Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: En rygsæk vævet af elverfolket

Forestil dig, at teorierne bliver levende mennesker. En alternativ forklaring til studerende om, hvordan teorierne kan bruges.

Sygeplejersken 2004 nr. 22, s. 31

Af:

Merete Ikast Jakobsen, sygeplejerske

Sygeplejersker omtaler en vis trillebør, man kan køre sine teorier i. Man kan også bære sine teorier i en rygsæk..

Begge dele virker forkert på mig, selv om jeg også tænker i billeder. Og så alligevel! Jeg kan ikke få den røde trillebør med de gule håndtag ind gennem døren. Den er for smal, og der er kun den ene dør. Rygsækken føles tung og besværliggør min sygepleje.

Kære studerende: Lad trillebøren blive hjemme i haven, og sæt rygsækken med skolebøgerne lidt væk. Forestil dig, at teorierne bliver levende mennesker, altså at Katie, Kirkegaard, Platon og Kari skal med dig ind på stuen til fru Jensen. De går først. Du kommer sidst. Kan du se fru Jensen? Nej vel.

Kirkegaard og Kari spærrer vejen og er faktisk begyndt at diskutere. Du prøver at skubbe dem væk, men så går Katie og Platon hen foran dig. Uanset hvad du gør, kan du ikke komme hen til fru Jensen for bare teoretikere.

Kære studerende, du kender dem jo efterhånden rigtig godt, de store damer og herrer, så du kan godt på en pæn måde bede dem om at gå hen bag sengebordet og tie stille. De må gerne blive på stuen, men diskussionerne skal foregå bagefter.

Nu er der dig og fru Jensen. Giv hende den bedste pleje, du kan. Lad plejen komme fra dig, hele dig, med hjerte, forstand, fornemmelser, intuition og alt, hvad livet ellers har givet dig. Tag teoretikerne med ud, diskuter med dem og prøv at forstå, hvad de har at sige dig om din pleje af fru Jensen.

Når du en dag er uddannet sygeplejerske, stil da bøgerne på hylden, og rygsækken, som jo faktisk er slidt op, smid den væk.

En skønne dag i dit virke som sygeplejerske sker der noget helt fantastisk. En usynlig hånd binder blidt og forsigtigt en ny rygsæk til din krop. Denne rygsæk er utrolig smuk, vævet af Elverfolket. Den er stærk - men usynlig - og kun sygeplejersker får en som den. Den bliver aldrig tung, den former sig efter din krop, og den følger dig overalt gennem resten af livet.

Af og til har du lidt problemer med de store teoretikere. De vil stadigvæk gerne med ind på stuerne, men er dog blevet mere medgørlige. En dag opdager du, at Kirkegaard mangler. Du studser og spørger de andre: ”Hvor er Kirkegaard?” De fortæller dig, at han er rejst videre, men han har lagt en gave til dig.

Du finder gaven, som viser sig at være hans fortolkninger og observationer af dig og din sygepleje. Du læser hans notater, smiler og lægger dem ned i din nye rygsæk. De andre teoretikere følger efterhånden Kirkegaard, og din rygsæk bliver mere og mere værdifuld, men aldrig fysisk tung.

Brevet fra fru Jensen med tak for god pleje, ligger her også. Mange flere vil komme til.

Jeg vil kalde din rygsæk for sygeplejeerfaringer.

Merete Ikast Jakobsen er ansat på Ortopædkirurgisk Operationsafdeling, Sygehus Vendsyssel i Hjørring.