Poliosygeplejerskerne valgte side

Foto: Medicinsk Museion, Københavns Universitet

I 2002-2003 florerede SARS-epidemien (Severe Acute Respiratory Syndrom) i store dele af Sydøstasien og i enkelte områder i Europa og Canada. SARS var en hidtil ukendt smitsom og livstruende sygdom, der globalt gav anledning til omfattende foranstaltninger for at hindre smittespredning. I Danmark er der ikke rapporteret om tilfælde af SARS, men der har været enkelte situationer, hvor syge personer har været under mistanke for at være smittet med SARS.

Under epidemien kunne både enkeltpersoner og institutioner få opdateret information om SARS på internettet, både internationalt fra f.eks. verdenssundhedsorganisationen WHO og nationalt fra Statens Serum Institut. Hver enkelt medarbejder i sundhedsvæsenet kunne således principielt følge med i udviklingen på området og holde sig ajour med SARS-problematikken time for time. 

Selvom sygdommen endnu ikke har været konstateret i Danmark, har danske sygeplejersker alligevel diskuteret SARS-problematikken. Det kunne blandt andet ses i Sygeplejersken (1), hvor en gruppe sygeplejersker satte spørgsmålstegn ved, om de kunne undslå sig for at passe SARS-patienter. Når danske sygeplejersker stillede disse spørgsmål, skulle det så opfattes som et udtryk for, at personlige hensyn kommer før hensyn til den kritisk syge patient med en smitsom og potentielt dødelig sygdom? Eller reagerede disse formentlig velinformerede og moderne sygeplejersker hensigtsmæssigt og velovervejet på deres viden om en reel risiko ved at passe SARS-patienter?  

Polioepidemien bryder ud

Netop i disse år er det 50 år siden, Danmark blev ramt af en epidemi med en virussygdom, der ligesom SARS var potentielt dødelig: polio. Epidemien brød ud i hovedstadsområdet i sommeren 1952. Smitten var formentlig bragt til Danmark af en deltager i en international lægekongres (2) og spredte sig fra hovedstadsområdet til hele landet i løbet af 1952-53. På landsplan blev der i 1952-53 indberettet i alt 7.278 tilfælde, hvoraf 3.134 havde lammelser, og 348 døde som følge af polio.  

Epidemien havde to kulminationer, den første i sommeren 1952, hvor hovedstadsområdet var hårdest ramt. Den anden kulmination var i sommeren 1953, hvor provinsen - herunder Marselisborg Hospitals (i det følgende kaldet Marselisborg) optageområde - var hårdest ramt. Marselisborg modtog under polioepidemien patienter fra et område, som mod nord gik til Terndrup, mod syd til Horsens og mod vest til Herning. Antallet af poliotilfælde varierede med årstiden, og hovedparten af poliotilfældene blev indbragt på Marselisborg i løbet af nogle få sommer- og sensommermåneder.

Polio, der også kaldes poliomyelitis eller børnelammelse, var ikke ukendt på Medicinsk-epidemisk afdeling på Marselisborg. Før epidemien i 1952-53 indberettede Marselisborg 25-50 poliotilfælde om året. Sygdommen, der endnu ses i dele af Asien og Afrika, forårsages af en virusinfektion, som man heller ikke dengang havde kurativ behandling for.

 I 1952-53 var der ikke fuld klarhed over, på hvilken måde poliovirus

Side 44

smittede. Lægerne antog, at virus primært blev udskilt gennem afføring, hvorfra det via f.eks. fødevarer, der var forurenet med afføring, kunne overføres fra person til person, og denne teori har man senere været i stand til at bekræfte. 

Hjælp til at trække vejret

Virus, der trods betegnelsen børnelammelse rammer både børn og voksne, angriber i varierende grad centralnervesystemet og kan i lette tilfælde give influenzalignende symptomer. I sværere tilfælde medfører sygdommen lammelser af kroppen varierende fra lammelse af arme og ben til total lammelse af kroppens muskler, herunder åndedrætsmuskulaturen (3). Hos nogle bedres lammelserne, mens de hos andre er blivende.

Polio var derfor i starten af 1950erne en både kendt og frygtet sygdom i Danmark. Men der var det nye ved epidemien i 1952-53 - ud over det usædvanligt store antal patienter - at en særlig stor del af patienterne havde lammelser af bl.a. synke- og åndedrætsmuskulaturen (4), hvilket var en livstruende tilstand. Marselisborg modtog således i 1952 114 poliopatienter, hvoraf 42 havde omfattende lammelser. I 1953 var antallet af lammede poliopatienter fordoblet, og Marselisborg modtog i løbet af nogle få sommermåneder 82 lammede ud af 138 poliopatienter. Af disse mange patienter havde 10-20 patienter behov for hjælp til at trække vejret døgnet rundt. 

Lægerne forsøgte at afhjælpe poliopatienternes vejrtrækningsproblemer gennem respiratorbehandling. Men dels rådede man ikke over et tilstrækkeligt antal respiratorer, dels var respiratorbehandlingen endnu ikke effektiv nok. I de første måneder af epidemien døde mange af de hårdest ramte poliopatienter derfor af deres vejrtrækningslammelser (5-6). Gennembruddet kom, da anæstesiologer på Blegdamshospitalet i København i 1952 begyndte at trakeotomere de vejrtrækningslammede patienter. Gennem en kanyle indført i luftrøret blev det herefter muligt at håndventilere patienterne, hvorved dødeligheden blev reduceret med cirka 50-75 pct. (7-8). Denne teknik blev også med succes anvendt på Marselisborg.  

Som konsekvens af denne nye effektive behandlingsmetode blev der behov for døgnet rundt at håndventilere et stort antal vejrtrækningslammede patienter, der tidligere ville være døde af deres lammelser. Derudover blev der fortsat indlagt mange andre poliopatienter med lammelser, som ligeledes krævede omfattende pleje og behandling hele døgnet (9). Polioepidemien stillede således store krav til personalet på Marselisborg. 

Usikkerhed om smitteveje

Sygeplejerskerne på Medicinsk-epidemisk afdeling på Marselisborg kendte til polio fra tidligere udbrud, hvor ingen sygeplejersker hidtil var blevet rapporteret smittet. Men under epidemien i 1952-53 var både antallet af poliopatienter, graden af deres lammelser og andelen af voksne, der var ramt af sygdommen, anderledes end under tidligere udbrud af polio, hvilket tilsyneladende skabte en fornyet usikkerhed omkring bl.a. sygdommens smittemåder. Beretninger fra poliosygeplejerskerne tyder da også på, at sygeplejerskerne - trods erfaringer fra tidligere udbrud - ikke var klar over, hvor smitten kom fra.  

Den almindelige antagelse i lægefaglige kredse i starten af 1950erne var som tidligere nævnt, at polio smittede gennem afføring. Samtidig mente man, at immunisering formentlig spillede en rolle. Men det er uklart, hvordan og i hvilket omfang poliosygeplejerskerne konkret fik del i denne lægefaglige viden. I sygeplejerskernes grundbog, Lærebog og Haandbog i Sygepleje (10) fra 1952, stod anført i et 34-sides afsnit om polio, at smittemåderne for polio ikke var ”ganske klarlagt,” og der var således ikke mange konkrete oplysninger at hente der. Derimod var bogens afsnit om generelle foranstaltninger for at undgå smitte via afføring ganske udførligt. Det blev blandt andet i bogens afsnit anført, at stort set alt, en patient med en sygdom, der smitter gennem afføring, var i berøring med, måtte anses for at være smittefarligt: patientens krop, udskillelser, seng, sengelinned, personlige ejendele osv. 

Poliosygeplejerskerne beretter da også, at de fulgte nogle generelle forskrifter og anvendte kittelovertræk og omhyggelig håndhygiejne som grundlæggende foranstaltninger for at hindre smittespredning mellem patienterne og smitte af dem selv. Men sygeplejerskerne var fortsat usikre på smittemåderne og var derfor heller ikke i stand til at udelukke, at de selv kunne smittes. 

Ingen hjælp fra Tidsskriftet

Set med nutidens briller synes man, at spørgsmålet om smitte af hospitalspersonale må have været meget presserende at bringe op i den sygeplejefaglige debat. Men problemstillingen blev i perioden 1950-1954 aldrig taget op i f.eks. Tidsskrift for Sygeplejersker, der synes at have været et oplagt forum for at informere om de forskellige sygeplejefaglige problemstillinger, polioepidemien førte med sig - heller ikke for evt. at slå fast, at man betragtede smitterisikoen for hospitalspersonale som værende ringe. Tidsskriftet bragte udelukkende artikler, der beskrev pleje og behandling af patientgruppen. I kontrast hertil bragte tidsskriftet en artikel, hvori der blev beskrevet en række forholdsregler for almenbefolkningen: isolation af de smittede, god håndhygiejne, at man skulle undlade at bade i vand uden klor osv. - stadig uden eksplicit at nævne sygeplejerskernes risiko (11).

Det forekommer paradoksalt, at sygeplejerskernes faglige tidsskrift

Side 45  

omtalte en smitterisiko for almenbefolkningen, men ikke for de mennesker, der gennem pleje og behandling af de smittede i realiteten kunne være de mest udsatte. Det kan have sin baggrund i den omstændighed, at ingen sygeplejersker tidligere var blevet rapporteret smittet. Det var en almindelig antagelse, at immunisering gennem kontakt med raske smittebærere i barnealderen spillede en rolle for risikoen for at blive smittet. Men man var endnu ikke i stand til at afklare, hvem der evt. var immuniseret, og hvem der ikke var. Poliosygeplejerskerne kunne derfor blot håbe at være blandt de immuniserede.

Sygeplejerskerne passede og plejede poliopatienterne uden tanke for eget helbred. Kaldet bag og pligten til dette risikofyldte arbejde kan genfindes i Nightingaleløftet, som sygeplejersker den gang aflagde i forbindelse med eksamen. Foto: Medicinsk Museion, Københavns Universitet 

Svære arbejdsbetingelser

Epidemien var som tidligere nævnt værst på Marselisborg i 1953, hvor der var meget travlt i Medicinsk-epidemisk afdeling. Gennem nogle få måneder modtog afdelingen hovedparten af de 138 patienter, der kom til afdelingen i 1953. Af disse havde 82 patienter lammelser, og 18 patienter døde.

Nogle patienter måtte ligefrem  trakeotomeres akut på gangen straks efter ankomsten. De dårligste poliopatienter var svært dårlige, og plejetyngden var derfor væsentlig større end normalt. Plejepersonalet var i tæt fysisk kontakt med de syge mange timer i døgnet og kunne således være meget eksponeret for smitte.

Dertil kom mange akutte situationer, hvor personalet måtte handle hurtigt for at afhjælpe problemer, hvilket formentlig medførte en ekstra smitterisiko.

Nogle af patienterne med vejrtrækningslammelser blev håndventileret gennem måneder, da man ikke havde tilstrækkeligt med respiratorer. Mange af de øvrige lammede patienter var ligeledes indlagt i flere måneder, indtil de kunne overflyttes til andre sygehuse til videre behandling. Plejepersonalet arbejdede derfor i perioder hårdt og ofte 16 timer ad gangen. En poliosygeplejerske fortæller: ”Vi brød sammen på skift,” og hun beretter videre om, at det både var arbejdspresset og de mange triste skæbner og dødsfald, der sled på personalet.  

Et kald og en pligt

På baggrund af bl.a. usikkerheden om smittemåder, de vanskelige arbejdsforhold på Marselisborg, den manglende offentlige debat om smitteforhold for hospitalspersonale og nervøsiteten i befolkningen forestiller man sig, at sygeplejerskerne var betænkelige ved at pleje poliopatienterne. Men det var ifølge en af poliosygeplejerskerne ikke tilfældet. De plejede de mange svært syge patienter i en hektisk tid og under pressede forhold indtil langt hen på vinteren 1953-54. 

Ifølge poliosygeplejersken gik sygeplejerskerne først og fremmest

Side 46

ud fra, at de under epidemien ikke var mere udsat for smitte end ved tidligere udbrud, hvor plejepersonale ikke var blevet smittet. Samtidig stolede de på, at afdelingens faglige ledelse ville sørge for ekstra forholdsregler, hvis det var påkrævet. 

Poliosygeplejersken fortæller: ”Det gjorde vi helt afgjort! Vi havde jo ikke noget valg,” og hun tilføjer: ”Men vi ville nok have gjort det samme i dag - patienterne skulle jo passes!” 

Udsagnene vidner om, at poliosygeplejerskerne så det som deres ubetingede pligt at passe patienterne.  

Det var hårdt arbejde at passe de mange meget syge patienter. Kræfterne blev genvundet over en smøg og en kop kaffe. Medicinsk Museion, Københavns Universitet

Gennem sygeplejerskernes grundbog ”Lærebog og Haandbog i Sygepleje” får man et indtryk af baggrunden for dette. Heri beskrives det, hvordan ”... en sygeplejerske må være villig til absolut, hurtig og villig lydighed” (12, p. 90). Videre omtales tålmodighed og selvforglemmelse som væsentlige karakteregenskaber for en sygeplejerske: ”Jo mere en sygeplejerske kan opfatte sin gerning som et kald, øvet i den mesters fodspor, der ikke regnede sig selv, men gik omkring og gjorde vel, jo mere velsignelse vil hun bringe andre og få over sit eget liv” (12, p. 90). Gennem lærebogens reference til en religiøst motiveret forpligtelse forstår man, at pligten og lydigheden heller ikke var til diskussion - hverken over for Gud eller overordnede.  

Kaldstanken og pligten kan også genfindes i Nightingale-løftet, som sygeplejersker dengang aflagde i forbindelse med eksamen: ”Jeg forpligter mig for Gud og for denne Forsamling til at leve mit Liv i Renhed og at udføre min Gerning i Troskab. Jeg vil gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at opretholde og højne min Stands Maal. Jeg vil bevare som Hemmeligheder alle personlige Forhold og Familieaffærer, der under Udøvelsen af mit Kald kommer til min Kundskab. Med Troskab vil jeg bestræbe mig for at hjælpe Lægen i hans Arbejde og vie mig til deres Velfærd, der er givet ind under min Omsorg.” 

Både lærebogens tekst og Nightingale-løftet vidner således om den moralsk-faglige kontekst, poliosygeplejen foregik inden for i starten af 1950erne. 

Et moderne kald?

I 1980erne var sygeplejersker i tvivl om risikoen ved at passe hiv-/aids-patienter (13), ligesom nogle sygeplejersker - som ovenfor omtalt - i dag sætter spørgsmålstegn ved, om det er forsvarligt at passe SARS-patienter. 

I 1950erne var poliosygeplejerskerne også i tvivl om smitten. Men de var tilsyneladende i stand til at vælge side i det moralsk-faglige dilemma, smitteproblematikken repræsenterede, og gik efter alt at dømme ind til arbejdet med at pleje de mange meget syge poliopatienter efter devisen: Patienterne skal jo passes!  

Spørgsmålet er, om vi i poliosygeplejerskernes måde at handle på i 1950erne kan finde inspiration i forhold til nutidige moralsk-faglige problemstillinger, f.eks. i relation til SARS? Kan vi genfinde indiskutable værdier bag sygeplejen i dag, således som det tilsyneladende var tilfældet på Marselisborg i begyndelsen af 1950erne - værdier som f.eks. næstekærlighed, barmhjertighed og pligtfølelse? Og hvilken betydning har den rivende samfundsmæssige udvikling fra poliosygeplejerskernes tid til i dag haft på sygeplejerskers opfattelse af vore dages moralsk-faglige dilemmaer?  

Side 47

Når sygeplejersker i dag kan være i tvivl om, hvorvidt de skal passe bestemte grupper af patienter, er det formentlig først og fremmest et udtryk for, at de er bange for selv at blive smittet eller for at bringe smitte hjem til deres familier. Denne problemstilling er reel, og vi skal naturligvis beskyttes optimalt i vores arbejde, ligesom vi skal have adgang til ordentlig information om forholdene. Men sygeplejerskernes tvivl kan også have rod i, at vi i dag netop ikke oplever en tydelig værdimæssig ramme omkring sygeplejen, en ramme vi kan læne os op ad, også når vi står over for vanskelige faglige dilemmaer. Kaldstanken er i de senere år atter bragt på banen inden for sygeplejen af bl.a. Kari Martinsen og Katie Eriksson. Og spørgsmålet er, om kaldstanken i form af et medmenneskeligt kald snarere end et religiøst kald kan få en renæssance i en moderne udgave som en forståelsesramme for nogle af fagets nutidige centrale værdier?  

”Den moderne, unge sygeplejerske, interesseret som hun er i sin samtid, i sine professionelle problemer, i det samfund som stiller så store krav til hende, kender ofte forbavsende lidt til den udvikling, hendes eget arbejde har gennemgået. Derfor kender hun måske heller ikke den inspiration (...) og det perspektiv, som kun opnås ved at se tingene i sammenhæng. Gennem historien går der en rød tråd, som viser, hvordan sygeplejegerningen har været afhængig af hele den samfundsmæssige udvikling” (12, s.1). 

Citatet er taget fra Lærebog og Haandbog i Sygepleje fra 1950, men citatets budskab om at søge faglig inspiration og perspektiv gennem historien kunne måske lige så godt være formuleret i dag. De mange og store udfordringer, poliosygeplejerskerne stod over for - og deres handlinger - vækker i hvert fald til eftertanke - også i vore dage.  

Anne Sophie Ågård er ansat som intensivsygeplejerske på intensiv afdeling ITA, Århus Sygehus, og er stud.cur.

Artiklen er skrevet på baggrund af en semesteropgave fra Kandidatuddannelsen i Sygepleje, Institut for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet.

Redaktionen har forgæves søgt efter tidsaktuelt billedmateriale fra Marselisborg Hospital. De anvendte fotos - bortset fra Sygeplejeløftet - stammer alle fra dødsboet efter professor H.C.A. Lassen (1900-1974). Han fungerede som overlæge på Blegdamshospitalet under epidemien og var professor i epidemier ved Københavns Universitet 1940-67.

Litteratur

1. Havemann L. Pligt til at pleje SARS-patienter. Sygeplejersken 2003;(21):4.

2. Knudstrup FS. Han blæste liv i børnene. Berlingske Tidende 2002.

3. Nielsen AM. Poliomyelitis. Ugeskr Læger 2002;164(21):2743-5.

4. Petersen I. Om poliomyelitis. Epidemiologi og vaccination. Tidsskrift for Sygeplejersker 1959; 59:320-3.

5. Nielsen EM. Om respiratorbehandling af respirationspareser ved poliomyelitis anterior acuta. Ugeskr Læger 1946;108(48):1341-8.

6. Ibsen B. Anæstesiologens rolle under polioepidemien i 1952. Bibliotek for læger 1995;389-4.

7. Tønnesen E. Anæstesiologiske principper anvendt i behandling af poliopatienter. Et kvantespring inden for intensiv terapi. Ugeskr Læger 2000;162(1):46-7.

8. Bjørneboe M. Polioepidemien i København, efteråret 1953. Tidsskrift for Sygeplejersker 1953;53(5):97-104.

9. Christiansen E, Jensen G. Sygeplejerskens opgaver ved plejen af børnelammelsespatienter. Tidsskrift for Sygeplejersker 1953;53(5):105-6.

10. Lærebog og Haandbog i Sygepleje, bind 2. 7. ed. København: Dansk Sygeplejeråd/Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 1952.

11. Arnsø E. Om børnelammelse. Tidsskrift for Sygeplejersker 1953;53(5): 93-96.

12. Lærebog og Haandbog i Sygepleje, bind 1. 7. ed. København: Dansk Sygeplejeråd/Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 1950.

13. Vesterdal A. Svigt og pligt. Sygeplejersken 2003;(23):17.