Seksuelt krænket af far til sygt barn

Katrine Schmidt var for to år siden udsat for et seksuelt overgreb fra en far til et indlagt barn. Hun fik støtte fra ledelse og kolleger, blev tilbudt psykologhjælp og er kommet godt igennem episoden. Men hun er stadig rystet over, at hun ikke fik sagt ordentligt fra i situationen. Foto Søren Svendsen

Det er en aftenvagt som så mange andre. Sygeplejerske Katrine Schmidt har travlt på børneafdelingen, og hun haster forbi på gangen. Alligevel tager hun sig tid til et smil og et venligt ord til de forældre, der for en stund har søgt luftforandring på gangen. Også Karimas far får et smil med på vejen.

Han er som altid lidt for venlig. Kommer med upassende kommentarer om Katrine og kigger lidt for længe på hende.

"Hvor er du smuk i dag," siger han.

Katrine takker, smiler affejende og skynder sig videre. Fireårige Karima lider af en immundeffekt og er alvorligt syg. Siden hendes indlæggelse for ca. tre uger siden er hendes far løbende kommet med bemærkninger om Katrines udseende.

Katrine bryder sig ikke rigtig om kommentarerne, men synes heller ikke, hun vil gøre et stort nummer ud af det. Det er jo forældre i krise, der har brug for støtte og opbakning. Ikke skældud og irettesættelser. Og hun er ikke i det plejeteam, der passer Karima. Desuden sker det af og til, at fædrene kommer med frække bemærkninger, og hun og kollegerne er derfor vant til det.

Men den dag nøjes Karimas far ikke med kommentarer.

Skumle bagtanker

På et tidspunkt får han øje på den kuglepen, Katrine har om halsen. Det er sådan én, der lyser, når man skriver. Hun bruger den til at opmuntre børnene, når de f.eks. skal undersøges. Karimas far spørger, hvad det er, og vil tage fat om kuglepennen. Men Katrine er hurtig. Hun når at få snoren over hovedet og række ham kuglepennen, så han ikke kommer for tæt på. Han kigger på den et stykke tid, hvorefter Katrine igen rækker ud efter kuglepennen.

Men han vil ikke give den tilbage uden videre.

"Så skal jeg ha' et kys," siger han.

Katrine vil ikke gøre det pinligt for ham, så hun slår det endnu en gang hen og haster videre uden kuglepen. Da hun senere igen skal forbi ham på gangen, sidder han stadig med kuglepennen. Han foreslår, at de indgår en byttehandel og gør tegn til, at hun skal følge med ham ind på Karimas stue. Karima er kørt til undersøgelse, og stuen er helt tom. Katrine ved ikke, at Karimas far har skumle bagtanker, og at hun udsætter sig selv for fare.

Han taler ikke så godt dansk, og Katrine følger efter ham for at se, hvad det er, han vil vise hende. Stuen er højisoleret, og Katrine bliver derfor nødt til at lukke døren bag sig, ellers kan døren ind til stuen ikke åbnes. Og når stuedøren er åbnet, kan Katrine ikke komme tilbage på gangen. Hun befinder sig i slusegangen og kan kun komme videre ind på stuen. Hun bliver stående i slusegangen.

Karimas far går ind på stuen og kommer tilbage med nogle andre kuglepenne. Pludselig kommer han helt tæt hen til Katrine. Hun holder vejret og går baglæns, så hun til sidst står helt op ad vasketøjskurven. Han fortæller hende, at hun er smuk.

"Er du bange," spørger han, mens han rører hendes næse med fingeren og lader den glide ned ad halsen og hen over brystet. Han befamler hende på brysterne og prøver at kysse hende.

Side 11

Billede

Side 12

Katrine husker ikke helt præcist, hvad der efterfølgende sker. Men på en eller anden måde får hun ham skubbet væk, så hun kan komme forbi ham og lukke døren ind til stuen. Herefter kan hun åbne døren ud til gangen og komme væk. Hun løber ned på personalestuen. Ryster over hele kroppen og er nærmest i chok. Kollegerne lytter til hende og opfordrer hende til at ringe til afdelingssygeplejersken. Heldigvis er hendes vagt næsten slut, og hun skal kun forbi Karimas far én gang, inden hun kan gå hjem. Hun får en af kollegerne til at gå med. Han sidder igen på gangen, men lader som ingenting. Katrine er rystet. 

Meldte sig syg

Da hun kommer hjem om aftenen, snakker hun med afdelingssygeplejersken, som straks understreger mange gange, at det ikke er Katrines skyld. Hun opfordrer kraftigt Katrine til at opsøge psykologen på sygehuset.

Desværre kan Katrine først få en tid hos psykologen ugen efter. Og dagen efter episoden skal hun igen på arbejde. Hun overvejer at melde sig syg. Er stadig rystet og føler sig enormt krænket. Men hun tager alligevel på arbejde. I sin dagbog har hun skrevet følgende den dag:

"Jeg havde et øje på hver finger og var meget opmærksom på Karimas far. Ganske besværligt og udmattende. Jeg er så glad for at have fri en masse dage, jeg ved ikke, om jeg magter at se ham psykologen."

Efter fridagene bliver Katrine nødt til at melde sig syg. Hun orker ikke at gå på arbejde og blive konfronteret med Karimas far. Og hun er begyndt at bebrejde sig selv for det, der er sket.

"Jeg havde allerede vendt det indad. Smiler jeg for meget, er jeg for imødekommende?" spørger Katrine sig selv igen og igen

Hun vælger at søge hjælp hos psykologen, og de snakker meget om sygeplejerskens rolle, og hvilke signaler en hvid kittel sender. Efter ti dage får afdelingssygeplejersken Katrine overtalt til at komme tilbage på arbejde. Det hjælper at komme tilbage, men ifølge dagbogen er hun stadig påvirket af situationen.

"Det er ganske rart at se mine kolleger igen. Jeg bliver dog stadig meget påvirket, når jeg går forbi Karimas far," står der i dagbogen, og Katrine uddyber:

"Det var meget ubehageligt at gå forbi ham. Han kiggede på mig, men sagde ingenting. Jeg kiggede ikke på ham. Jeg havde slet ikke lyst til at konfrontere ham. Og jeg var så skuffet over mig selv og overrasket over, at jeg kunne lade mig overrumple."

Ingen politianmeldelse

Katrine undlod at politianmelde sin krænker. I stedet gjorde overlægen på afdelingen via en tolk det klart for Karimas far, at han næste gang ville blive bortvist og politianmeldt. Han accepterede og undskyldte mange gange.

"Jeg fik valget, men jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor jeg ikke politianmeldte ham. Jeg tænkte, at Karima snart var rask, og at han så ville forsvinde. Og hvis han blev bortvist, kunne han ikke være hos sit alvorligt syge barn," siger Katrine.

I dag har hun ikke fortrudt, at hun ikke politianmeldte ham. Selv om hun i mange måneder tænkte på episoden, fik hun alligevel så hurtig hjælp af sine ledere og psykologen, at hændelsen ikke gav hende problemer senere. Kort efter blev Karima udskrevet.

Nu to år efter episoden kan Katrine stadig få gåsehud, når hun fortæller om hændelsen. Og hun er chokeret over sin egen reaktion.

"Han gik så meget over mine grænser, inden jeg fik ham skubbet væk. Og jeg fik ikke sagt fra verbalt. Hvis der var én i byen, der sagde sådan noget, ville jeg straks reagere. Hvis jeg havde mit private tøj på, ville det være anderledes. Så ville jeg meget hurtigere have meldt fra. Jeg prøvede hele tiden at glatte ud og ikke gøre episoden pinlig og ubehagelig for ham, selvom han for længst var gået over mine grænser," siger Katrine.

"I dag ville jeg være meget mere tro mod mine følelser. Jeg ville sige fra meget hurtigere. I dag har jeg heller ikke på samme måde behov for at være den gode sygeplejerske. Man må godt synes, at jeg er den onde. Jeg er meget mere konfronterende," siger Katrine.

Hun har tænkt meget over, hvad sygeplejerskernes image betyder, og hun er ikke et sekund i tvivl om, at sygeplejerskernes image er årsagen til, at så mange oplever uønsket seksuel opmærksomhed. Hun viser et billede af en sexet sygeplejerske i en meget kort og gennemsigtig kittel og med et frækt smil om munden. Billedet har været bragt i Alt For Damerne sammen med en artikel om de mest sexede faggrupper. Sygeplejerskerne var topscoreren.

"Man kan næsten ikke sige til en mand, at man er sygeplejerske, før han tænker trykknapper og hvid kittel. Sygeplejerskerne har fået rollen som "goody goody." Og jeg tror, mænd har svært ved at sætte grænsen, fordi man er åben, smilende og omsorgsgivende. Ofte får man ikke meldt klart ud, hvor grænserne går, fordi man prøver at gøre det behageligt for alle - måske bare ikke lige sig selv."