Vikaren: Hun skal bare bestille noget

Side 6

Billede

Side 7 

Merete Elhøj: ”Som vikar sætter jeg en ære i at  glide ind i  afdelingskulturen. Jeg går i skyllerummet som alle andre, laver kaffe og
hjælper de fastansatte  med deres patienter, hvis der er mulighed for det.”

Nye øjne i en afdeling kan også være med til at udvikle sygeplejen, siger de. Læs også artiklen om vikarer og fastansatte i Videnskab & Sygepleje.

”Det kan hun gøre. Hun får jo så mange penge.” 

De ord har intensivsygeplejerske Kitte Dahlerup hørt mere end én gang, når hun har været ude som vikar.

”Men det er meget få, der er direkte negative over for en vikar,” tilføjer hun. Selv har hun mere end 10 års erfaring som vikar på deltid, og i de allerfleste jobs har hun fået positiv feed back - ofte i form af nye vagter på samme afdeling, eller yngre kolleger har spurgt hende til råds som mangeårig intensivsygeplejerske og med erfaring fra coronar-afsnit og hjemmesygepleje. 

Kitte Dahlerup er i dag 63 år og lige gået på efterløn efter mange år på intensivafdelingen på Hillerød Sygehus. Hun har altid bevaret sit faste job. Det har været basis i hendes lange sygeplejerskeliv, men da de tre børn var fløjet fra reden, følte hun trang til nye udfordringer:

”Det får man som vikar. Man lærer nyt, man udvikler sig - og man tager noget med hjem,” siger hun.

Oveni er der så den bedre aflønning: ”Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været sjovt og dejligt at få en god løn for sit arbejde,” siger hun og peger på, at netop vikarbureauernes bedre aflønning af sygeplejearbejdet nok har været med til at bane vejen for de lokale lønforhandlinger, hvor sygeplejersker kan opnå kvalifikationstillæg.

”Jeg tror, arbejdspladserne har indset, at det lønner sig at give de dygtige sygeplejersker noget ekstra,” siger hun. Som vikar vurderes ens kvalifikationer af bureauet, og lønnen fastsættes derefter. Det føles godt, synes hun. 

Hendes kollega i Hillerød, intensivsygeplejerske Merete Elhøj, der er 46 år og med en del vikararbejde bag sig, tror også, at vikarbureauernes højere lønninger har været med til at presse amterne til at give noget mere i løn til sygeplejerskerne: 

”Da brugen af vikarer var på sit højeste, gik bureauerne ind og forhandlede specialtillæg. Det kan vi nu også få som fastansatte. Hvis det ikke havde været for bureauerne, var udviklingen ikke sket så hurtigt, tror jeg.” 

Kan ikke sammenligne 

Merete Elhøj, der i dag er fastansat på sin gamle afdeling, har også mødt de fastansattes utilfredshed med brugen af vikarer. Men kun i sjældne tilfælde:

”Selvfølgelig kan man ikke undgå at mærke en bagvedliggende irritation en gang imellem, men det har ikke været rettet mod mig personligt. Det kan f.eks. ske på en afdeling, som har oplevet stor udskiftning af personalet. Her er det hårdt for de tilbageværende, at de konstant skal fortælle vikarerne om afdelingens arbejdsgange. Endelig er der jo også de vikarer, som måske ikke er så interesseret i at ”rubbe neglene.” Selv har jeg altid fået god respons på mit arbejde som vikar, vel nok fordi jeg ud over min mangeårige erfaring med mit speciale også sætter en ære i at glide ind i afdelingskulturen og blive en del af den. Jeg går i skyllerummet som alle andre, laver kaffe og hjælper de fastansatte med deres patienter, hvis der er mulighed for det.” 

Merete Elhøj har også prøvet at være vikar i sin egen afdeling. Det var lidt af en oplevelse, men heldigvis var der ingen utilfredshed over, at hun i den periode faktisk fik mere i løn end kollegerne.

”Ingen harcellerede over det bortset fra en enkelt kollega, som ikke har noget imod mig personligt, tværtimod, men generelt er imod vikarer:

”Jeg synes, det er urimeligt, du kommer her og får mere i løn,” sagde hun til mig.” 

Man kan nok ikke lave nogen direkte sammenligning mellem en vikarløn og fast løn, mener Merete Elhøj. Vikararbejdet kræver, at man er 100 pct. på, fra man kommer, til man går. Oveni kan man ikke være sikker på, om man overhovedet får et job, selv om man er til rådighed. Pension får man ikke, ligesom man heller ikke får penge, når man er syg. På den måde er der tale om en satsning, som de fastansatte ikke har. Sygeplejerske Frida Straarup, 61 år, der selv går ud som vikar og samtidig er indehaver af eget vikarbureau i København med 60 ansatte, kan et andet, men måske lige så relevant regnestykke:

”Samfundsmæssigt tror jeg ikke, det er så meget dyrere at bruge vikarer,” siger hun. ”Når det drejer sig om en fastansat medarbejder, må ledelsen kalkulere med sygedage, omsorgstid, barsel, ferie, fridage, kurser osv. Oveni kommer der en tilsvarende administration, som der altid peges på, når der er tale om vikarbureauets priser,” siger hun. ”I øvrigt spinder bureauerne langt fra guld i dag.  Side 8
 

De gyldne tider er et overstået kapitel. Amterne sparer på vikarer, og bureauerne konkurrerer indbyrdes på lønningerne. 

Nu bliver en del vikararbejde udbudt i licitation efter gældende EU-regler, og det betyder, at udenlandske bureauer er kommet ind på markedet og kan presse priserne.” 

Friheden er det bedste 

For Frida Straarup og Merete Elhøj er friheden det bedste ved vikararbejdet. Her bestemmer man selv, hvor lidt eller hvor meget arbejde, man vil påtage sig - og hvornår. Det betyder, at man kan tilrettelægge både sit arbejdsliv og sit privatliv på en helt anden fleksibel måde, end hvis man var fastansat.

”Man kan f.eks. vælge at spare op, tage ud at rejse, få gammel gæld ud af verdenen osv. Det er en rar fornemmelse,” siger Frida Straarup. Selv blev hun for alvor tændt på vikararbejde, da hun for nogle år siden vendte hjem fra Grønland.

”Den selvstændighed, jeg oplevede her, gav mig mod til at starte mit eget. I øvrigt for egne sparepenge med 100.000 kr. som startgrundlag. I dag, hvor der ikke er så meget vikararbejde at få, er det en dejlig ting at vide, at man er gældfri.” 

Også Frida Straarup vurderer kvalifikationerne grundigt hos hver eneste vikar, hun sender ud. Hendes vikarer skal være velkvalificerede og have opdateret viden. Derfor skal de selvfølgelig også have kurser, så de er rustet til opgaverne.

”Jeg sender aldrig helt unge, uerfarne ud. Jeg har kun en eneste gang prøvet at have en ung sygeplejerske med et enkelt års erfaring. Det sker ikke mere, for det slår ikke til, mener jeg.” 

Frida Straarup har sin egen facon til at trimme antallet af vikarer i sit bureau:

”Jeg siger aldrig folk op. Jeg nøjes med at sige farvel.” 

Selv afprøver hun nye arbejdspladser som vikar, før hun sender sine folk ud. Det giver føling med faget, mener hun, og er med til at sikre den kvalitet i plejen, som bureauerne selvfølgelig skal være med til på de enkelte afdelinger.

”Vi skal være troværdige, vi skal være dygtige,” siger hun. 

Kitte Dahlerup giver hende ret. Hun har gode erfaringer med det vikarbureau, hun har været tilknyttet. Her er der tale om et stort etableret foretagende, som holder sig ajour med vikarernes kvalifikationer:

”Her får man løbende tilbud om opkvalificering og efteruddannelse - fra smertebehandling til ernæring. Også de ”løse” må sørge for at være fagligt opdaterede,” siger hun. Hun vedgår, at det er der ingen garanti for. Hun har faktisk oplevet, at enkelte sygeplejersker, som af forskellige grunde ikke har kunnet begå sig i hendes eget område, Nordsjælland, nu har fået arbejde som vikarer i Storkøbenhavn. Men det er enkelttilfælde, mener hun. Det er langt snarere sådan, at vikarerne både kan levere en god faglig indsats og også en gang imellem tilføre afdelingerne noget nyt. 

Satte tanker i gang 

”Meget apropos blev jeg som vikar altid spurgt, om jeg også havde noget fast arbejde, når jeg var ude et nyt sted første gang. Det opfattede jeg som en slags sikkerhedstjek. Når man har et fast job, er man ikke fyret fra sin afdeling, ligesom man så også vil være forpligtet til at følge med fagligt. Sådan er tankegangen bag spørgsmålet,” fortæller hun. Det har hun haft det fint med. Ligesom Merete Elhøj gør hun sig stor umage for at glide ind i det pågældende team:

”Jeg passer de patienter, jeg får tildelt, men jeg er da ikke så fikseret i min pleje, at jeg ikke kan lave andre ting. Min filosofi er, at der også skal være tid til at deltage i de forskellige gøremål i afdelingen. Vikaren deltager selvsagt ikke i uddannelsesforpligtelser, men jeg har ofte oplevet, at jeg kan give noget faglig viden til de yngre,” fortæller hun. 

Når Kitte Dahlerup startede et nyt sted, kom hun altid mindst et kvarter for tidligt for at have tid til at gå sig en lille personlig tur på afdelingen for at bemærke, hvor tingene stod. Så var hun bedre rustet til dagens arbejde. Et andet træk var også hendes spørgeteknik:

”Jeg prøvede aldrig på at være bedrevidende. Jeg spurgte altid de faste: Synes du ikke, det kunne være en god ide..? Skulle vi ikke prøve sådan..? Det er vigtigt at inddrage kollegerne, når man synes, at den patient kan man f.eks. hjælpe et skridt videre. Det er deres patient, så de skal sige god for forslaget. Det skal man være meget opmærksom på,” siger hun og tilføjer: ”På den måde kan vi også sætte nogle tanker i gang i afdelingen og måske tilføre sygeplejen noget nyt.” 

Aldrig bange for det værste 

Vikararbejde er ikke for unge nyuddannede, mener Kitte Dahlerup. De tør heller ikke, er hendes erfaring. For netop vikararbejdet kræver en bred, almen erfaring. Og i øvrigt kan man som vikar heller ikke gå ind alle steder.

Der er mange afdelinger, der kræver specialviden, og den har de helt unge ikke.

”Som intensivsygeplejersker er vi aldrig bange for det værste,” siger de to kolleger. Det giver en særlig tilfredshed i arbejdet og måske også et vist overskud, synes de. De kan godt nok aldrig få samme kontinuitet i deres sygepleje, men alligevel føler de ikke, at der er den store forskel på den sygepleje, de yder som vikar og som fastansat.

”Vi sygeplejersker er gode til at komme i kontakt med folk generelt, så jeg synes ikke, der er de store problemer. Som vikarer skal man måske spørge lidt mere til tingene, ligesom man heller ikke er med i prioritering og udvikling af afdelingen. Derfor står hospitalsledelserne sig nok bedre ved i det lange løb at sikre gode forhold for de faste sygeplejersker, så de bliver på afdelingerne,” siger Merete Elhøj. Begge sygeplejersker har en erfaring tilfælles fra vikararbejdet:

Ny øjne på en afdeling er en god ting. Vikaren møder patienterne uden forforståelse og kan i nogle tilfælde komme videre med en plejekrævende patient, som afdelingen er kørt fast i. Selv husker Merete Elhøj en ældre kvinde med liggesår, som de faste trængte til et lille pusterum fra:

”Nu kom jeg med et overskud og kunne bl.a. give hende en lille omgang massage. Hun blev bare så glad og tøede helt op.” 

Også de pårørende kan være glade for nye øjne. Navnlig de kvindelige pårørende, mener Kitte Dahlerup. Nu bliver der pludselig mulighed for at fortælle vikaren om sine problemer og ønsker, som man måske ikke har kunnet komme igennem med til de fastansatte.

”Det tager jeg så senere op til stuegang, også selv om jeg ”kun” er vikar, siger hun.