Frikvarter før krigen

Han sidder på briksen med benene dinglende ud over fodenden. Hænderne hviler i skødet, og skuldrene er afslappede. Den Kongelige livgarde står der skrevet på ryggen af træningsjakken med fornemme og sirlige bogstaver. Øjnene er søvnige, og der kommer kun små trækninger omkring dem, når nålen med vaccinen smutter ind under huden.

Afdelingssygeplejerske John Rex stikker lige der, hvor huden ikke er dækket af en stor tatovering, der næsten fylder hele overarmen. Næsten som om det ville gøre mere ondt at stikke ned i tatoveringens centrum.

Det er John Rex opgave at sørge for, at soldat Poul Rosenkilde på Høvelte Kaserne ikke fejler noget, når han skal udstationeres i Kosovo i et halvt år. Han får fire forskellige vaccinationer. Én i armen mod tyfus, én i nakken mod meningitis, én i den anden arm mod leverbetændelse og en drikkevaccine mod kolera, hvis syntetiske hindbærsmag får Poul Rosenkilde til at skære ansigt.

Der bliver udført syns- og høreprøve og taget blodprøver, og lægen tjekker ører, hals, hjerte, lunger og ryg.

Men det er ikke kun fysikken, der bliver tjekket og kontrolleret. John Rex stiller også de spørgsmål, der kan afsløre, om soldaten har det godt rent psykisk. Hvordan Poul Rosenkilde har det med udstationeringen, og hvad familien og kæresten siger til, at han skal til Kosovo?

”Familien har det godt med det, og min kæreste er selv i udlandet som au pair. Vi kommer hjem på samme tidspunkt, så det passer fint,” siger Poul Rosenkilde, der glæder sig til at afprøve alt det, han har lært ved Den Kongelige Livgarde. Han er heller ikke nervøs for at blive udstationeret. Derimod er han lidt træt af vagtkompagniet og den gammeldags måde, tingene bliver grebet an på. Så han glæder sig til at komme af sted.

Soldaternes pusterum

Det er under disse samtaler med soldaterne, afdelingssygeplejerske John Rex opdager, at tingene nogle gange ikke helt er, som de skal være. For ca. et år siden stillede han nøjagtig de samme spørgsmål til en anden soldat, der sad på briksen i klinikken. Her kom det frem, at soldaten endnu ikke havde fortalt noget til familien, selvom der kun var tre uger til, han skulle af sted.

”Det var meget bekymrende, at han endnu ikke havde fortalt det derhjemme. Jeg vidste, at han lige havde fået tvillinger, så jeg gik i dialog med ham, for at finde ud af, hvad grunden var,” forklarer John Rex.

Det viste sig, at soldaten følte sig presset. Han havde talt med kammeraterne om, at de skulle af sted sammen. Samtidig var han godt klar over, at kæresten ikke ville

Side 19

Billede

Side 20 

tage det særlig pænt, og derfor havde han bare udskudt og udskudt beslutningen.

”Han havde ikke overskuddet til at tage opgøret hverken med kammerater eller kæresten. Min opgave var at få ham til at løse problemet nu og ikke senere. Jeg fik ham overtalt til at gå hjem og tale med kæresten. Efterfølgende blev han taget af missionen. Han valgte at blive hjemme hos familien,” fortæller John Rex.

Bærer ikke uniform

Samtalerne med soldaterne er bare ét eksempel på John Rex opgaver ud over de rent sygeplejefaglige. Infirmeriet er stedet, hvor soldaterne kan puste ud, og det hele ikke kun er uniformer, kæft, trit og retning. ”Jeg bærer ikke uniform. Infirmeriet skal helst være noget andet. Det skal være et sted, hvor soldaterne kan græde ud, hvis de har behov for det,” siger John Rex.

Det er også ham, de bekymrede pårørende ringer til, når der er noget galt. På et tidspunkt havde han en dybt ulykkelig mor til en ung soldat i røret. Hun var meget oprørt over, at hendes søn lå på stue med 12 andre soldater.

”Det var alt for galt, syntes hun. Og så måtte jeg jo forklare, at sådan er det at være soldat, og hvordan tingene ellers hænger sammen herinde.”

Ud over den faglige viden bruger John Rex sin menneskelige viden og livserfaring. Gennem sit arbejde som sundhedsansvarlig i fodboldklubben FC København har han desuden opbygget en forståelse for unge mennesker og deres problemer.

”Mit arbejde er ikke samlebåndsarbejde. Hver og én skal behandles individuelt. Jeg kender de unges attituder og sprogbrug, og jeg passer på med fordommene. Og jeg kan godt fornemme, hvem der ikke er afklaret med at tage af sted. Mine år i faget har gjort, at jeg har udviklet en evne til at snakke med folk i krise,” siger John Rex.

Ingen beklager sig

Tilbage til Høvelte Kaserne bliver soldaterne én efter én sluset igennem helbredsundersøgelsen hos John Rex. Ventetiden kan godt blive lang, men ingen beklager sig.

”Det er jo rart at vide, at man er sund og rask, inden man sendes af sted,” siger Danny Nielsen, der netop er blevet vaccineret tre gange og stadig har den bitre smag af hindbær i munden.

I venteværelset har endnu en soldat sat sig. Han kom hoppende på et ben op ad trapperne med den ene løbesko i hånden.

John Rex og det øvrige personale på infirmeriet tager sig nemlig også af de daglige akut opståede skader. Desuden er der mange administrative opgaver såsom medicinbestilling og personaleplanlægning. Derudover skal John Rex fremover indføre mere sundhedsforebyggelse på kasernen, blandt andet skal han holde sundhedsforedrag for soldaterne.  

Han er glad for sit job. Skulderklap fra soldaterne og friheden til at ændre systemet er det, der gør jobbet tilfredsstillende og interessant. Men han savner kolleger at sparre med i hverdagen. Han er den eneste sygeplejerske på kasernen og må i stedet hente sin faglige inspiration gennem seminarer og kurser og sit deltidsjob ved FC København

Poul Rosenkilde rejser sig fra briksen i klinikken med de nye vaccinationsbeviser i hånden. Med instruktioner om ikke at dyrke vægttræning resten af dagen og et tungt skulderklap sender John Rex ham ud ad døren. Klar til udstationering i Kosovo.