Forholdet mellem sygeplejerske og patient ved personlig pleje

Ph.d.-afhandling, forsvaret den 15. december 2004

Titel: Nurse-patient interactions in assisted personal body care. A qualitative study in people hospitalised with severe chronic obstructive pulmonary disease (COPD).

Undersøgelsen udviklede en teoretisk forståelse af patient-sygeplejerske-interaktioner i forbindelse med hjælp til personlig kropspleje. Plejen foregik hos patienter, som var indlagt på hospital med svær kronisk obstruktiv lungesygdom.

Gennem en 10-måneders periode i 2001-2002 blev 12 patienter og fire sygeplejersker rekrutteret til undersøgelsen, som byggede på data-materiale fra i alt tolv cases. Hver case indbefattede deltagerobservation af en session, hvor en sygeplejerske hjalp en patient med personlig kropspleje efterfulgt af individuelle interview med patient og sygeplejerske. Patientens oplevede grad af åndenød blev målt før og efter sessionen. Undersøgelsen blev gennemført efter metoden ”grounded theory,”

Side 29 

og afhandlingen omfatter foruden de kliniske resultater også en diskussion af metodologiens videnskabelige grundlag. Patienterne opfattede personlig kropspleje som en væsentlig daglig aktivitet, som nødvendigvis skulle gennemføres for at bevare personlig integritet. Afhængighed og åndenød gjorde det imidlertid vanskeligt for patienterne at gennemføre personlig kropspleje, som blev klaret ved hjælp af en tredelt strategi, som gik ud på ikke at give op, at håndtere afhængighed og at minimere risikoen for, at åndenøden eskalerer.

Strategien indeholdt to dilemmaer, som begge var relateret til afhængighed. En aktiv tilpasning af plejesituationen til hver enkelt patients øjeblikkelige tilstand og stadium i indlæggelsesforløb viste sig at gennemsyre hjælp til kropspleje, hvor indhold, rækkefølge, præcision, rytme og tempo skulle integreres. Tilpasningen var en hårfin balance mellem at beskytte patienterne mod åndenød og styrke deres generelle funktionsdygtighed.

Både patienter og sygeplejersker anstrengte sig for at gå i samspil med hinanden og forsøgte at finde den rette tilpasning. Det var imidlertid ikke let. Terapeutisk klarhed viste sig at være afgørende for, hvor godt tilpasningen lykkedes. Klarhed kunne opnås gennem tydelig konfiguration af plejeforløbet, fælles ramme- og målsætning og gensidigt afklarede rolleforventninger.

Øget viden om kompleksiteten i sygeplejefænomenet ”hjælp til personlig kropspleje” og om skabelse af terapeutiske relationer vil formentlig kunne forbedre sygeplejerskers muligheder for at interagere med patienterne og understøtte deres velvære på kort og på lang sigt.  

Kirsten Lomborg er ansat på Institut for sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet.