Behandling af patienter med næseblod

Næseblødning (epistaxis) er en hyppig lidelse. En svensk undersøgelse har vist, at ca. 60 pct. af befolkningen har haft næseblødning mindst en gang (1).

Næseblødning kan skyldes en lokal lidelse eller optræde sekundært til generaliseret sygdom eller behandling. Lokale årsager: 

• inflammation (forkølelse, allergi, inhalation af irritative stoffer)

• udtørring (tørt klima)

• tumor (sjælden)

• traumer, herunder næsepillen.

Sekundært til generaliseret sygdom eller behandling:

• arteriosklerose

• hypertension

• antikoagulationsbehandling

• blødersygdom

• morbus Osler (sjælden).

Hos ca. to tredjedele af patienterne er det ikke muligt at finde en udløsende faktor. Man skelner mellem blødninger fra forreste del af næsen og blødninger bagtil i næsen. De forreste blødninger er de hyppigste, specielt hos unge. Bageste blødninger optræder især hos ældre (se figur 1).

Side 39 

De fleste blødninger standser spontant pga. naturlig karkontraktion og blodkoagulation. Patienten bør lejres med eleveret overkrop, medmindre der er blodtryksfald.

Vedvarende forreste blødninger kan som regel standses ved kompression af den forreste, bruskede del af næsen og ved lokal afkøling, hvor patienten sutter på is, eller der lægges ispakning over næseroden.

Vedvarende bageste blødninger kræver som regel behandling på en øre-næse-hals-afdeling (se figur 2). Blødningen behandles primært med vat- eller gazetampon med karkontraherende- og lokalanæsteserende midler (efedrin og lidokain). Enkelte afdelinger behandler primært med varmtvandsskylninger (2).

Blødningskilden søges identificeret ved rhinoskopi, evt. ved hjælp af fiberoptik. Kan blødningskilden identificeres, behandles med el-koagulation eller ætsning af blodkarret i lokalanæstesi ved hjælp af en bipolar bajonetpincet eller ved ætsning af blodkarret i lokalanæstesi med metalvatpind.

Ved fortsat blødning, hvor blødningskilden ikke kan identificeres, behandles med tamponade i 1-2 døgn med meche og/eller ballon. Der kan vælges mellem enkeltballon og en dobbeltballon (se figur 3). Hæmostasen kan stabiliseres med tranexamsyre (Cyklocapron) pr. os eller intravenøst, som hæmmer fibrinolyse.

Hvis der fortsat ikke kan opnås hæmostase, eller hvis der trods behandling er gentagen blødningsrecidiv, vælges behandling i generel anæstesi med påsætning af klips eller el-koagulation af perifere arterier. Enkelte røntgenafdelinger foretager embolisering af perifere arterier. Ultimativt kan foretages underbinding af arteria carotis externa.

Komplikationer

Komplikationer til næseblødning kan være kredsløbschok og gastrointestinale gener pga. af blod.

Komplikationer til behandling i næsen kan skyldes tamponade eller brænding og ætsning.

Tamponade kan føre til temperaturstigning, ødem af ansigtet omkring næsen, purulent rhinitis, sinuitis, tryknekrose, septumperforation eller sammenvoksning af slimhinden (syneki).

Brænding og ætsning kan forårsage septumperforation eller syneki.

Jesper Møller er speciallæge i øre-næse-hals-sygdomme på Randers Centralsygehus.  

Litteratur

1. Petruson B. Epistaxis. A clinical study with special reference to fibrinolysis. Acta Otolaryngo 1974; suppl 317.
2. Stangerup SE, Dommerby H, Lau T. Hot water irrigation as treatment of posterior epistaxis. Rhinology 1996; 34(1):18-20.