Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Man skal turde se barnet i misbrugsfamilien

Lettelse. Sundhedsplejerske Benedicte Bitsch vil nødigt overse et barn, der vokser op i en misbrugsfamilie. Sammen med en psykolog har hun gode erfaringer med at oprette børnegrupper, hvor børnene får lettet deres tunge byrde og bliver støttet i deres udvikling.

Sygeplejersken 2005 nr. 25, s. 12

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2005_25_12-1-forebyggelseFoto: Søren Svendsen

Når børn fra misbrugsfamilier får lov at dele familiens hemmelighed med andre, får de det markant bedre. De får frigjort ressourcer og kan lettere koncentrere sig i skolen. De bliver gladere og får et netværk af andre børn i samme situation.

Det viser erfaringer med at oprette børnegrupper for børn af alkoholmisbrugere i Nykøbing Rørvig Kommune. Siden 2003 har sundhedsplejerske Benedicte Bitsch og psykolog Birgitte Hagemann været i gang med indsatsen, som nu er gjort permanent.

"Når børnene ikke længere skal bruge en masse kræfter på at skjule deres svære liv og forsøge at tage ansvaret for at få forældrene til at holde op med at drikke, så bliver de bedre til at håndtere deres eget liv," siger Benedicte Bitsch, der både er sundhedsplejerske og psykoterapeut med speciale i familieterapi.

Hendes erfaring er, at børnene har det langt dårligere, end man umiddelbart forestiller sig, når man møder dem første gang.

"Det er børn, der ofte er gået gennem hele systemet med institutioner, skole og klubber uden at få hjælp," siger hun.

Et alkoholteam fra kommunen opsøger skoler og institutioner og vejleder personalet i, hvordan de bliver opmærksomme på signaler, der indikerer, at et barn lever i en misbrugsfamilie. Personalet lærer, hvad de skal stille op, og bliver bevidste om muligheden for at henvise til sundhedsplejersken og psykologens samtalegrupper.

For at børnene kan deltage, kræver det, at de er mellem 9 og 14 år gamle, og at forældrene har skrevet under på, at de må være med. De mødes i grupper på seks med deltagelse af sundhedsplejerske og psykolog.

Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte

Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte er en selvejende institution under Socialministeriet.

Centrets formål er at indsamle, udvikle og formidle viden og praksiserfaring om socialt udsatte grupper og medvirke i indsatsen over for disse grupper.

Institutionen skal desuden være med til at udvikle det sociale arbejdes metoder og til at udvikle handlingsperspektiver og konkrete løsningsforslag.

"Det kræver mod og træning af børnene at åbne op for deres hemmelighed, selv om forældrene har givet deres tilladelse til, at de kan tale om det, de har lyst til. Vi respekterer, at det kan tage tid," siger Benedicte Bitsch.

Positive forældre

Forældrene har en positiv holdning til, at børnene er med i grupperne, viser erfaringen fra arbejdet med alkoholikerfamilierne i Nykøbing Rørvig Kommune. Selvom det betyder, at der bliver sat fokus på familiens problem.

"Mange er selv vokset op i familier med alkoholproblemer, og de forstår, at det er vigtigt. Jeg har oplevet en mor, som brød grædende sammen af taknemmelighed, men der er selvfølgelig også eksempler på forældre, der er så ødelagte, at de ikke forstår, at det er til barnets bedste," siger Benedicte Bitsch. Hun har endnu aldrig mødt en forælder, der ikke har samtykket til, at barnet må deltage i en samtalegruppe.

Forældrene bliver tilbudt en evalueringssamtale med sundhedsplejersken, psykologen og en sagsbehandler. Her taler man om, hvordan det går med barnet, og ifølge Benedicte Bitsch oplever forældrene typisk, at det er første gang, nogen taler med dem om deres barns vanskeligheder. I sjældne tilfælde er det nødvendigt at fjerne barnet fra hjemmet midlertidigt eller mere permanent. Ofte bliver barnet anbragt hos nær familie.

I andre tilfælde er Benedicte Bitsch med til at skaffe en familie hjælp f.eks. i form af en familiekonsulent.

"Vi vil også gerne medvirke til at skaffe forældrene tilbud om afvænning, selv om det er en svær problemstilling, fordi børn og forældre hører under hver sin forvaltning og pengekasse," siger Benedicte Bitsch.

Offentlig indblanding

Det er svært at hjælpe familier med alkoholproblemer. Benedicte Bitsch mener, at det netop er derfor, mange børn af misbrugsfamilier bliver overladt til sig selv.

"Det handler om at turde se de børn, men det handler også om at have baglandet i orden. I Nykøbing Rørvig Kommune bliver området prioriteret højt. Det skyldes bl.a. en undersøgelse for nogle år siden, der viste, at der var mange problemer med alkoholmisbrug," fortæller Benedicte Bitsch.

Projekt om børn i misbrugsfamilier.

Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte gennemfører frem til september 2006 projektet "Effekt af tilbud til børn i misbrugsfamilier."

Projektets formål er at identificere virksomme metoder i arbejdet med at støtte børn og unge under 18 år, der lever i familier med alkoholmisbrug.

Der sættes især fokus på metodernes relation til børnenes og de unges særlige behov, betydningen af de organisatoriske rammer samt det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde.

Hun og Birgitte Hagemann har fået midler til et udviklingsprojekt, hvor de skal hjælpe deres to nabokommuner i den kommende storkommune med at oprette børnegrupper.

Der findes børnegrupper til børn under 14 år fra misbrugsfamilier i 24 kommuner landet over ifølge en optælling, som Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte har offentliggjort i foråret 2005. Ikke alle steder er det permanente ordninger.

"Jeg mener, at det er et oplagt område for sundhedsplejersker at tage sig af, fordi vi arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse. Derudover har vi automatisk kontakt med familierne og kender deres livsvilkår," siger hun.

Nykøbing Rørvig Kommune arbejder på at få et permanent tilbud til børn under 9 år specielt tilpasset denne gruppe. Børn over 14 år får tilbudt at fortsætte i Vestsjællands Amts gruppe for unge.

Tilbuddet om støtte til børn af alkoholikere i Nykøbing Rørvig Kommune er ét ud af fire støttetilbud, som skal evalueres af Videns- og Formidlingscentret for Socialt Udsatte. Formålet er at se på, hvad der virker, og hvordan en indsats skal skrues sammen for at blive så effektiv som muligt. Projektet forventes afsluttet ultimo september 20.