Faglig kommentar: Forebyggelse og sundhedsfremme

Den praktiserende læge så op overbrillekanten: ”Der er aldrig nogle af mine patienter, der er holdt op med at ryge, fordi jeg har sagt, de skulle.”

Men den officielle sundhedspolitik synes at være baseret på en ligning, der lyder: Jo mere viden folk får, jo sundere lever de. Livsstilssygdommene er i stigning. Det bliver dyrt med alle de overvægtige, diabetikerne, de hjertesyge, de knogleskøre.

Hvis politikerne gennem sundhedskampagner fortæller os, hvordan vi bør leve, bliver befolkningen sundere i et snuptag. Seks stykker frugt eller grønt om dagen, en halv times motion mindst tre gange om ugen, 250 ml mælk hver dag i barndommen og maksimalt 14 henholdsvis 21 genstande ugentlig som voksen. 

Sygeplejersker og andre forebygger og sundhedsfremmer på alle planer, og ofte benyttes begreberne i flæng, som om det er et fedt, hvilket ord vi aktuelt anvender. 

Men forebyggelse er lægeligt inspireret og ofte knyttet til konkrete sygdomme. Sundhedsfremme er forbundet med det enkelte menneskes ressourcer og på udvikling af miljøer i lokalsamfundet, der befordrer sundhed og helse. Frem for at fokusere på, hvad der gør mennesker syge, fokuserer man på, hvad der holder dem raske. Det handler om at mobilisere det positive overskud, der gør folk robuste over for livets udfordringer og kriser. 

Man ved, at oplevelsen af sammenhæng i tilværelsen koblet med en fornemmelse af handlekraft og mening er karakteristisk for mennesker, der trods voldsomme oplevelser og svære problemer bevarer et godt helbred. 

Sygeplejersker må definere og sondre mellem forebyggelse og sundhedsfremme for ikke at mudre begge begreber til - og erkende, at det er muligt at arbejde sundhedsfremmende, når man forebygger. 

Men sammenhæng, handlekraft og følelse af mening kan ikke fås på dåse. Den enkelte sygeplejerske må have gode ører og slå dem ud, hvis hun ønsker at hjælpe mennesker med at fremme sundhed. Hun skal være vejviser, ikke en ekspert, som vælter gode råd af sig. Kun den enkelte ved, hvordan han/hun skaber mening med livet. 

Derfor er sundhed knyttet til det sted, man bor, arbejder, køber ind eller synger i kor. 

I journalistik lyder et af de vigtige principper:

”Show don´t tell.” Meningen er, at det er en dårlig ide f.eks. at skrive: ”Der var amoriner i luften mellem lægen og sygeplejersken.” 

Det er langt bedre at skrive: ”Skalpel” sagde lægen. Sygeplejersken slog øjnene ned og rødmede, mens hun med rystende hånd rakte skalpellen frem imod lægen.” 

Det er også en dårlig ide at skrive: ”Sygeplejersker gør en forskel.” Det er fiksere at beskrive forskellen konkret:

”Da trafikulykken var sket, kom en sygeplejerske til ulykkesstedet. Hun standsede trafikken og ydede førstehjælp til de værst tilskadekomne. En kvinde blev lagt i aflåst sideleje, og to mænd med blødninger blev bundet ind i tørklæder.” 

Samme princip gælder sundhedsfremme. Sundhedspolitik baseret på sundhedsfremme må illustreres ved at inddrage de mennesker, hvis sundhed man ønsker at fremme. Skolerne må f.eks. vise børnene, at idræt både er sjovt og vigtigt ved at have et højt antal timer på skemaet. 

Et stort skridt i retning mod en sundere befolkning blev imidlertid at sætte priserne på spiritus ned. Det har medført en markant stigning i forbruget. Show, don´t tell, siger jeg bare. 

Supplerende litteratur: Sundhedsfremme i teori og praksis af Torben K. Jensen og Tommy J. Johnsen, Philosophia 2001.