Resuméer af international forskning

Stressorer, udbrædbrændthed og social støtte: Sygeplejersker i akutte voksenpsykiatriske afdelinger

Jenkins R, Elliot P. Stressors, burnout and social support: nurses in acute mental health settings. J Adv Nurs 2004;48:622-31.

Psykiatriske sygeplejersker har tæt kontakt med patienterne og konfronteres regelmæssigt med vanskelig og udfordrende patientadfærd.

Formålet med dette studium var at undersøge, hvordan specialuddannet og ikkespecialuddannet sygeplejepersonale oplever stress på en akut psykiatrisk afdeling, at se på relationerne mellem stress og udbrændthed og at vurdere, hvad social støtte betyder for at undgå stress og udbrændthed. Undersøgelsen blev foretaget i en teoretisk forståelse af stress (Lazarus og Folkman), udbrændthed (Maslach og Jackson) og social støtte som emotionel og instrumentel. Det var en spørgeskemaundersøgelse med Likert type spørgsmål. Flere tidligere validerede spørgeskemaer indgik i undersøgelsen. Personale (n=93) fra 11 akutte voksenpsykiatriske afdelinger deltog.

Undersøgelsen viste, at stress oplevedes forskelligt, afhængigt af kompetence. Specialuddannet personale beskrev personalemangel og arbejdsbyrde som den mest stressende faktor. Ikkespecialuddannet personale så arbejdet med vanskelige og krævende patienter som mest stressende. Ikke uventet var høje stress-scorer relateret til høje scorer om udbrændthed, såsom følelsesmæssig udmattelse og afstumpethed.

Diskussionsafsnittet er interessant, fordi forfatterne problematiserer det indbyrdes samarbejde, kollegial støtte og betydningen af personalets holdning til arbejdsbyrde og arbejdstilfredshed. De påstår bl.a., at en positiv holdning kan drejes til en negativ holdning, hvis diskussionen om vanskeligheder med en enkelt patient fylder for meget i dagligdagen. Bagefter kan en generelt mere negativ holdning til patienter manifestere sig i arbejdsgruppen.

Af Elisabeth Hall, lektor, ph.d. 

Side 21 

Respiratorpatienters kommunikation på intensivafdelingen

Happ MB, Tuite P, Dobbin K, et al. Communication ability, method, and content among nonspeaking nonsurviving patients treated with mechanical ventilation in the intensive care unit. Am J Crit Care 2004;13(3):210-20.

Formål: At beskrive kommunikationsevnen, kommunikationsmetoden og kommunikationens indhold i intensivafdelingen blandt respiratorpatienter, som ikke kunne tale, og som ikke overlevede indlæggelsen.

Metoder: En tilfældig stikprøve (n=50) blandt respiratorpatienter, der døde under indlæggelsen på otte intensivafdelinger (n=396), blev udtaget i løbet af et år. Patientjournalerne, herunder oplysninger om medicinforbrug og mekanisk fiksering, blev retrospektivt analyseret. Data om kommunikationsmetode, sedering og mekanisk fiksering blev registreret på et særligt instrument udviklet for de første 10 dokumenterede kommunikationsepisoder (n=275). Indhold og metode blev registreret for hver episode (n=694), hvilket gav 812 indholds- og 771 metode-datakoder.

Resultater: De fleste journaler (72 pct.) indeholdt dokumentation af kommunikation med patienter, oftest mellem patient og sygeplejerske. De primære kommunikationsmetoder var nikken, mundaflæsning, gestikuleren og skrivning. Mekanisk fiksering blev anvendt på halvdelen af patienterne, men de fleste kommunikationsepisoder (63 pct.) fandt sted, når patienterne ikke var fikseret. Indholdet af kommunikationen rettede sig mod smerter, symptomer, følelser og fysiske behov. Patienter initierede selv samtaler om deres hjem, familier og vilkår.

Konklusion: En klinisk signifikant andel af de ikke-overlevende respiratorpatienter i intensivafdelingen kommunikerer med sygeplejersker, andet personale og familien overvejende ved hjælp af gestikulation, nikken og mundaflæsning.

Af Ingrid Egerod, seniorforsker, cand.cur., ph.d.