke noget med at åbne mailen, ”det giver stress.” Kommer der vigtige ting fra sekretariatet, kommer de på faxen. Men søndag eftermiddag står den altid på arbejde. For den tidligere læsehest er romaner nu et sommerferieprojekt, og det er et ufravigeligt princip at holde fire ugers sommerferie: ”Jeg har to dygtige næstformand, der tager sig af tingene - og går verden under, regner jeg med, at jeg nok får det at vide,” siger hun.

Der er mange forhandlinger, når man er leder af en stor fagforening, men er der også en særlig kvindestil?

”For nylig var der en arbejdsgiver, der sagde til mig: ”Du skal ikke tro, du kan charme dig til alting” - og det synes jeg er groft. Det havde han aldrig sagt til en mand, og der er ingen i den forhandlingsverden, der charmerer sig til noget - det er hårdt benarbejde og omhyggelig forberedelse. Man får ikke resultater ved at være charmerende, siger Connie Kruckow meget bestemt. Og tilføjer: ”Men humor er ikke af vejen, det kan løse op for tingene.” 

Brug for spydspidser

”Udgangspunktet for en attraktiv arbejdsplads handler om at bruge sine kompetencer på arbejdet. Hvorfor skulle det være mur- og nagelfast, at vi ikke skulle kunne sætte en sutur? Hvorfor skulle vi ikke kunne tage nye områder ind?” siger Connie Kruckow, der er overbevist om, at sygeplejerskerne inden for en overskuelig fremtid vil få selvstændig ordinationsret inden for bestemte områder:

”Sygeplejerskerne skal være gode til at fortælle omverdenen, hvad de kan og råbe op om, hvad de bruger tiden til. Vi vil være med til at sætte toget i gang.”

Dansk Sygeplejeråd satser stærkt på at videreuddanne sygeplejersker: ”Det er ikke nok med grunduddannelsen. Vi har brug for spydspidser, og masteruddannelsen i klinisk sygepleje er en af vore succeser. Vi har lagt en forskningsstrategi og sat mange penge af til forskning i det kliniske felt og stipendier til sygeplejerskerne.”

Det er formandens holdning, at organisationen skal give tid, rum og plads til, at demokratiet kan udfolde sig under andre former end de traditionelle: ”F.eks. er det en vigtig pointe, at sygeplejerskerne ikke behøver at være valgt til noget, for at vi vil snakke med dem. Vi skal blive bedre til at finde ud af, hvordan vore medlemmer kunne deltage i projekter i en kort periode. Vi skal være en spejling af, hvad medlemmerne vil. Og fagforeningen er ikke en given ting om ti år.”

Connie Kruckow er som bekendt netop genvalgt uden modkandidater for en fire-årig periode. Men hvor hun selv om ti år?

”For at kunne genopstille er det meget vigtigt at gøre sig klart, om man stadig har noget at byde på: Er det et projekt, du ikke er færdig med? Er gnisten og gejsten der stadig? For man skal kunne mobilisere begejstring i systemet. Og for at kunne mobilisere andre og sætte nye dagsordener, skal man selv have begejstringen i sig. Om fire år vil jeg overveje det igen. Men bliver det, så går jeg også efter det. Og organisationsarbejde er det sjoveste, jeg har prøvet.”