Kronik: Skyhøje ambitioner for sundhedsvæsenet

Sundhedsvæsenet står over for den største omlægning i årtier. Det næste års tid blander strukturreformen kortene på en ny måde, og når nytårsklokkerne ringer ind til 2007, skal de nye regioner være klar til at sikre danskerne et sundhedsvæsen i verdensklasse. Ambitionerne er skyhøje - og det er rigtig godt for patienterne i det danske sundhedsvæsen.

Vi har som henholdsvis formand for sygeplejerskerne og som amtsborgmester og formand for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg et meget stort medansvar for udviklingen af sundhedsvæsenet. Et ansvar, som vi tager særdeles alvorligt.

Strukturreformen og en ny sundhedslov giver os nogle nye rammer for at drive og udvikle sundhedsvæsenet. Men reformen er jo ikke nogen snuptagsløsning, der med ét løser alle sundhedsvæsenets udfordringer nu og i fremtiden.

Ud over reformen kommer der til at ske utrolig mange ændringer i sundhedsvæsenet i de kommende år. Opgaver flyttes, og arbejdsdelingen i sundhedsvæsenet ændres:

Sygehusene bliver mere specialiserede, og de kommer i stigende grad til at fokusere på "avanceret" behandling og sygepleje, mens mange af de mere almindelige ting kan klares uden en indlæggelse. Patientforløbene bliver hurtigere. Det hænger sammen med den medicinske og teknologiske udvikling, der gør det muligt at gennemføre en række indgreb meget mere skånsomt, end man kunne tidligere. Eller betyder, at indgreb helt kan undgås og afløses af medicinsk behandling.

Et eksempel: For 15 år siden krævede operation for grå stær en indlæggelse, men i dag opereres langt de fleste ambulant. Et andet eksempel: Flere og flere alvorligt syge og døende får i dag avanceret smertebehandling og lindring i deres eget hjem. Hjemmerespiratorer, hjemmedialyse og hjemmebehandling af patienter med dårligt hjerte eller lunger er atter andre eksempler på de nye landvindinger. For sygeplejerskerne indebærer udviklingen, at de kommer til at spille en ny og større rolle i sundhedsvæsenet i forhold til i dag.

Udfordringen er faktisk at sørge for, at så få patienter som muligt ender i en sygehusseng, og at få de patienter, der bliver indlagt, udskrevet så hurtigt som muligt. Ikke fordi det er billigere, men fordi det simpelthen er bedre for patienterne. Sådanne udfordringer løser en strukturreform ikke.

Vi vil i fællesskab pege på mindst tre afgørende forudsætninger, som skal opfyldes for at få verdens bedste sundhedsvæsen.

For det første skal vi arbejde for, at patienternes vej gennem sundhedsvæsenet bliver lettere. Langt de fleste patienter, der bliver indlagt på et sygehus, får i dag et sundhedstilbud, hvor den faglige kvalitet er i top, og hvor der er taget godt hånd om patientsikkerheden.

Men der er desværre stadig mange patienter, der finder det svært at navigere rundt i sundhedsvæsenet. Det er især overgangene mellem de forskellige "systemer", der volder problemer - f.eks. når man skal fra én specialafdeling på sygehuset til en anden, eller når man efter udskrivelse har brug for hjemmesygepleje.

Fremtidens sundhedsvæsen vil jo blive mere fragmenteret, når sygehusene bliver mere og mere specialiserede, og når flere og flere sundhedstilbud flytter ud på sundhedscentre, til almen praksis og i patienternes eget hjem. Det gør det vigtigt at finde løsninger, der kan give patienterne et sammenhængende patientforløb.

Strukturreformen forsøger at løse problemet med bl.a. obligatoriske aftaler mellem regioner og kommuner. Et godt og aftalebaseret samarbejde mellem aktørerne i sundhedsvæsenet er vigtigt, men efter vores opfattelse er der også behov for en mere målrettet indsats for at forbedre forløbene.

Visse sygehuse har i dag ansat sygeplejersker, der har som opgave at give patienterne en god overgang fra sygehuset til hjemmesygepleje. De overvåger forløbene og tager hånd om de risici, der opstår i overgangen. Man kunne også tænke i, at særligt udsatte patienter, f.eks. svage ældre, kræftpatienter eller patienter med "komplicerede" forløb, får tilknyttet en slags forløbskoordinator. Altså en, der kan bistå med at navigere rundt dels inde på sygehuset, dels ind og ud af sygehuset i et tæt samspil med patientens egen praktiserende læge. I mange tilfælde er det oplagt, at forløbskoordinatoren er en sygeplejerske, fordi sygeplejersker er uddannet til at

Side 27

overskue og koordinere patientforløb.

Det kunne også være interessant at tænke i at bryde med de traditionelle ansættelsesforhold og oprette stillinger, hvor en forløbskoordinator er ansat både i regionen og kommunen. Det kunne skabe et fælles ansvar for, at patientforløbene kommer til at hænge sammen.

Den anden forudsætning for, at vi får et sundhedsvæsen i verdensklasse, er, at medarbejderne i sundhedsvæsenet har den nødvendige viden og de rette kompetencer og kvalifikationer. Ikke mindst i en tid, hvor specialiseringen øges, sygeplejerskerne får nye arbejdsfelter, og behovet for forskningsbaseret viden vokser. Derfor er løbende efter- og videreuddannelse en nødvendighed.

En ny undersøgelse viser, at kun hver femte sygeplejerske får den efter- og videreuddannelse, hun har et fagligt behov for. Med andre ord er der et efterslæb i forhold til at få den nyeste faglige viden spredt ud, så patienterne kan få gavn af den nyeste viden om f.eks. infektioner, sårpleje eller ernæring.

En af grundene til efterslæbet er nok, at hverdagen er presset. Det kan gøre det svært at sende sygeplejerskerne af sted på efter- og videreuddannelse. En anden grund er, at afdelingerne ikke finder, at de har penge nok til at prioritere efter- og videreuddannelse.

Det skal vi gøre noget ved. Et sundhedsvæsen i verdensklasse baserer sig på sine dygtige og kompetente medarbejdere. Derfor er det nødvendigt med en målrettet indsats for at øge sygeplejerskernes (og andre faggruppers) efter- og videreuddannelse. Her har regionerne et stort ansvar.

I takt med, at flere og flere sundhedsopgaver flyttes væk fra sygehusenes specialafdelinger, opstår der et helt nyt behov for at sikre læring og videndeling på tværs af sundhedsvæsenet. Fælles uddannelsesforløb for sygeplejersker på sygehuse og i hjemmesygeplejen er én mulighed. En anden mulighed er, at en sygeplejespecialist fra sygehuset tager ud i et kommunalt sundhedscenter for at rådgive og undervise. Regionerne skal sætte sig i spidsen for at udvikle nye metoder, sprede viden og koordinere samarbejdet med kommunerne. På den måde undgår vi, at den dybe tallerken bliver opfundet 98 gange - hvis den da i det hele taget bliver opfundet.

Helt grundlæggende skal medarbejdernes talenter i langt højere grad slippes fri. For sygeplejerskerne gælder det, at de er i fuld gang med at udvikle nye funktioner og få nye, mere specialiserede arbejdsopgaver - på skadestuer, på kræft-, hjerte- og lungeafdelinger, på anæstesi- og intensivområdet, når det gælder smertebehandling, sårpleje osv. Den udvikling skal fortsætte i de kommende år, for det giver bedre sygepleje til patienterne, og sundhedsvæsenets knappe ressourcer bliver udnyttet mere optimalt.

Vi skal også være opmærksomme på erfaringer fra udlandet. Nogle steder har sygeplejerskerne f.eks. diagnosticerings- og ordinationsret på udvalgte områder. Mange af erfaringerne peger på, at det både giver bedre kvalitet og bedre ressourceudnyttelse.

Og så er vi fremme ved den tredje forudsætning for fremtidens sundhedsvæsen: Økonomien.

Sundhedsvæsenet står over for en masse nye krav. Efterspørgslen efter sundhedsydelser stiger og stiger. Der kommer hele tiden ny teknologi og ny medicin, som patienterne skal have gavn af. Livsstilssygdommene tordner derudad, og det kommer til at lægge beslag på en utrolig stor del af sygehusenes ressourcer. Forskningen skal øges, ikke mindst inden for sygeplejen. Patientsikkerheden skal forbedres systematisk. Kvalitetsudviklingen skal sættes ind i systematiske rammer i regi af Den Danske Kvalitetsmodel - en stor mundfuld for sygehusene, men langt større for kommunerne.

Strukturreformen er et nulsumsspil, hvor der ikke kommer flere penge til at honorere de mange nye krav, men hvor kagen bare bliver skåret anderledes. Regeringens seneste bud på, hvordan der skal findes penge til de nye krav, er produktivitetsmålinger. Sundhedsvæsenet stiller gerne op til målinger. Men det er helt urealistisk at forestille sig, at væksten i udgifterne til sundhedsvæsenet kan finansieres alene gennem en øget produktivitet.

I bund og grund kan det siges meget kort: Regionernes mulighed for at påvirke deres indtægter er ret begrænsede, f.eks. kan regionerne ikke udskrive skatter. Det må nødvendigvis indebære, at regeringen er sig meget bevidst om sit store medansvar for at skabe de fornødne økonomiske rammer for at drive og udvikle sundhedsvæsenet. Kvalitet koster - også i sundhedsvæsenet.

Vi deler fuldt ud ambitionen om, at det danske sundhedsvæsen skal være i verdensklasse. Det kræver en indsats på en række områder. Det påtager vi os meget gerne et medansvar for.

Bent Hansen

Connie Kruckow