Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygepleje på tværs af nationale modsætninger

Danske søstre, tyske diakonisser og østrigske nonner plejede de sårede og døende soldater i krigen mellem Danmark og Preusen/Østrig i 1864. I breve, som ikke tidligere har været offentliggjort, beskriver især de tyske diakonisser arbejdet med amputeringer, forbindsskifte, sårpleje, trøst og bortskaffelse af lig. De danske læger var i begyndelsen stærkt utilfredse med kvindernes tilstedeværelse, men efter krigen var der kun ros tilovers for deres arbejde.

Sygeplejersken 2004 nr. 34, s. 44-48

Af:

Dagmar Bork, sygeplejerske

Den anden slesvigske krig blev indledt den 1. februar 1864 mellem på den ene side Prøjsen og Østrig og på den anden Danmark. Striden drejede sig om hertugdømmerne Slesvig-Holstens tilhørsforhold. 

Der var sejre og nederlag på begge sider, men overmagten var for stor for den danske hær, og slaget på Dybbøl Skanser den 18. april 1864 førte til et afgørende nederlag. Krigen blev afsluttet med udgangen af oktober, det sidste slag fandt sted ved Lundby i det nordlige Himmerland, og den 12. november måtte kong Christian den Niende underskrive en fredstraktat, hvorved Danmark mistede Slesvig-Holsten - landet mellem Kongeåen og Ejderen - til Prøjsen og Østrig.

Ingen begejstring for kvinder på lazaretterne

I takt med hærens fremrykning blev der oprettet lazaretter i større bygninger som slotte, kirker, skoler, præstegårde og større private huse. Militærets læger havde ledelsen, og sygeplejen og andet arbejde blev udført af lazaretmedhjælpere, sygevogtere, civile kvinder, der tilbød deres hjælp og - for første gang - professionelle sygeplejersker, dels de protestantiske diakonisser, dels nonner. 

Disse første sygeplejersker på slagmarken var godt rustede til arbejdet. De havde en uddannelse på mindst ni måneder, flere års erfaring bag sig og meldte sig alle frivilligt til tjenesten såvel på tysk som på dansk side. I diakonissernes uddannelse indgik anatomi og fysiologi, sygepleje og bandagelære, sårbehandling, kopsætning, hygiejne, assistance ved åreladning og operationer og også al slags husgerning for dermed at kunne sætte hjælpepersonalet

Side 45

 i gang på rette vis. Dertil kom undervisning i sjælepleje, således, ”at en kristelig sjælepleje stadig skulle gå hånd i hånd med vor stræben efter at lindre og afhjælpe også vor næstes legemlige lidelse og nød.”

SY-2004-34-45aLazaret på Gottorp Slot i Slesvig. Sårede soldater ankommer på hestetrukne vogne og bæres op ad slottets mange trapper. Illustration: Museet på Sønderborg Slot

I Danmark var militærlægerne ikke begejstrede for dette kvindelige indslag. Få uger efter krigens udbrud rettede præsten ved den katolske Sct. Ansgar Kirke i København henvendelse til krigsministeriet.

Det skete på vegne af den lille gruppe Sankt Joseph Søstre, i alt ti, der siden 1856 havde været bosiddende i København og her havde udøvet hjemmesygepleje og anden omsorg.

Nonnerne tilbød fire sygeplejekyndige søstre til lazarettjeneste eller ambulancetjeneste direkte ved fronten, men svaret fra den militære ledelse lød, at tilbuddet ikke kunne modtages, ”da det var vanskeligt at forene med den bestående ordning af militære lazaretter.” 

Denne ordlyd blev et standardsvar til også de mange civile kvinder, der meldte sig til tjeneste for at hjælpe. Anderledes gik det for de danske diakonisser, idet dronning Louise gik ind i sagen og foranledigede, at fire diakonisser blev sendt til lazaretterne i Augustenborg og Nordborg. Den danske stabslæge Michael Djørup skal i den anledning have råbt: ”Skån mig for damer!”

Men han kunne ikke sidde dronningens initiativ overhørig, og fire svenske søstre - hurtigt efter ankom endnu fire - arbejdede på Als fra begyndelsen af marts til den 29. juni, hvor øen blev erobret af fjenden.

Side 46

At søstrene var svenske, skyldtes, at Den Danske Diakonissestiftelse, der var oprettet 1863, endnu ikke kunne afse søstre til tjenesten. Men at det var Danmark, der markerede sig, blev understreget af, at søstrene bar den danske diakonissedragt. Samtidig med diakonissernes afrejse blev der sendt ni københavnske opvartningskoner, som var vant til hospitalsarbejde, til Augustenborg Slot. Lazarettet her havde 670 senge og modtog hårdt sårede. Lazarettet i Nordborg med 250 senge modtog overvejende feber- og tyfuspatienter.

SY-2004-34-45b
Lazaretterne i Sønderborg var indrettet i større borgerhuse, telte og byens tre vindmøller. I indgangen til begge telte ses diakonisser. Illustration. Fliednerarkivet i Kaiserswerth

Tysk taknemmelighed

På tysk side blev der sendt nonner fra især Østrig og diakonisser fra det protestantiske Tyskland til lazaretplejen. I begge lande var søstersamfundene kendte og respekterede, og militæret tog med tak imod den professionelle sygepleje, der blev tilbudt. Diakonisser fra stiftelsen Bethania i Berlin arbejdede i Flensborg, og søstre fra Kaiserswerth-stiftelsen - som var den ældste fra 1836 og også den toneangivende - blev sendt til de tyske lazaretter i Slesvig, Broager, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Kolding. 

Søstrenes hovedopgaver var at pleje de sårede, trøste de døende og assistere lægerne ved operationer og amputationer; de sørgede for at skifte forbindinger og for hygiejne og havde ledelsen af de medhjælpere, der deltog i plejen. Diakonisserne var flittige brevskrivere, og gennem en række af de breve, der er sendt fra lazaretterne hjem til moderhusene i København, Stockholm, Berlin og Kaiserswerth, får man et indblik i hverdagen på lazarettet, de lægelige muligheder, sygeplejen og søstrenes daglige bekymringer eller glæder. Det er karakteristisk, at der i brevene intetsteds er noget fjendebillede. Fra lazarettet på Gottorp Slot skrev søster Emilie Heuser således hjem til forstanderparret i Kaiserswerth: *

 ”Kære hr. pastor og kære moder! Vi ankom til byen Slesvig den 12. februar og fik af lazaretdirektøren overgivet det store luftige Gottorp Slot. Her løb alle forvirret rundt mellem hinanden. De høje sale gemte hen imod fem hundrede sårede og syge, østrigere, danske og nogle prøjsere. De fleste lå på jorden i deres blodige klæder på stråsække, kun tildækket med deres frakker, helt uden den tilbørlige pleje, et syn, der skar i hjertet, men på få dage var alt bragt i orden. Hver soldat har nu, hvad han behøver. Vi har af stabslægen fået at vide om vores arbejde, at vi skal lede sygevogterne og holde øje med deres arbejde og selv deltage i sygeplejen hos de mest syge og hårdest sårede, og vi skal naturligvis bistå ved lægernes operationer. Selv om de sårede for størstedelen er østrigere, så tager de dog uden undtagelse gerne mod et trøstende Guds ord fra os, de evangeliske diakonisser. Fuld af fred ligger ven og fjende ved siden af hinanden. Endog hjælper fire fangne danske soldater os gerne, alle muntre og flinke drenge.” 

I et brev fra lazarettet i Broager fortæller søster Johanne Hildebrandt: ”Her møder vi kun få prøjsere, det er mest danskere og østrigere, jeg har på min stue, og kun én af danskerne kan tysk. Det er en lærer fra Slesvig, der er syg af tyfus. Til at begynde med var han min tolk, men nu forstår jeg

Side 47

allerede danskerne temmelig godt, og det gør det nemmere at pleje og trøste. Mange har brystsmerter, og mange har øjensygdomme. Her behandler vi med merkuriasalve og rød øjensalve og kulpulver efter amputationer. At sætte blodigler og at kopsætte, det kommer jeg meget i berøring med. Nogle får isomslag, og der er også meget at gøre med hensyn til renlighed, så her er rigeligt med beskæftigelse. Den tro Frelser er min hjælper og beskytter. Jeg har været hos adjudanten, han glædede sig over vores hjælp og fortalte, at kampen skal gå løs de næste dage, og at vi søstre kommer tæt på.”

Beretning om glæder og sorger

I Haderslev blev det tyske lazaret indrettet i Latinskolen, og her arbejdede seks Kaiserswerth-søstre krigen igennem. Der var en daglig belægning på 120 til 130 sårede og syge, og alle rum var optaget af patienter, undtaget naturhistorielokalet. Her fik søstrene bolig mellem ”alle slags udstoppede tobenede og firbenede tillige med i spiritus ophængte slanger og på væggene knogler og dyreskeletter.”

Brevene fra Haderslev til Kaiserswerth er meget udførlige, og glæder og sorger veksler i dem alle. Om glædelige begivenheder fortælles blandt andet:

”Vi kan fryde os over mange fornemme besøg, af prins Albrecht, af kronprinsen, af krigsminister von Roon og af selveste generalfeltmarskal von Wrangel! Den gamle fader Wrangel var yderst nådig; han trykkede hver søster i hånden med et ”Gud lønne Dem, mit barn!” En ung dansker blev spurgt, om han var tilfreds med behandlingen, og da svaret lød bekræftende og taknemmeligt, sagde von Wrangel: ”Så tak søstrene, min søn.” Til sorgerne hørte, at sindene på et tidspunkt kom i oprør på Latinskolen. Læger og sygevogtere var vrede, og søstrene mødte svære bebrejdelser. Årsagen var en avisartikel, hvor en præst og ven af diakonissebevægelsen havde rost diakonissernes arbejde i alt for høje toner. Søster Sophie, der var lazarettets oversøster, gik lige til sagen og skrev uden yderligere indledning til den pågældende: ”Altså hr. pastor! Jeg er så fri at meddele Dem, at de herrer læger er stærkt utilfredse med os i denne tid. Der har været en artikel i Kreuz-Zeitung, hvoraf det ligesom fremgik, at det var os seks søstre, der alene havde plejet 100 til 120 sårede, og med dette udsagn er de herrer læger ikke gode at tale med, fordi det store antal sygevogtere og lazaretmedhjælpere slet ikke bliver bemærket! Det ville dog, hr. pastor, være bedre, om der slet ikke blev berettet noget udadtil.”

Gennem rækken af søstrenes breve kan man undertiden følge slagenes gang. Under et granatangreb den 16. marts på den forreste skanse på Dybbøl blev mange danskere dræbt og de sårede overført til lazarettet på Augustenborg Slot med svære læsioner. Samme aften berettede den svenske søster Lovisa til Den Danske Diakonissestiftelse: ”I dag er der brændt flere gårde, og der, hvor fjenderne ikke brænder, sender de granater hen. Sådanne granater slog i dag ned i et dansk kompagni. Der blev dræbt et stort antal, og de sårede kom til os. Blystykker så store som små knytnæver sidder i de stakkels mennesker, når de føres hertil, og her kommer sårede nat og dag.”

Hårde slag ved Dybbøl kan aflæses i andre breve fra søster Lovisa:

”Her er nu så fuldt af sårede, at også hele slotskirken er belagt. Sengene består af halm med et uldtæppe til hver person. Straks om morgenen begynder operationerne. Arme og ben bliver sat af. Det er svært at se så mange unge mennesker blive krøblinger. Om aftenen tændes der lys, og operationerne fortsætter. Når alt er slut, skal vi sørge for, at de blodige sager bæres ud, og at doktorernes instrumenter gøres rene; derefter skal der luftes ud og skures.”

I disse martsdage var fem opererende læger til stadighed i arbejde på operationsstuerne, og en enkelt dag nåede antallet af amputationer op på seksten.

SY-2004-34-45cOm krigens rædsler berettede den svenske søster Lovisa bl.a.: ”Blystykker så store som små knytnæver sidder i de stakkels mennesker, når de føres hertil, og her kommer sårede nat og dag.” Foto fra bogen "Tro og Tjeneste"

Mange døde på lazaretterne

Antallet af døde på lazaretterne var højt. De fleste af de operationer, der blev foretaget, var amputationer, og sårinfektion og efterblødning var hyppige og frygtede komplikationer. Medvirkende til de store tab var også den langsomme transport af sårede på slagmarken til det nærmeste lazaret, ligesom sammenblandingen af sårede og syge, mange med tyfus, krævede sine ofre. I forbindelse med den tyske erobring af Als blev lazaretterne overfyldte, og diakonisser fra det tyske lazaret i Broager blev kaldt til hjælp i Sønderborg. En af Kaisers-werth-søstrene skrev herom:

”Da vi kom til Sønderborg, hovedstaden på Als, fremstod en by hårdt medtaget af krigsbegivenhederne. Gennem de øde gader kom et broget virvar af soldater, ryttere, heste, vogne og indimellem stønnen fra hårdt sårede. Disse blev bragt til fem lazaretter - i tre vindmøller, et telt og et større borgerhus i byen. Lægernes arbejde var uhyrligt. I tre dage kom hverken de eller vi bort fra operationsbordene.”

En anden skrev:

”Vore sygestuer bliver aldrig mere tomme. Det er

Side 48

forfærdeligt, hvor mennesker dør mellem vore hænder, det store telt, hvori de syge skal bo, er færdigt, og mange er allerede båret ind. Vi søstre bor på hver af de tre møller. Vi sover på halmsække. Senge er det ikke til at få fat i. De få, vi har, går naturligvis til de mest syge. Indtil nu er alle, som er døde, kommet i jorden uden ligkiste. Det er frygteligt at se på, hvordan de døde bliver læsset på vogne tre til fire oven på hinanden og så lagt ned i et hul uden ceremoni. Jeg har slået alarm derover hos alle de herrer læger og officerer, og nu skal der skaffes kister, fire lig venter derpå.”

SY-2004-34-45d
Danske og tyske sårede soldater på teltlazaret i Flensborg. 

Rosende ord, som gav genlyd

De sygeplejerskeuddannede diakonissers indsats i lazarettjenesten under krigen 1864 fik betydning på flere områder. Først og fremmest udførte de en professionel pleje, hvor de tilgodeså såvel patienternes legemlige som åndelige behov. Dernæst gjorde de diakonissesagen kendt, og deres arbejde blev vurderet højt af både læg og lærd. Stabslæge Djørup, der ved krigens begyndelse i stærke vendinger havde bedt sig skånet for damer, skrev efterfølgende:

”Jeg var i begyndelsen ikke uden betænkeligheder, da diakonisserne kunne forventes at ville blande sig i lægernes behandling. Der fandtes imidlertid kun grund til den højeste tilfredshed med deres sygepleje. Desuden må det tilskrives dem, at tonen blandt opvartningskoner og sygevogtere ved diakonissernes lazaretter fik en blidhed og rolighed, som ellers ikke let fremkaldes hos denne klasse mennesker.”

Det var ord, der gav genlyd langt ind i lægekredse. Sygevogterne, der til at begynde med var skeptiske over for søstrene og følte deres egne stillinger truet, kom under samarbejdet til at respektere disse sygeplejersker, som kunne deres ting og også gerne lærte fra sig. Det er en kendt sag, at megen lærdom i kirurgi er indvundet gennem lægernes lazarettjeneste under krige. Det samme blev tilfældet for de sygeplejersker, søstre, der fik nye - og ofte smertelige - erfaringer inden for deres eget felt i denne tjeneste. Ligesom der ikke sås fjendebilleder mellem de indlagte soldater, var også diakonissernes sygepleje overordnet de nationale modsætninger. To repræsentanter for Kaiserswerth-søstrene aflagde besøg på Den Danske Diakonissestiftelse, før de alle i løbet af efteråret vendte hjem til deres moderhus. Og fra den danske stiftelse deltog man fortsat i det internationale samarbejde mellem diakonissestiftelserne, hvor ledelsen var tysk. Man kan med rette kalde sygeplejen grænseløs - også i 1864.

Dagmar Bork er lokalhistoriker og tidligere forstander for Haderslev Sygehus.

Kilder

J. Koch ”Tro og Tjeneste,” Lohses Forlag, 1891. Lars Lindeberg: ”De så det ske,” Forlaget Union, 1964. Hj. Thorsteinsson: ”Træk af dansk militærmedicins historie,” 1992.Diakonissers breve fra lazaretter i Slesvig 1864, læst i Fliedner-arkivet i Kaiserswerth. Arkivalier i Fliedner-arkivet i Kaiserswerth.Omstridt land

Landet mellem Kongeåen og Ejderen, Slesvig-Holsten, har været genstand for stridigheder mellem danske og tyske interesser i mere end hundrede år. Efter at Danmark havde vundet den første slesvigske krig, Treårskrigen 1848-50, ønskede man nu en dansk helstat til Ejderen. Den såkaldte Ejderpolitik led imidlertid nederlag, og da den danske regering i november 1863 i stedet vedtog en fælles forfatning for Danmark og Slesvig, gav dette stødet til, at Prøjsen og Østrig erklærede den krig, som Danmark tabte i 1864 og derved mistede hele Slesvig.

Ved fredsslutningen blev indgået den aftale, der i 1920 førte til Slesvigs afstemning om tilhørsforhold, hvor Sønderjylland stemte sig hjem til Danmark, mens Sydslesvig forblev under Tyskland.

Hærene

Den danske hær bestod af 38.000 mand, den prøjsisk-østrigske af mere end det dobbelte. Krigen udspillede sig mellem den 1. februar 1864 og frem til fredsslutningen den 12. november samme år. Kampene var hårde, og danskernes nederlag ved Dybbøl den 18. april fik afgørende betydning. 4.502 soldater faldt i krigen, og deraf var 3.151 danskere. Af sårede havde Danmark 3.230, Prøjsen 1.705 og Østrig 787.

Øjenvidneskildringer

Fliedner-arkivet i Diakonissestiftelsen i Kaiserswerth i Tyskland rummer omkring 200 breve fra de søstre, der gjorde tjeneste i lazaretterne i Slesvig i 1864. Brevene har ikke tidligere været bearbejdet eller publiceret. Det er karakteristisk, at det ikke drejer sig om rapporter, men om breve til hjemmet - Moderhuset - og de indledes alle med ”Lieber Herr Pastor und liebe Mutter!” Søstrene opfattede forstanderparret som deres forældre. Det er lange breve, for der var meget at fortælle og at søge råd om.

Uddrag fra et brev fra Broager skrevet den 20. april illustrerer den fortrolige tone:

”Skulle man kunne beskrive det blodige, hærgede skue, som vi har her, nej, jeg kan ikke, alt råber på bod.”

”Lægerne tog vel imod os, men ikke altid folkene i landsbyen.”

”Søster Emilie er for bange til at være her, vi lader hende ved første lejlighed rejse til Aabenraa.”

”Vi siger til hinanden: Stå fast i troen, stå modig og vær stærk - men dette gør ondt.”

Brevet slutter: ”Til alle vore kære søstre derhjemme sendes hjertelig hilsen fra Deres i Herren hengivne Barbara Eckhard.”
Som post scriptum er tilføjet: ”I hast, min næste adresse er feltlazarettet i pigeskolen. Kirken er igen rømmet - det var for koldt.”

Gennem søstrenes breve bliver dagligdagen i lazaretterne nærværende. Der er et mylder af mennesker med deres følelser, glæder, sorger og refleksioner.

Der er sygeplejehistorie, samtidshistorie og kvindehistorie i hver eneste linje.

Overskrift

Interview med Dagmar Bork: Fortiden fascinerer. Sygeplejersken nr. 51/2002   

2007

Sønderjysk sygehusvæsen fra besættelsen til i dag

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, der er interesserede i det sønderjyske sundhedsvæsens historie. Den er baseret på forfatterens udforskning af lokalhistorien og beskriver hverdagen under besættelsestiden og udviklingen i sygehusdrift, organisation og sygepleje frem til nutiden. 

Sønderjysk sygehusvæsen: Fra fattiggård til moderne sygehus
Artiklen henvender sig til historisk interesserede sygeplejersker. Den er baseret på forfatterens udforskning af lokalhistorien i Sønderjylland og beskriver udviklingen i sygehusvæsenet fra ca. 1864 til 1950. En efterfølgende artikel går tæt på besættelsestiden og udviklingen i sundhedsvæsenet efter 2. verdenskrig.

2005

Diakonisser plejede den udbrændte digter 

To erfarne diakonisser fik til opgave at pleje den berømte digter, da han i 1872, knap tre år før sin død, blev ramt af alvorlig sygdom. Men selv om han var formuende, og det var kutyme, at man betalte for sin pleje, så besluttede bestyrelsen for Diakonissestiftelsen at tilbyde tjenesten vederlagsfrit.

2004

Sygepleje på tværs af nationale modsætninger

Danske søstre, tyske diakonisser og østrigske nonner plejede de sårede og døende soldater i krigen mellem Danmark og Preussen/Østrig i 1864. I breve, som ikke tidligere har været offentliggjort, beskriver især de tyske diakonisser arbejdet med amputeringer, forbindsskifte, sårpleje, trøst og bortskaffelse af lig. De danske læger var i begyndelsen stærkt utilfredse med kvindernes tilstedeværelse, men efter krigen var der kun ros tilovers for deres arbejde.

2002

En skrap dame

Afdelingssygeplejersken på Sønderborg Kasernes infirmeri forestod sin afdeling med militær præcision. Døgnrytmen lå i faste rammer, og hun havde rede på alt fra journaler til antallet af stiklagner i linnedrummet og antallet af teskeer i køkkenet. Hver morgen stod hun veloplagt parat til at modtage nye patienter.

En gave til sygeplejens fremme

På Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Kolding Fjord ses i den permanente udstilling et skab, der har stået hos en hjemmesygeplejerske på Als, og som har rummet diverse artikler til brug i plejen.

2001

Menneske og sygepleje

Spørgsmålet ''hvor gammel er sygeplejen?'' besvares som regel med ordene: ''Lige så gammel som menneskeheden,'' og det findes der faktisk vidnesbyrd om.

Missionær i Tanganyika

Cathrine Sørensen var sygeplejerske og missionær i Tanganyika - i dag Tanzania. Under 1. verdenskrig blev hun og hendes mand interneret af englænderne i krigsfangelejre og vendte først hjem til Danmark i 1919.

Diakonisser deporteret til kz-lejr

Den ene af to diakonissesøstre fra Kaiserswerth overlevede ophold i udryddelseslejren Auschwitz.

Diakonisse brød med moderhus

Søster Hansine Holst-Nielsen blev offer for grænselandets særlige forhold.

Emblemet mejslet i gravstenen

Sjældent at se sygeplejerskernes firkløver på kirkegårde.

Sønderjysk fortælleglæde

Dansk Sygeplejeråds tidligere formand Maria Madsen voksede op i danske omgivelser i det dengang tyske Sønderjylland.

Banebryder for kvinders frigørelse

Friederike Fliedner nåede i sin korte virketid som forstanderinde for den første diakonissestiftelse at grundlægge mange af de principper, der fortsat er bærende i sygeplejen.

I tjeneste på slagmarken

Elise Hepp fulgt til graven af både danske og tyske honoratiores.

Venskab for livet

Florence Nightingale lod sig inspirere af diakonisserne på Kaiserswerth.

1999

Da økonomen forestod sygeplejen

Et sygehus i hertugdømmet Slesvig i tysk tid og efter 1920. Træk fra sygeplejens historie gennem 100 år på Haderslev Amts sygehus i Gram.

Skolen blev til sygehus

De danske myndigheder lagde fra første færd vægt på, at syge tyske flygtninge blev behandlet og plejet af tysk personale. Det var baggrunden for, at man efter Danmarks befrielse i 1945 indrettede Haderslev Katedralskole til flygtningesygehus. Kun to af flygtningesygehusets stab var danske.