Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Patienternes ønsker er det centrale

Patientstøtte. På hospice-enheden på Bispebjerghjemmet er man gået i tænkeboks for at finde arbejdsopgaver til en frivillig patientstøtteordning. Behovet for ekstra hænder er der, men det er svært at give tingene fra sig, erkender personalet.

Sygeplejersken 2004 nr. 33, s. 16-17

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

SY2004-33-16-01Else Ørsted, frivillig på hospice-enheden, prøver at gøre den sidste tid for patienterne så smuk og fredfyldt som muligt. Foto: Heine Pedersen

”Vi er ambivalente. På den ene side kan vi sagtens bruge frivillige på afdelingen. På den anden side er vi nok lidt bange for, at der går noget fra os. Det er jo os som plejepersonale, der skal være tættest på patienterne. Vi er de professionelle og har ansvaret for plejen.”

Det er den overvejende indstilling lige nu hos en stor del af personalet på Afdeling B5, en hospicelignende enhed under Bispebjerghjemmet i Københavns Kommune. Politiske sparekrav har gjort sit til, at afdelingens plejepersonale skal vænne sig til tanken om, at en ordning med frivillige patienthjælpere kan aflaste dem med småopgaver, som det kan være svært at nå i den daglige pleje. Som en af dem formulerer det: 

”Det skal jo nødigt være sådan, at det er de frivillige, der kan sidde og læse avisen højt for patienten eller holde i hånd og snakke, mens vi har travlt med at skifte bleer og lægge drop. 

Netop det sociale samvær med patienterne giver en anden tilgang, så de ikke kun ser os som dem, der kommer med deres medicin, ordner kateteret osv. - og så går igen.”  

Alle er dog enige om at give ordningen en chance: ”Nu skal vi i gang med at finde nogle opgaver at bruge de frivillige til,” erklærer de og peger samstemmende på, at en blom-sterdame vil være en rigtig god ide:

”Netop en blomsterdame, der har et lille job på de forskellige stuer, vil glide naturligt ind i miljøet. Hun vil kunne hyggesnakke med patienten i sengen, mens hun ordner blomsterne - og måske aftale at gå et ærinde, eller hvis patienten er frisk nok, køre vedkommende en tur ned i Bispebjerghjemmets store have eller på en lille

Side 17 

bytur,” siger de. Indimellem kunne det også være rart med en frivillig til at ledsage patienterne, f.eks. til behandling uden for huset, når tiden er knap,” påpeger de.

Aflastning i det daglige

Alligevel kan selv en blomsterdame give anledning til lidt forhåndsbekymring blandt det uddannede personale: 

”Kommunikation er en utrolig vigtig del af plejen her. Som plejepersonale er vi uddannet til at kommunikere. Det er den frivillige ikke. Det betyder, at vi skal sætte den frivillige ind i patientens situation og også følge lidt med i, hvordan samværet udvikler sig. Vi har allerede her i starten, hvor vi har prøvekørt ordningen med frivillig hjælp, oplevet, hvordan hjælper og patient er gået fejl af hinanden. Den syge klagede sig, hvorpå hjælperen i bedste mening slog det hen med, at hun også havde det svært og havde mange flere sygdomssymptomer end patienten. Den form for kommunikation er bestemt ikke hensigtsmæssig.”

Hospice-enheden på Bispebjerg

Bispebjerghjemmets Hospice-enhed har 19 senge og en normering på 25 fuldtidsstillinger. Det koster 98 kr. i døgnet at ligge der og et indskud på 1.500 kr. Indlæggelsestiden varierer meget - fra et enkelt døgn til flere måneder. Klientellet kommer fra alle socialkategorier og trosretninger. Optageområdet er begrænset til Københavns Kommune. Belægningsprocenten er på 90. Enheden har ikke egen læge, men benytter de praktiserende læger. Der er etableret kontakter til smerteklinikkerne på hovedstadens sygehuse, ligesom der er et udstrakt samarbejde med den palliative enhed på Bispebjerg Hospital.

”De frivillige skal ikke erstatte noget personale, men udføre opgaver, som strengt taget ikke er nødvendige.”

Afdelingssygeplejerske Hanne Bech, daglig leder af hospice-enheden på Bispebjerghjemmet, forstår godt personalets bekymringer. Selv kan hun være bekymret for, om arbejdsgiverne har skumle motiver: ”Mon ikke tanken har strejfet dem, at netop de frivillige kunne være en aflastning i vores daglige arbejde og dermed en økonomisk besparelse,” siger hun. På sigt tror hun dog, at afdelingen og patienterne vil få glæde af de frivillige patientstøtter. 

”De frivillige skal ikke erstatte noget personale, men udføre opgaver, som strengt taget ikke er nødvendige. Plejepersonalet skal stadigvæk være tættest på patienterne. Vi har fagligheden, vi har kontinuiteten - og tilstræber samme sygepleje som den, patienterne kan få på et hospice. Grundlæggende betyder det, at patienten skal have en så fredfyldt afslutning på sit liv som muligt. Patientens ønsker er det centrale. Alt skal kunne lade sig gøre. Derfor kan vi indimellem savne folk til nogle praktiske opgaver,” fortæller hun. 

De bløde ting

I første omgang handler det om at få kørt en lille gruppe frivillige i stilling og få nogle erfaringer, inden ordningen bliver en fast del af afdelingens tilbud til patienterne. En hospice-enhed kan ikke sammenlignes med en hospitalsafdeling eller et plejehjem. Det kræver stor menneskekundskab og psykisk robusthed at være i et miljø med mennesker, der er uafvendeligt syge og i sidste fase af deres liv. Derfor har enheden ikke villet satse på frivillige, der kom ind lige fra gaden, men har henvendt sig til Dansk Sygeplejeråds Seniorsammenslutning for at få hjælp, og er herfra henvist til De samvirkende Menighedsplejer, hvor netop pensionerede sygeplejersker udfører frivilligt arbejde. 

”Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi kun vil satse på frivillige, der har en sundhedsfaglig baggrund, men for os var det bare oplagt at gå den vej i starten,” siger Hanne Bech. Sammen med en kollega er hun den, der står for indslusningen af de frivillige. For det kræver en indsats at gøre de frivillige fortrolige med afdelingen. De skal føle sig hjemme og have lyst til at komme og yde en indsats.