Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Der manglede en natsygeplejerske i Brovst

Fyret. Hvis natsygeplejersken kan undværes, hvorfor så ikke også aftensygeplejersken? I dag er der kun sygeplejersker i dagvagt i hjemmeplejen i Brovst.

Sygeplejersken 2004 nr. 30, s. 10

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

I Brovst i Nordjylland holder hjemmesygeplejerskerne fyraften kl. 15.30, og der møder ikke nogen sygeplejersker før kl. 7 næste morgen. Resten af døgnet dækker social- og sundhedsassistenter vagtskemaet. På trods af, at fem ud af otte hjemmesygeplejersker sidste år blev fyret, mener hjemmesygeplejerskernes tillidsrepræsentant Line Svendsen, at det faktisk går godt.

”Selvfølgelig ville jeg foretrække, at der var sygeplejersker på vagt. Det var forfærdeligt, da sygeplejerskerne skulle fyres, og vi ikke vidste, hvad man forventede af os. Men det har vist sig, at det godt kan fungere med social- og sundhedsassistenter.

I perioder har sygeplejerskerne rådighedsvagt, når vi har en dårlig patient. Social- og sundhedsassistenterne melder tilbage, når der er en opgave, der overskrider deres kompetence, og det er de gode til at gøre,” siger Line Svendsen.

Social- og sundhedsassistenternes kom-petence vurderes, og de får et individuelt kompetenceskema, hvor de selv skriver under på, hvilke opgaver de kan varetage. Det er visitator, som er sygeplejerske, der videregiver opgaverne til den medarbejder, der har den nødvendige kompetence.

”Assistenterne skifter forbindinger på ukomplicerede sår. De doserer medicin, giver injektioner intramuskulært og subkutant, f.eks. insulin, morfin og bricanyl efter oplæring, dog ikke oliebaserede præparater som psykofarmaka og B12-vitamin, hvor der kan forekomme vævsirritation.

Når vi har en terminal patient, er det sygeplejerskerne, der lægger plan for forløbet og giver medicin i dagtiden, men social- og sundhedsassistenter kan godt give medicinen resten af tiden. Det er dog altid visitatoren, der beslutter og har ansvaret for, hvornår en opgave skal overgå til en assistent,” siger Line Svendsen.

Det har været vigtigt for sygeplejerskerne at undgå at have ansvaret for andre faggruppers arbejde i tilfælde af fejl.

”Vi håber, at vi har sikret os med de regler, der er i dag,” siger Line Svendsen.

Det er sygeplejerskerne, der har lært assistenterne op til de opgaver, de udfører.

”Når jeg ser tilbage, begyndte det med, at vi ikke kunne rekrutterede en sygeplejerske til det uattraktive natarbejde. Da vi så havde undværet en natsygeplejerske et stykke tid, så blev næste skridt, at aftensygeplejersken måske også kunne undværes,” siger Line Svendsen.

Fremover bliver assistenterne oplært af de tilbageværende sygeplejersker ved undervisningsseancer hver anden uge.