Dilemma: Ret og pligt

Illustration: Bodil Molich

Fru Carlsen er 82 år og har været igennem svær sygdom inden for de sidste par år. Hun har ligget på intensiv afdeling flere gange, men er ved godt mod og ikke det mindste mæt af dage. I forbindelse med en nyligt overstået indlæggelse blev fru Carlsen i en kort periode psykotisk og fik psykiatrisk tilsyn.

Psykiateren mente, hun havde et organisk psykosyndrom, og satte hende i behandling med en lille dosis haloperidol. Hun responderede fint på behandlingen, blev udskrevet til hjemmet og af gerontopsykiatrisk team sat i behandling med olanzapin med god effekt.

"Men nu kan det være nok." Fru Carlsen ser direkte på hjemmesygeplejersken, der kommer for at dosere medicin. "Jeg har aldrig haft det bedre, og nu kan jeg godt selv tage mine piller. Pernille, du behøver ikke at komme mere," siger fru Carlsen venligt, men bestemt.

Pernille har netop fundet en pille under radiatoren i køkkenet, og hun indleder en strategi, der skal overtale fru Carlsen til at lægge pilledosering og indtagelse i hjemmeplejens hænder. "Nej altså. Jeg er ikke skør i hovedet, det ved I godt," mener fru Carlsen. "Du kan komme på fredag, men så må det være slut."

Pernille synes, det er svært at give slip på fru Carlsen. Hun drøfter situationen med sine kolleger, og de bliver enige om at ....

Hvordan mener du, fru Carlsen og hendes medicin skal håndteres?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 16 2005

Plan for udtrapning

Fru Carlsen er ikke skør, men hun har været ude for mange omskiftelige oplevelser, idet hun har været indlagt på sygehus og været igennem flere behandlingsforløb. Derfor har hun været i en midlertidig forvirringstilstand (delir).

Nu er hun hjemme i vante omgivelser, har det godt og synes, hun kan undvære sygeplejersken. Det kan hun sikkert også, og hun kan sikkert også undvære medicinen, i alle tilfælde gør den ingen gavn under radiatoren. Sygeplejersken skal prøve at få en aftale med fra Carlsen om, at de i samarbejde med gerontopsykiatrisk team udarbejder en plan for udtrapning. Sygeplejersken skal stå for udtrapningen og hun skal tilbyde et til to tryghedsbesøg efter dette. Det vil tilgodese begges behov.

Kirsten Ahlgreen, gerontopsykiatrisk sygeplejerske, forfatter af Værdighed i Demensplejen.

Styrk klientens egenomsorg

Fru Carlsen er åbenbart velfungerende, og derfor er det vigtigt at få hende gjort forståeligt, at hun til enhver tid kan få hjælp igen. Jeg håber, at Pernille og hendes kolleger kommer frem til, at det er godt, at fru Carlsen er frisk igen efter hendes eget udsagn, og fordi der ligger en pille på gulvet, er hun ikke tvunget til at være under hjemmesygeplejerskens beskyttende/omklamrende vinger.

At fru Carlsen er velfungerende, betyder jo, at medicinen virker; og der er jo heller ikke tale om, at hun nægter at indtage sin medicin. Jeg synes, de faste rutinebesøg kan afsluttes, og med en velfungerende fru Carlsen kan man indgå en aftale om et opfølgende besøg engang imellem, evt. suppleret af telefonopkald.

Jeg synes, at der kan tales om dosispakket medicin fra apoteket, hvis det skulle være vanskeligt for fru Carlsen at hælde piller op selv. Her kan hun jo nemt tabe en tablet på gulvet. Men at styrke klientens egenomsorg må være hovedtemaet.

Benedikte Folkmann Jensen, sygeplejerske, ansat på Plejehjemmet Kløvervangen, Skødstrup. 

Handlingsplan og informationsfolder

At lave et kompromis med fru Carlsen, da hun ikke anses for at være dement, er noget, jeg ville gribe til. Om det er risikabelt, at fru Carlsen selv skal dosere og indtage sin medicin, kan jo diskuteres.

Vores kære fru Carlsen har trods sin høje alder vist sig at kunne handle fornuftigt, hun besidder stadigvæk lysten til livet, trods de tidligere behandlinger hun har gennemlevet, fysisk såvel som psykisk.

Jeg mener derfor, at det handler om, at vi som plejepersonale skal til at handle lidt mere i den ældres favør, at inddrage den ældre, og at få den ældre til at tage ansvar (empower) for sit eget liv og sin dagligdag. Det er altid nemt at tage vare på et andet menneske og at fratage denne person sin identitet, men er det godt for samfundet? Og ikke mindst den ældre?

Jeg ville lave en handlingsplan i samråd med fru Carlsen, støtte hende i hendes beslutning dog med det kompromis, at vi efter en kortere periode kunne vende tilbage og se, hvordan hun klarede sig. Det skulle også være muligt for fru Carlsen at kontakte hjemmesygeplejersken. Det kunne også være en ide at få en accept fra fru Carlsen om at der må tages kontakt til hendes familie, og at de forhåbentlig indvilliger i at besøge deres gamle mor lidt oftere i den kommende periode. Jeg ville ydermere udarbejde en lille informationsfolder til fru Carlsen, hvori der skulle stå alle relevante oplysninger, fra indtagelsen af medicin til, hvilken bus fra Carlsen skal tage for at komme til lægen. Afslutningen på min handlingsplan skulle være, at der efter en tremåneders periode laves en opfølgningssamtale hvor man sammen med fru Carlsen drøfter den fremtidige plan, og om der er behov for hjælp.

Charlotte Jensen, sygeplejerskestuderende på Sygepleje- og Radiografskolen, Københavns Amt.