Luna-Louises historie

Foto: Anne-Li Engström 

Luna-Louise er 51 år, og hun har været syg i 35 år. Hun har altid været på institution. Det startede med børnehjem, fordi hendes mor drak. Hun har været indlagt på psykiatrisk afdeling mere end 100 gange. ”De havde altid en mening for mig. Hvis jeg prøvede at sige, hvad jeg syntes, fik jeg at vide, at det var psykosesnak.”

Luna-Louise har også prøvet at bo på et somatisk plejehjem sammen med trafikofre og mennesker med sklerose. For fire år siden skiftede hun navn til det nuværende Luna-Louise Jennifer Pedersen. Hun klarede selv det praktiske papirarbejde, for personalet betragtede ønsket om et nyt navn som et udslag af hendes sygdom. Men hun mente det alvorligt, for hun kunne ikke længere holde ud at være Pia, og navneskiftet har haft stor betydning for hendes selvværd.

Luna-Louise har nu ønsket at sige farvel til den psykiatriske patient, hun har været, at sige farvel til sin fortid og sine stemmer og goddag til en ny, positiv Luna-Louise.

Hun gjorde det ved at tegne et billede af døden og hans hund, og en nat kaldte hun døden til sig og sagde farvel til sin fortid og goddag til fremtiden. Tidligere i sit liv har hun prøvet at gå på jernbaneskinnerne ved siden af Slotsvænget for at lade skæbnen afgøre, om der skulle komme et tog og køre hende over. ”Men der kom ikke noget.”

I dag oplever Luna-Louise, at personalet lytter til hende og respekterer hendes meninger. ”Den ny forstander gør en masse for miljøet. Man er sammen på en anden måde, der er få skeptiske personalemedlemmer tilbage, og det er mest afløsere,” siger hun.

Luna-Louise får stadig medicin, og hun tager antabus, fordi hun har drukket og taget stoffer siden 11-års-alderen. Nu ønsker hun at blive et selvstændigt menneske, at finde ud af, hvem hun er. Ron og Mike har hjulpet hende, og kontaktpersonen Anne er en stor støtte. ”19 år må være nok. Jeg har mange sommerfugle i maven ved tanken om at flytte, men Anne skal stadigvæk være min kontaktperson, og det er godt.”

Luna-Louise har en kæreste på Slotsvænget, og han glæder sig over, at hun kan flytte, men er ikke selv parat endnu. ”Men vi får et fristed.”

Luna-Louises arme ligner gammelt læder. Huden er fuld af ar, for hun har skåret sine arme til blods mange gange og brændt mønstre, navne og symboler med cigaretter. ”Hvorfor?”

”For at holde fast i virkeligheden og få opmærksomhed. Men det er forbi nu. Recovery har betydet en ændring i livet.”

Luna-Louises budskab til psykiatriske sygeplejersker og behandlere er:

”Jeg tror, I gør jeres bedste, men jeg tror, I gør det forkert. Luk ørerne op og lyt. Hvis jeg siger, at jeg hører stemmer, så er det virkelighed for mig. I kan ikke høre dem, men for mig er de rigtige. Man skal ikke dyrke stemmerne, men man skal ikke slå det hen med, at folk er syge, skizofrene.

Jeg har haft glæde af at være skizofren. Jeg kunne lægge mig i min seng og få lov til at være syg. Folk troede på mig, og det var nemt at få andre til at gøre tingene.”

Luna-Louise vil gerne bruge sit liv på at undervise andre i recovery, måske tage en MB-eksamen (se boks), og hun vil blive ved med at male. For tiden er hun ansat i køkkenet på Slotsvænget et antal timer om dagen.  

Læs også: Vejen ud af psykisk sygdom