Hjem til angsten

Der er ikke ret langt ned til baghaven. Måske fem meter. Men da Johnnie Nielsen langt om længe når derned, får han det lige pludselig, som om han har løbet en maraton. Han lider af lungekræft og hiver højlydt efter vejret. Hver eneste vejrtrækning føles som en kamp mod døden. Sveden springer frem på panden. Panikken breder sig, og han er sikker på, at kroppen ikke klarer et eneste åndedrag mere.

Annie Nielsen, Johnnie Nielsens kone, bliver også bange. Hun kan se på sin mand, at det er alvorligt. Angsten lyser ud af øjnene på ham. Hun aner ikke, hvad hun skal gøre. Skal hun lægge en pude under hovedet på ham, eller skal hun ligefrem stikke ham én, så han kommer til fornuft. Hun ved det ikke. Heldigvis er hun klar nok til at få ham bugseret ind i Peugeoten, så de hurtigt kan komme på hospitalet.

På Herlev Sygehus får Johnnie Nielsen ilt, så hans åndedræt igen kommer under kontrol. Sygeplejerskerne prøver at forklare ham, at det ikke hjælper at hidse sig op og gå i panik, når han får åndenød. Det gør bare situationen meget værre. Men det er meget lettere sagt end gjort, synes Johnnie Nielsen.

Siden har han yderligere været indlagt fire gange med nøjagtig de samme problemer. "Kvælningsdøden står som en større skræk for mig end noget andet. Det er værre end at hoppe ud fra Storebæltsbroen eller at drukne. De første gange var jeg rædselsslagen. Nu er jeg bare rigtig bange, når det sker," forklarer Johnnie Nielsen og fortsætter:
"Jeg ved godt, at jeg skal dø af lungekræft. Det er bare et spørgsmål om hvornår. Og hvordan. Hvis bare jeg kunne sove stille ind."

Han er ikke et sekund i tvivl om, at et udgående palliativt team af sygeplejersker ville være en stor hjælp i hverdagen. Der er hele tiden nye spørgsmål, der melder sig. Nye ængstelser og bekymringer. Og nye forklaringer han skal forholde sig til.

"Det ville være genialt. Læger er dygtige, men sygeplejerskerne har erfaringen og tjek på hele forløbet. Jeg ville helt klart føle mig mere tryg i hverdagen. Desuden er det altså lidt rarere at være herhjemme. På hospitalet stiger pulsen automatisk," siger Johnnie Nielsen.

Johnnie Nielsen lider af lungekræft og er ikke i tvivl om, at et udgående palliativt team af sygeplejersker ville være en stor hjælp "Jeg ville helt klart føle mig mere tryg i hverdagen," siger han. Foto: Morten Nilsson

Ingen gåture

Nu tager Johnnie Nielsen en stol med sig, når han f.eks. begiver sig ned i baghaven. Halvvejs kan han finde på at sætte sig ned og snappe efter vejret. Når det går lidt bedre, rejser han sig og fortsætter. Det er også slut med at gå op til bussen. Og han kan heller ikke gå tur med de to foxterrier, Nielsen og Hansen, længere.

"Hundene har vænnet sig til, at far ikke går tur med dem om morgenen mere. Men man kommer hurtigt til at føle sig isoleret herude. Det kan godt være, her er skønt, men det er ikke sjovt, når man er tvunget til at være her hele tiden," siger Johnnie Nielsen om de smukke Arresø-omgivelser.

Det er også helt umuligt for ham at hjælpe til i hjemmet. Så snart der skal laves lidt husarbejde eller som nu møbleres om, så der kan blive plads til det nyindkøbte 45-tommers-fjernsyn, skal de voksne børn eller naboerne tilkaldes.

"Det er irriterende og frustrerende, at jeg slet ikke kan hjælpe til. Jeg vil så gerne, men kan ikke. Det er ikke sjovt," siger Johnnie Nielsen.

Inden Johnnie Nielsen, der i dag er 54 år, blev pensionist, arbejdede han som gårdmand i en stor ejendom. I dag har han lidt stillesiddende arbejde som arkivar i et firma i nærheden af bopælen. Han har været igennem både kemoterapi og strålebehandling, siden han fik konstateret lungekræft i september sidste år. Nu har kræften bredt sig til lymfekirtlerne, og han skal snart i gang med kemoterapi igen.