Boganmeldelse

En kristendom, der forkyndes gennem handling

Redaktion: Inge Marott Post, Bodil Kampmann, Birgit Lynggaard, Søster Merete Pelle Poulsen

Søster Sophies Minde - et hjem på Frederiksberg gennem 50 år

Frederiksberg: Den danske Diakonissestiftelse 2004

"Søster Sophies Minde - et hjem på Frederiksberg gennem 50 år" er et vigtigt bidrag til forståelse af den fornemme sygepleje og diakoni, som Diakonissestiftelsen har stået for siden dens oprettelse i 1863. Centralt gennem årene står søstrenes fællesskab - åndeligt, arbejdsmæssigt og økonomisk. I et kapitel med erindringer fortælles, hvad det vil sige at være diakonisse: Det er et kald og noget, man bærer med sig overalt. Det er en bestemt måde at leve på, som kommer til udtryk i tanke og handling, en livsform, der handler om at tro på Gud og på, at det nytter at hjælpe.

Bogens titel har to tyngdepunkter: "Søster Sophies Minde" og " - et hjem." Søster Sophie Zahrtmann blev uddannet til diakonisse og sygeplejerske ved Diakonissehuset i Strasbourg, var en kort tid ansat som leder af et lille hospital i Couvet i Schweiz og fik derefter en ansvarsfuld stilling ved et stort hospital i Neuchatel. Ikke mindst denne del af hendes erfaring kom senere Den danske Diakonissestiftelse til gode. Søster Sophie Zahrtmann blev indviet til sin gerning i Strasbourghuset og valgte kort efter at tage hjem til Danmark, hvor Diakonissestiftelsen med stor glæde modtog denne højt begavede og højt kvalificerede diakonisse. Her begyndte hun sit virke i 1879, og hovedopgaven de første år var at undervise de unge søstre. Søster Sophie indførte forbedringer i sygeplejerskeuddannelsen, der blev toårig, kom i faste rammer og med et nøje planlagt forhold mellem teori og praksis. Hun sørgede for, at der blev oprettet efteruddannelseskurser for de søstre, der var udstationeret, og hun oprettede Søsterrådet, der med tiden fik stor indflydelse på bestyrelsens beslutninger.

Da Diakonissestiftelsens første forstanderinde, Louise Conring, døde i 1891, blev søster Sophie Zahrtmann den naturlige efterfølger, en post, som hun kom til at beholde i 23 år. I hendes tid som forstanderinde blev der oprettet mange filialer på sygehuse og i den primære sundhedstjeneste, flere sygehjem, sanatorier og børnehjem, og søsterkredsen voksede fra 150 til mere end det dobbelte. Søster Sophies og dermed Diakonissestiftelsens moderne struktur inden for sygeplejen fik på den måde indflydelse langt ud over stiftelsens egne rammer. Det er godt, at der findes et hus, der hedder "Søster Sophies Minde." Det kan få mennesker til at spørge, hvem var hun, og et fyldigt svar findes i bogen om "et hjem på Frederiksberg gennem 50 år."

Hjemmet for Diakonissestiftelsens ældre søstre blev opført og taget i brug for et halvt århundrede siden. Pengene til byggeriet kom fra stiftelsens egne midler, landsindsamlinger, gaver, basarer, hvor dronning Alexandrine stod i en af boderne, og statslån. Ikke mindst lagde søstrene selv krone på krone til projektet. Der er i dag en række lejligheder, beboet af først og fremmest søstre, men også af andre kvinder, der ønsker at leve med i husets ånd og traditioner. Der er en plejeafdeling for de svageste og fælles arealer til hverdag og fest. Selv om man i dag samarbejder med Frederiksberg Kommunes ældrepleje, og selv om indførelse af edb stort set afløste en regnemaskine, en skrivemaskine og en orange kassebog, hvor tallene blev ført ind med kuglepen, er det et mål, at "Søster Sophies Minde" undgår institutionspræget og bevares som et hjem med kvaliteterne: Samvær, selvstændighed, tryghed, munterhed, meninger, der brydes, og fordeling af opgaver. Et fast personale kommer ikke mindst de plejekrævende beboere til gode. Døende lades ikke alene, men følges til det sidste. Fællesskab og omsorg er husets bærende fundament, fremgår det ikke mindst af erindringsfortællingerne, og efter endt læsning ønsker man, at alle på stedet fik mulighed for at fortælle om deres levnedsløb og arbejde inden for diakonien. Beretningerne ville være forskellige, men det centrale ville uden tvivl være et udtryk for den kristendom, der forkyndes gennem handling.

Af Dagmar Bork, tidligere forstanderinde på Haderslev Sygehus.

Forsiden på bogen er et maleri malet af Søster Sophie Zahrtmann.