Boganmeldelse

Tænk i ressourcer frem for problemer

Redigeret af Jytte Faureholm og Lis Lynge Brønholt

Familierådslagning

København: Hans Reitzels Forlag 2005
260 sider, 298 kr.

Inspirationen til familierådslagning kommer fra New Zealand, hvor store sociale problemer i Maoribefolkningen førte til udvikling af den model, som har bredt sig til en stor del af den vestlige verden. Fra 1999 til 2002 blev der i Danmark gennemført et forsøg med familierådslagning i 17 kommuner. Jytte Faureholm og Lis Lynge Brønholt planlagde og gennemførte arbejdet. De har samlet deres erfaringer i denne bog, der også indeholder andre bidrag om familierådslagning i praksis.

Familierådslagning er en beslutningsmodel, der bruges i forbindelse med forbedring af et udsat barns situation. Familierådslagningen er inddelt i tre faser.

Første fase er forberedelsesfasen, hvor barnets behov for støtte vurderes, spørgsmål til behandling på rådslagningen formuleres og samordneren inddrages. Samordneren er en neutral person, som sammen med familien arrangerer rådslagningen.

Hvem skal inviteres, og hvem skal være barnets kontaktperson under familierådslagningen? Samordneren kontakter deltagerne, som kan være familie, venner, naboer eller andre med betydning for familien, fortæller om arbejdsformen og forelægger de spørgsmål, der skal drøftes.

Anden fase er selve rådslagningen, hvor fagpersoner indledningsvis giver informationer til brug for rådslagningen og herefter overlader selve rådslagningen til netværket. De professionelle indkaldes igen, når der er formuleret et løsningsforslag. Tredje fase er realisering af planen og eventuelt en opfølgende rådslagning.

Evalueringen af det danske forsøgsprojekt viste, at den plan, som blev foreslået på familierådslagningen, i de fleste tilfælde dannede udgangspunkt for indsatsen, og at både familien og de professionelle vurderede, at barnet havde fået en bedre og mere holdbar plan som følge af rådslagningen.

Efter at sidste linje er læst, er man godt informeret om denne arbejdsform, men en strammere redigering og koordinering af indlæggene ville være ønskelig. Der er for mange gentagelser.

Familierådslagning har naturligt nok størst appel til socialrådgivere, men er det en arbejdsmetode, man benytter sig af i kommunen, vil det være en metode, som alle, der arbejder med børn og unge, vil have glæde af at bruge. Et af kapitlerne omhandler familierådslagning i skole, daginstitution og sundhedspleje og beskriver konkret og via cases, hvordan arbejdsmetoden kan gennemføres. Jytte Faureholm skriver et sted: "I familierådslagning er der tale om et perspektivskift - et skift fra en overvejende problemfokusering til en mere ressourceorienteret tænkning i praktikken."

Det gør arbejdsmodellen tiltalende og bogen inspirerende.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Farum Kommune.

Se desuden anmeldelsen af dokumentarfilm om familierådslagning "En sympatisk metode," i Sygeplejersken nr. 11/2005.