Klinisk overblik midt i kaos

Onsdag den 29. december 2004 besluttede det danske udenrigsministerium at sende to lægehold til det katastroferamte Thailand. Hvert hold bestod af to anæstesilæger, to anæstesisygeplejersker og to reddere fra henholdsvis Falck og Københavns Brandvæsen.

De fire danske anæstesisygeplejersker, som via Udenrigsministeriet
blev sendt til Thailand tre dage efter flodbølgekatastrofen var indtruffet.
Fra venstre Mette Culmsee, Karin Karlsson, Ole Marding og Søren Mørk.

Foto: Heine Pedersen

Vi fire sygeplejersker blev ringet op om aftenen af en fra sygehusberedskabet, der var blevet alarmeret af Akut Medicinsk Koordinationscentral (AMK). Nogle var på arbejde, andre af os blev ringet op hjemme og spurgt, om vi kunne tage af sted til Thailand samme aften. Vores primære opgave ville være at registrere tilskadekomne patienter til brug for AMK i Danmark. Vi var alle en smule chokerede.

”Jeg rystede over det hele i 50 splitsekunder, men selvfølgelig kunne jeg tage af sted,” husker Karin Karlsson.

Side 35

Holdene mødtes i lufthavnen. Det var underligt pludselig at være på vej til Thailand. Klokken 22.45 lettede vi med det ordinære rutefly til Bangkok. Vi forsøgte at ruste os mentalt til opgaven, men det var svært, da opgaven stadig virkede en smule diffus.

Inden vi fik serveret maden i flyet, var der tid til at blive vaccineret mod hepatitis A og B, tyfus, stivkrampe og kolera. Efter 10 timers flyvning med kun lidt søvn og en nat, som stort set var ædt op af tidsforskellen, landede vi lettere groggy i Bangkok. Vi blev modtaget af generalkonsul Anders Nordmann, som viste os hen til et VIP-område i lufthavnens indenrigsgård, hvor der var indrettet et mødested. Stedet blev brugt af ambassade- og redningsfolk, og der kom også ofre for katastrofen for at få hjælp. Det var første gang, vi blev konfronteret med ofrene. Folk sad med sår og rifter i det eneste tøj, de havde tilbage. Lægeholdet fra Glostrup blev i Bangkok, mens holdet fra Rigshospitalet fløj videre til Phuket.

Hektisk stemning i Bangkok

I lufthavnen blev vi briefet af en frivillig fra den danske ambassade, som kunne fortælle, at forholdene i Bangkok havde været kaotiske og stadig langtfra var normale. Mange patienter var allerede sendt til Skandinavien af SOS, Europæiske eller andre rejseforsikringsselskaber. Organisationerne havde et godt overblik, men der manglede stadig at blive taget sig af en del patienter.

Glostrupholdet blev kørt til ambassaden, hvor vi mødte en masse af de folk, der arbejdede der, både fastansatte og frivillige.

Side 36 

Alle var samlet i et stort mødelokale, hvor nogle talte i telefon, andre gik ud og ind ad døren, og hele tiden kom der nye meddelelser fra sekretærer. Stemningen var hektisk.

På ambassaden fik vi udleveret 71 sider lister med navne og oplysninger om personer fra katastrofeområdet, som ambassaden på den ene eller anden måde havde haft kontakt med. Det var svært at danne sig et overblik, men vi fik talt om vores gensidige forventninger og blev enige om, at vores første opgave var at kontakte SOS. Det gjorde vi allerede samme aften, og vi fik kort ridset op, hvad SOS havde sat i værk.

Efterhånden begyndte vores opgave at stå mere klart. Vi skulle have styr på de enkelte flyafgange, både de ordinære og særfly. Vi skulle have styr på, hvilke patienter der skulle med hvilke fly, hvortil, hvor mange bårepladser, hvor mange kørestole, og hvor meget medicinsk følgepersonale der skulle med. Tilskadekomne patienter skulle registreres til AMK. Desuden fordelte vi hospitalerne i Bangkok mellem os. SOS havde allerede overblik over patienterne på mange hospitaler, men manglede stadig enkelte. Der var også hele tiden ændringer pga. udskrivelser, nye indlæggelser og overflytninger. Vi blev enige om, at vi ikke kun ville lede efter danskere, men også spørge efter svenske og norske patienter.

Indtryk, der satte dybe spor

De næste par dage blev travle med mange indtryk, der satte deres dybe spor. Vi var i lufthavnen for at registrere og sende patienter af sted. Det var meget trist at se alle de mennesker, der stod i deres mere eller mindre beskidte tøj uden ejendele og med et totalt udslukt udtryk i ansigterne. Nogle græd, nogle sad og kiggede lige ud i luften, andre gik hvileløst rundt.

I lufthavnen kom en svensk kvinde hen til en af os og spurgte, om hun ville få noget at spise i flyet. Hun stod lidt og trak så to billeder op af en plastpose. ”Det er mine drenge - de er væk - bølgen tog dem,” sagde hun. ”Jeg kunne ikke andet end at holde hende om skulderen uden at sige noget,” husker Mette Culmsee. Så kom den svenske kvindes mand, og de gik væk.

Noget af tiden gik med at besøge hospitaler i Bangkok. Vi var rundt på en del hospitaler og fandt ud af, at der havde været skandinaver indlagt, men at en del af dem allerede var blevet udskrevet eller kom som ambulante patienter. Mange havde svært ved at tage hjem, fordi de ville til Phuket for at lede efter deres pårørende.

På et hospital fandt vi frem til en svensk mand, som ikke havde haft kontakt til nogen som helst. Den syge svensker havde mistet sin hustru og sin toårige pige. Han var blevet opereret for forskellige ekstremitetsfrakturer og havde aspirationspneumoni. Desuden var han ikterisk og havde et sår på skulderen med orm i. Manden havde det tomme blik i øjnene, som kun mennesker, der har mistet deres allerkæreste, kan have. Det gjorde et stort indtryk på Ole Marding, at den unge mand i sengen lige så godt kunne have været ham selv. Ole Marding vurderede desuden, at patienten var så dårlig, at han skulle flyttes til en anden afdeling, hvilket han fik foranlediget.

Alt virkede normalt i Phuket

Holdet, der tog til Phuket, landede først på aftenen i øsende regn og trykkende, fugtig varme. Vi tog til Pearl Hotel, hvor den danske ambassade havde oprettet et midlertidigt kontor i en gammel frisørsalon. På vej til hotellet undrede vi os over, at alt, hvad vi kørte forbi, virkede fuldstændig normalt. Folk sad uanfægtede på cafeer og spiste og drak. Der var masser af trafik, og infrastrukturen var intakt.

På hotellet blev vi kort briefet af en læge fra SOS. Forsikringsselskaberne havde godt styr på de skandinaviske patienter i området. Den store opgave de nærmeste dage blev at få patienterne hjem med de rigtige særfly.

Nytårsdags morgen delte vi os i to hold. Det ene hold tog til lufthavnen for at hjælpe med at koordinere afgangen af særfly til Skandinavien. Her herskede totalt kaos, men de fleste gæster var stille og havde tomme ansigtsudtryk. Rejseledere løb rundt og ledte efter gæster. En medarbejder fra ambassaden forsøgte at registrere de gæster, der skulle med flyet.

At der midt i det hele stod en præst, som forsøgte at trøste en mand, der var opløst i gråd, gjorde et stort indtryk på Karin Karlsson.

Det andet hold tog ud på et af øens store hospitaler. I den store forhal var der et mylder af mennesker: masser af læger og sygeplejersker fra forskellige hjælpeorganisationer og pårørende, som desperat søgte efter deres kære, og masser af lokale. På en stor væg midt i rummet hang i hundredvis af sedler med tekst og billeder af savnede. ”Har nogen set denne familie?” Her søgte pårørende desperat efter deres kære.

Vores opgave var at gå rundt på afdelingerne og tale med de skandinaviske patienter. Desuden skulle vi sørge for, at personalet havde styr på at få patienterne rettidigt af sted til lufthavnen.

På et tidspunkt kom Søren Mørk ind på en enestue i en ny fløj af hospitalet. I sengen lå en ca. 15-årig svensk dreng. Under flodbølgen havde han sprængt begge trommehinder, men ellers var han ikke kommet noget til. Drengen havde mistet begge sine forældre. Han lå nærmest apatisk med store, blanke og fuldstændig tomme øjne.

”Jeg havde lyst til at bruge mig selv og oceaner af tid dér, men indså, at min opgave kun skulle være af praktisk karakter,” husker Søren Mørk.

Evakueringen af skandinaver var stort set tilendebragt den 2. januar, så vi planlagde vores hjemtur i løbet af de næste dage. Det gav os mulighed for at mødes i Bangkok og tale om vore oplevelser i fred og ro.

Brug for det kliniske blik

Hjemme igen var vi til en fælles debriefing i Udenrigsministeriet og fik udvekslet erfaringer med de involverede parter.

Vi udførte ikke traditionelle sygeplejeopgaver i Thailand. Der var hverken brug for anæstesi, genoplivning, førstehjælp eller lignende. Den primære opgave var registrering, men alligevel var der brug for det kliniske blik, vi har som anæstesisygeplejersker samt for vores erfaringer fra sygehusberedskabet. Vi er vant til at handle både hurtigt og roligt i kaotiske situationer og er vant til at prioritere og hurtigt at kunne ændre mål for vores indsats.

Karin Karlsson og Søren Mørk er ansat på HovedOrtoCentret, Rigshospitalet.

Ole Marding og Mette Culmsee er ansat på Anæstesiafdelingen, Københavns Amtssygehus i Glostrup.