Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Under guillotinens skarpe blad

De Barmhjertige Søstre i Frankrig delte skæbne med mange af de antirevolutionære under den franske revolution. Men ordenssamfundet kommer stærkt igen, ikke mindst under de mange krige, som Frankrig engagerer sig i gennem 1800-tallet.

Sygeplejersken 2004 nr. 22, s. 20-24

Af:

Pia Loyau, sygeplejerske, journalist

Orden i linnedskabene og regler for vagtskemaer kunne med en vis ret i revolutionsårene betragtes som de Barmhjertige Søstres mindste bekymring på denne jord. Den franske revolution var brudt ud i 1789, og guillotinens skarpe blad havde under terrorregimet fra 1793 til Robespierres fald i 1794 krævet sine ofre, også blandt søstrene.

SY_2004_22_s21_01Søstre på vej til guillotinen. Heller ikke de gik fri i de kaotiske år under
den franske revolution.

Jean Guillermand belyser i Histoire des Infirmières (1) hele denne konfliktfyldte periode, hvor søstrenes skæbne som sygesøstre på de franske hospitaler bølgede frem og tilbage i takt med revolutionære og kontrarevolutionære tanker. Den kritiske holdning i revolutionens første år til præsteskabet, de religiøse ordener og søstrenes rolle på hospitalerne endte i direkte forfølgelser og henrettelser. 

Den 26. juni 1794 blev Marie-Madeleine Fontaine, Jeanne Gérard, Marie-Francoise Lanel og Thérèse-Madeleine Fanton kørt i kærren til pladsen i Cambrai, hvor guillotinen ventede dem. Søstrene var blevet dømt til døden for ”anti-revolutionære handlinger”(1). Ifølge Guillermand gik det imidlertid værst ud over Visdomsdøtrene fra Saint-Laurent sur Sèvre, et nyt religiøst ordenssamfund stiftet i 1703.

Deres ordenshus befandt sig midt i Vendée i det vestlige Frankrig, hvor en bondehær, anført af repræsentanter for adelen, udkæmpede voldsomme og langvarige kampe mod de revolutionære tropper - for kongen og den katolske kirke.

Søstrene her blev ikke bare arresteret, dømt og henrettet - ofte uden dom - men blev i lighed med den lokale befolkning og den oprørske bondehær massakreret i takt med de revolutionære troppers fremmarch (1). 

Antirevolutionære søstre

Hvordan var det kommet hertil? Og hvori bestod søstrenes ”anti-revolutionære” handlinger? 

I følge Guillermand var der flere årsager, men de centrale stridspunkter var kirkens finansiering af hospitalerne, den religiøse motivering bag kaldet som sygeplejerske og religionsudøvelsen, der mere eller mindre blev påtvunget patienterne - alt sammen kim til konflikter, der før eller siden måtte bryde ud (1). 

I 1790 blev der vedtaget en lov, der for alvor gik til angreb på præsteskabet. Ifølge Guillermand skulle gejstligheden nu være statens funktionærer. Præster og biskopper måtte aflægge ed på, at de ville være tro mod nationen og konstitutionens love. Præsteskabet blev delt op i to grupper: De præster, der aflagde ed, og de oprørske præster, der nægtede at aflægge ed. 

Søstrene var i overensstemmelse med deres religiøse løfte oftest tilbøjelige til at følge de oprørske præster, og det blev et valg, der senere i revolutionsforløbet kom til at koste flere af dem livet. På trods af loven i 1790  

Marinen kalder

I 1703 stiftedes et nyt religiøst ordenssamfund, Les Filles de la Sagesse (Visdomsdøtrene), i kølvandet på den succes, som den katolske præst Vincent de Pauls søsterfællesskaber havde udviklet sig til. Det er især som sygesøstre i den franske marines hospitaler, at de fik deres betydning. Det gælder specielt det i Brest.

I starten af 1800-tallet var der i alt fem marinehospitaler i Frankrig, hvor Visdomssøstrene tog sig af plejen på de fire, mens de Barmhjertige Søstre bibeholdt deres første, nemlig marinehospitalet i Rochefort sur Mer. Af Visdomssøstrenes arkiver fremgår det, hvor stor en arbejdsbyrde de har haft på marinehospialet i Brest. Ordet ”overbelægning” var ikke opfundet dengang. Ikke færre end op til 6.000 patienter kunne være indlagt her. I 1796 var her ansat 71 søstre, og ud over den direkte pleje skulle de klare poster som inventar, depot, apotek, linnedbeholdninger (både deres eget og patienternes), stuerne og sygesalene samt have opsyn med køkken, bageri, bryggers og garderober.

Ud over retningslinjerne for deres arbejde er der også retningslinjer for søstrenes placering i det maritime hospitalshierarki og for deres personlige forhold. Bl.a. skal de vælge en overordnet, der skal sørge for, at kollegerne har en ensartet, aktiv og sikker fremgangsmåde, så de syge modtager al den hjælp, som deres tilstand kræver. Den overordnede skal også lave vagtskema. To og to skiftes søstrene til at have nattevagt, hvor de også skal overvåge, at sygepasserne passer deres arbejde. Til gengæld betaler den franske stat for kost og logi og andre fornødenheder og - ikke at forglemme - en løn hver måned til de fast udgifter. Ledende søster fik mest, ”basissøstrene” mindst.

blev der hen ad vejen vedtaget lempelser for søstrene, så de kunne fortsætte deres arbejde på hospitalerne. I 1791 gik indenrigsministeren således imod de yderligtgående revolutionære, idet han henviste til søstrenes arbejde blandt de syge, et arbejde der ofte satte hensynet til søstrenes egen sundhed til side. 

Denne beundring for hospitalssøstrenes arbejde fulgte indenrigsministeren op i et brev til forstanderinden for de Barmhjertige Søstre, hvori han præciserede:

”Hvis de (søstrene) er frie i deres valg af de præster, som de vil give deres tillid til, skal de syge, som er blevet betroet dem, også være frie til på deres side at vælge de præster, de foretrækker. De (søstrene) skal over for de præster, som efterlever loven, vise den agtelse og ærbødighed, som deres status af offentlige funktionærer kræver det i lighed med alle borgere”(1).

SY_2004_22_s23_01Søster Rosalie, der blev dekoreret med Napoleons La Legion d´Honneur for sit mod og sin hjælp til de sårede under opstandene i Paris.

Guillermand konkluderer, at det var kloge råd, men ”ulykken var, at hospitalssøstrenes gerning ikke kunne adskilles fra deres religiøse motivering, og at neutralitetsbegrebet var lige så fjernt fra dem som fra de overbeviste revolutionære” (1). 

 

Ud af hospitalerne

Den 18. august 1792 blev det imidlertid ved lov bestemt, at alle de religiøse ordener, inklusive hospitalssøstrenes ordener, skulle afskaffes. I en tillægsartikel til loven anførtes dog, at hospitalssøstrene kunne få tilladelse til at fortsætte deres aktivitet som individuelle personer og efter at have aflagt deres religiøse dragt. Når der til en vis grad i revolutionens første lovtekster blev gjort plads til søstrenes virke som sygeplejersker rundt omkring på hospitalerne i Frankrig, skal det ses på baggrund af søstrenes mangeårige virke og oparbejdede rutine. Selv i de revolutionæres egne rækker skete det, at man anerkendte søstrenes indsats.  

I 1793 blev det vedtaget helt at fordrive søstrene fra hospitalerne, og i 1794 oplevede man de første arrestationer og henrettelser blandt søstrene (1). Samme år blev der ifølge Nicolas Sainte Fare Garnot vedtaget en yderligtgående lov om sundhedstjenesten, som i al sin radikale enkelhed lød: ”Ikke flere almisser, ikke flere hospitaler.” I praksis betød det, at man erstattede menighedsplejen med et system baseret på offentlig støtte, et system, der lukkede hospitalerne til fordel for hjemmeplejen.

Systemet var i bogstaveligste forstand revolutionært, fordi det betød decentralisering og udligning af forskellene på sundhedstjenesten i byerne og på landet (2). I Paris ansatte man et ikke-religiøst, borgerligt personale til at erstatte søstrene. Et ”borgerdydscertifikat” gjorde det ud for kompetence. Militærlægerne, også cheferne, var nu medicinstuderende. Sainte Fare Garnot konkluderer, at situationen ikke var holdbar på længere sigt, og man besluttede derfor igen at forsyne hospitalerne med læger og lægeligt udstyr (2). 

Søstrene tilbage igen 

Denne kovending på hospitalsområdet betød ifølge Guillermand, at også søstrene vendte tilbage til hospitalerne, men ikke før Napoleon tog magten i Frankrig, hvor man officielt genetablerede de Barmhjertige Søstre og deres ordenshus. Søstrenes forstanderinde fik samtidig autorisation til at uddanne elever til hospitalstjeneste (1). 

I 1809 blev det i et dekret fra Napoleon slået fast: ”Hospitalssøstrene er i modsætning til udefra kommende personer alene ledere for alle de beskæftigelser, der angår de fattige syge, og søstrene har under sig tjenestefolk til det arbejde, som de ikke kan eller skal gøre”(1). 

Napoleon genetablerede også søstrene som sygeplejersker for sine sårede og syge soldater, når de vendte hjem til Frankrig fra hans felttog. Det er værd at præcisere, at det ikke kun var de franske sårede soldater, men også fjendens soldater, som søstrene tog sig af. I et dekret fra 1793 blev det nemlig fastslået, at ”De fjendtlige soldater, som bliver syge eller såres, skal behandles i Republikkens militære ambulante eller faste hospitaler med den samme pleje som de franske soldater” (1), et humanitært princip, som for alvor bliver efterlevet under Krimkrigen, og som er medvirkende til, at Henry Dunant i 1863 danner Røde Kors. 

Inden da var de franske søstre aktive sygeplejersker for sårede og syge soldater samt de civile ofre for de krige og opstande, der prægede Frankrig gennem 1800-tallet. En af søstrene, Rosalie (1787-1856), blev tilmed dekoreret med Napoleons æresorden la Legion d´Honneur. Hun udmærkede sig ved sit mod og sin autoritet, da hun under opstandene i Paris 1830 og 1848 bragte hjælp og pleje til de sårede, om hun så selv skulle gå på barrikaderne for at finde frem til de sårede. Søster Rosalie tilbragte sit aktive liv som Sankt Vincent Søster i det folkelige pariserkvarter Mouffetard. Det fortælles f.eks. om hende, at hun engang, mens kuglerne føg på barrikaderne, slyngede ud til de kæmpende: ”Stop skydningen! Har jeg ikke allerede nok enker og forældreløse at sørge for?” (3). 

Søstrene under Krimkrigen 

De Barmhjertige Søstre nøjedes fra den første halvdel af 1800-tallet ikke med at pleje soldaterne på militærhospitalerne inden for Frankrigs grænser, men tog også ud på slagmarkerne, bl.a. til Algeriet, hvortil de ifølge søster Renée Lelandais kom allerede i året 1836 under Frankrigs felttog mod landet (4). 

Det bliver imidlertid med Krimkrigens start i 1853, at de Barmhjertige Søstre består deres ildprøve som sygeplejersker for den franske hærs soldater. Søstrene havde allerede etableret en mission i Tyrkiet i 1839, hvor de især tog sig af skoleundervisning, men havde også en rolle som sygeplejersker i en sygeplejestation for den lokale befolkning. 150 søstre var til stede i Tyrkiet, da England og Frankrig erklærede Rusland krig i 1854 og dermed gik ind i Krimkrigen. I alt blev der under Krimkrigen mobiliseret 255 søstre fra Frankrig og 25 Barmhjertige Søstre fra Piemonte i Norditalien til at hjælpe på militærhospitalerne bag krigsskuepladsen. Det er ikke svært at forestille sig, at de Barmhjertige Søstres flere hundredårige disciplin med deres opbyggede systemer og erfaring som sygeplejersker for syge og sårede soldater gjorde dem til handlekraftige fagpersoner fra krigens første dag. 

Så da det engelske dagblad The Times den 12. oktober 1854 efter slaget ved Alma offentliggjorde en stærkt kritisk artikel om det mangelfulde engelske militære sundhedsberedskab under Krimkrigen, var der lagt op til skandale hjemme i England. ”De franske tropper får hjælp af de Barmhjertige Søstre. Hvorfor har vi ingen Søstre?” Det spørgsmål gjorde sin virkning. 

Havde The Times i stedet spurgt om, hvorfor de franske soldater havde Barmhjertige Søstre, kunne man have fået dette svar: De Barmhjertige Søstre var allerede fra 1653 - efter opfordring fra deres grundlægger Vincent de Paul - startet som sygeplejersker for de franske soldater. Siden havde søstrene plejet soldaterne gennem krige, revolutioner og oprør, så da Krimkrigen bryder ud, kunne man med rette sige: De franske søstre var parate! 

Litteratur

  1. Guillermand J. Histoire des Infirmières. Paris: Croix Rouge Francais Editions France-Selection; 1988.
  2. Sainte Fare Garnot N. La Revolution Francaise. Indlæg i ”Univers de la profession infirmière Genèse.” Paris: Presse de Lutece; 1991.
  3. Monsieur Vincent vit encore_1660-1690. Paris: Slattery W, C.M. Supérieur Géneral; 1959. Ingen forfatter angivet.
  4. Lelandais R. Les filles de la Charité sur les champs de bataille 1847-1863. Indlæg i Préludes et Pionniers; Collection Henry Dunant Nr. 5. Durand R. et Meurant J. Genève Societé Henry Dunant; 1991.

Pia Loyau er bosat i Paris, hvor hun arbejder som frelancejournalist. 
Redigering: Grethe Kjærgaard.