Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

2005 set i bakspejlet

Sygeplejersken 2005 nr. 26, s. 10-11

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist,

Grethe Kjærgaard, journalist

Foto: Morten Nilsson, Heine Pedersen, Nicolai Howalt, Søren Svendsen, Roland Petersen og Poul Rasmussen 

SY-2005-26-10-1

Januar

Sygeplejersker hjælper ofre for flodbølgen i Sydøstasien. Flere udsendes til Thailand gennem Udenrigsministeriet og alarmselskaberne. Tre sygeplejersker følger med det danske felthospital til Sumatra. Dansk Sygeplejeråd donerer 100.000 kr. til hjælpearbejdet efter flodbølgen.

Nedtælling til kommunalreformen.

Dansk Sygeplejeråd roser reformen, som har fokus på forebyggelse og sundhedsfremme. Fremsætter ønsker om flere sundhedscentre.

SY-2005-26-10-2

Februar

De første hold sygeplejersker, som har gennemført hele professionsbacheloruddannelsen, bliver færdige. Det samme gør de første ni fjernstuderende, som har gennemført deres sygeplejerskeuddannelse via computer.

Dansk Sygeplejeråd trækker Falck i arbejdsretten, fordi Falck ikke vil indgå privat overenskomst for de sygeplejersker, der er ansat af Falck på rehabiliteringscenteret Rehab Varde. Dommen ventes at falde i begyndelsen af det nye år.

SY-2005-26-10-3

Marts

Dansk Sygeplejeråds ekstraordinære kongres beslutter med stort flertal at anbefale Sundhedskartellets forhandlingsresultat ved overenskomsten 2005. Det er første gang, at det nye Sundhedskartel forhandler alene. Resultatet indebærer bl.a. en helt ny lønmodel for sygeplejerskerne.

Dansk Sygeplejeråds centrale sekretariat flytter fra Vimmelskaftet til Sankt Annæ Plads til det nye hovedsæde Kvæsthuset, hvor der endnu bygges rundt omkring. Huset har engang været hospital for flådens folk og senere hovedkvarter for rederiet Det Forenede Dampskibs Selskab. Med i huset flytter også Jordemoderforeningen, Danske Bioanalytikere og Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse.

SY-2005-26-10-4

April

Sygeplejersken foretager en rundspørge blandt landets kommuner, der viser, at der i forbindelse med kommunalreformen er planer om etablering af sundhedscentre i langt de fleste kommuner.

Når amterne nedlægges i forbindelse med kommunalreformen, overgår sygeplejerskeuddannelsen til staten, og skolerne får selveje. Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at skolerne søger ind i en CVU-model (Center for Videregående Uddannelse.) Blandt lærerne er der frygt for, at grunduddannelsen forringes ved overgangen til CVU.

SY-2005-26-11-1

Maj

7-8 hætteklædte mænd trænger ind på Rigshospitalet 30. maj for at befri en patient, der er i politiets varetægt efter en skudepisode på Café Rust i København. En sygeplejerske bliver skubbet ind på et toilet. Episoden betyder, at Rigshospitalet beslutter at øge overvågningen fremover.

Hindbærgyseren bliver sagen kaldt. 600 patienter og ansatte på Aalborg Sygehus smittes med norovirus efter at have spist en dessert med inficerede polske hindbær. Kun strikse retningslinjer kan holde epidemien nede.

SY-2005-26-11-2

Juni

Artikler om uhumske toiletforhold i skolerne giver genlyd i pressen. Forholdene er med til at gøre børn inkontinente, fastslår klinisk sygeplejespecialist.

Sygeplejerske Connie Svit er årets modtager af Kirsten Stallknecht Prisen. Hun får prisen for offentligt at have gjort opmærksom på de elendige arbejdsforhold på en afdeling på Århus Kommunehospital.

Det internationale sygeplejeråd holder kongres på Taiwan. Danske sygeplejersker deltager og markerer sig. Kampen mod aids, nye initiativer inden for sygeplejen samt den voksende globale mangel på sygeplejersker var på dagsordenen.

Juli

Unge vil arbejde med mennesker. Sådan kan man tolke det rekordstore antal ansøgere til landets sygeplejeskoler. Over 7.000 søger kun 2.900 pladser.

Studerende Annemette Eriksen fra sygeplejeskolen i Svendborg dimitterer med karakteren 13 i gennemsnit.

Ekstra Bladet bringer artikler om Dansk Sygeplejeråds nye hovedsæde Kvæsthuset. Rådet bliver beskyldt for at bygge alt for dyrt og flot. "Marmor-paladset" bliver huset kaldt med hentydning til kantinegulvene. Artiklerne vækker debat blandt medlemmerne.

August

Højesteret dømmer statsautoriseret revisor Bent Nielsen, Dansk Sygeplejeråds revisor fra 1974-1997, til at betale knap 7 mio. kr. til Dansk Sygeplejeråd som erstatning for mangelfuld skatteteknisk rådgivning. Derudover skal han betale renter og sagsomkostninger. Historien får megen omtale og sender igen Dansk Sygeplejeråd i modvind i medierne.

September

Dansk Sygeplejeråd skal have ny struktur, der passer til det omgivende samfund efter kommunalreformen. Der arrangeres dialogmøder for medlemmer rundt om i landet, men interessen for at tale om storkredsmodel og regionsmodel er ikke overvældende. Til et møde i Århus møder kun fem menige medlemmer op en sommerlun aften for at diskutere struktur.

Budgettet for byggeriet af Dansk Sygeplejeråds nye hovedsæde Kvæsthuset er igen overskredet, denne gang med 25 mio. kr.

Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse beslutter at skifte topledelsen ud og afskediger den administrerende direktør og økonomidirektøren.

SY-2005-26-11-4

Oktober

Sygeplejersken offentliggør en undersøgelse, der viser, at hver ottende sygeplejerske har været udsat for sexchikane en eller flere gange på arbejdet. Undersøgelsen får folketingsmedlem Lone Dybkjær (Rad.V.) til at rejse spørgsmål til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om, hvad han vil gøre ved problemet.

Danske sygeplejersker får bank. DSR Bank er navnet på Dansk Sygeplejeråds nye bank, som er en filial af Lån & Spar Bank. Banken tilbyder særlige fordele for sygeplejersker og deres ægtefæller/samlevere.

November

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet ansætter fem nye kvindelige professorer, to af dem er sygeplejersker, Lis Wagner og Helle Ploug Hansen.

Mere end hver tredje sygeplejerske satte sit kryds på Socialdemokraternes liste ved kommunalvalget og regionsrådsvalget den 15. november ifølge en opgørelse, som analysebureauet Instant Answer har foretaget.

SY-2005-26-11-5

December

Anne Granborg bliver ny administrerende direktør i Dansk Sygeplejeråd. Hun er uddannet sygeplejerske og kommer fra en stilling som direktør i Danmarks største advokatvirksomhed, Bech-Bruun, hvor hun har været siden 1999.