Brug de pårørendes ressourcer

Foto: Søren Svendsen

De fleste sygeplejersker har hørt sig selv eller kolleger komme med bemærkninger som "datteren er nu noget emsig," eller "sønnen er meget bedre at snakke med." Fælles for disse bemærkninger er, at de kommenterer relationen til den pårørende. Der fokuseres på det personlige i denne relation. Det står i modsætning til relationens indhold eller sag. Sagen vedrører patienten og behandlingen af denne.

Et godt samarbejde med pårørende indeholder både overvejelser over relationens person og sag. Når balancen mellem det personlige og sagen får slagside, bliver samarbejdet skrøbeligt, måske nytteløst. Det synspunkt vil vi uddybe. Indledningsvis giver vi et bud på, hvordan relationer mellem plejepersonale og pårørende kan forstås.

Til dette formål inddrager vi K.E. Løgstrups tillidsbegreb (1), som vi genfinder i Kari Martinsens omsorgsetik (2) og i Vibeke Zoffmanns relationsteori (3). Både Martinsen og Zoffman er optagede af de relationer, plejepersonalet skaber til patienter. Vores fokus er pårørende, og vi anvender Løgstrups tillidsbegreb, omsorgsetikken og relationsteorien til at udvikle en forståelse af de relationer, som findes mellem plejepersonale og pårørende. Med Zoffmann identificerer vi her tre relationsformer: en ekspert-, en samhørigheds- og en samarbejdsrelation.

Begrebsudviklingen inddrages i refleksioner over praksis, hvorfra vi henter en case, der tegner et billede af hverdagens relationer mellem plejepersonale og pårørende. Vi giver en række konkrete forslag til, hvordan disse relationer kvalificeres, så de virker for og ikke imod et samarbejde om patientens behandling.

Et grundlag for samarbejde

K.E. Løgstrup udpeger nogle fænomener i tilværelsen, såsom kærlighed, talens åbenhed og tillid, som han kalder for suveræne

Side 23

eller spontane livsytringer (4). Livsytringerne er grundlæggende for, at mennesket kan forholde sig til og indgå i relationer med andre. Vi skal her nøjes med at iagttage begrebet tillid.

Løgstrup peger på, at tilliden er givet (1). Den følger af det at være menneske. Selvom tillid er givet, optræder den ikke på samme måde i alle situationer. Tillid er noget, som et givet møde sætter på dagsordenen.

Tilliden kan udarte sig til enten formynderi eller undladelse. Et menneske, der overtager eller dominerer mødet med et andet menneske, gør sig skyldig i formynderi.

I sygeplejen findes formynderi i det, Kari Martinsen kalder for patronisering af patienten (2), eller i det, Vibeke Zoffmann iagttager som en ekspertrelation (3). Modsat kan et menneske undlade at tilføre et møde eller en relation noget af sig selv, sin viden, sine færdigheder, sine værdier. Undlader sygeplejersken at føre sin professionalitet ind i relationen til patienten, forfalder hun til det, Martinsen kalder for sentimentalisme, og det, Zoffmann kalder for en samhørighedsrelation. Sygeplejersken skaber en form for slyngveninde-forhold til patienten. I sentimentaliseringen af patienten afstår plejepersonalet fra enhver form for autoritetsudøvelse eller ekspertise i en misforstået respekt for patienten. 

Tillid eksisterer i spændingsfeltet mellem yderpunkterne formynderi og undladelse. Man kan sige, at det er i dette spændingsfelt, den nødvendige eller frugtbare relation skabes og vedligeholdes. Plejepersonalet kan vælge at placere sig i spændingsfeltet.

Side 24

Martinsen kalder en sådan placering for svag parternalisme (2). Zoffmann kalder den relation, man etablerer her, for en samarbejdsrelation (3).

Disse refleksioner kan overføres på plejepersonalets relation til pårørende.

Behov for at møde eksperter

Pårørende har behov for at møde eksperter, når det drejer sig om plejen og behandlingen af det indlagte familiemedlem. Den pårørende forventer at møde den professionelles viden, færdigheder og værdier i relationen. Samtidig har den pårørende brug for at møde forståelse, anerkendelse, accept og samhørighed. I virkeligheden er der jo ikke en modsætning mellem disse to behov - set fra den professionelles perspektiv. Dog er der i mødet indlejret en risiko, som ethvert møde mellem mennesker sætter på dagsordenen: Hvis balancen mellem det ekspertrelaterede og det samhørighedsrelaterede i personalets forhold til pårørende får slagside, bliver mødet skrøbeligt. Det skrøbelige består i, at den suveræne livsytring, tillid, udarter sig i formynderi eller undladelse. Formynderiet ses, når plejepersonalet gennemtrumfer egne behov uden skelen til den pårørendes behov. Ved undladelse handler personalet ud fra, at det er synd for den pårørende, i stedet for at handle ud fra faglighed.

Gennem formynderiet eller undladelsen passiviseres den pårørende og forhindres i at udfolde sig. Det kan det nødvendige møde og samarbejde mellem plejepersonalet og den pårørende ikke bære. Grundlaget for en samarbejdsrelation er derfor, at plejepersonalet hverken forfalder til en ekspert- eller en samhørighedsrelation, men søger at finde sig til rette mellem de to yderpunkter. Det gør samarbejdsrelationen til en konstant udfordring.

I det følgende bringes en case fra praksis, som senere diskuteres med inddragelse af de begreber, der er nævnt ovenfor.

Fru Jensens datter

Fru Jensen er på anden uge indlagt med en depression. Datteren kommer og besøger hende hver dag. Besøgene falder som regel omkring frokosttid. Datteren kommer ofte og henter personalet, når der er andre patienter, der har behov for hjælp. Datteren stiller personalet mange spørgsmål til moderens indlæggelse og behandling. Det er spørgsmål, der drejer sig om tidsrummet for moderens indlæggelse, behandlingsforløbet samt udsigterne for helbredelse.

Man taler om fru Jensens datter i personalegruppen. Hvorfor kommer hun så tit? Og så tilmed lige til frokost, hvor der er travlt i afdelingen? Kan hun da ikke se, at personalet har behov for arbejdsro? Hvorfor blander hun sig hele tiden i plejen ved at hente personalet, når patienter skal have hjælp? De mange spørgsmål, datteren stiller, virker som emsighed på flere i teamet. Tror datteren ikke, at de yder en ordentlig pleje? Det er næsten, som om hun spørger bare for at spørge. Personalet oplever fru Jensens datter som for meget, uden situationsfornemmelse.

Personalets kommunikation med datteren er kraftigt farvet af det negative billede, man i gruppen har skabt af hende. Personalet forsøger at vise hende den høflighed, man mener, pårørende skal vises, men høfligheden er anstrengt. Personalet ville egentlig gerne fortælle datteren, at det er ubelejligt, at hun kommer i frokostpausen, men får det ikke gjort. Når datteren henter personalet, fordi patienter har brug for hjælp, imødekommer man hendes henvendelse, men ikke uden irritation. Irritationen viser sig i et himmelvendt blik til kolleger eller en forceret ekspedition af hjælpen. Datterens tilbagevendende spørgsmål besvares kort og uden engagement, selvom personalet godt kan se, at nogle af spørgsmålene kræver mere tid og en kvalificeret indsats.

Det viser sig, at fru Jensen og hendes datter har et nært forhold, som de har plejet i adskillige år. De har spist sammen hver dag. Datteren har længe været aktiv deltager i moderens sociale liv. Hun har hjulpet ikke bare moderen, men også andre i hendes omgangskreds. Nu er moderen indlagt, og de hidtidige adfærdsmønstre fortsætter. Til disse mønstre hører en øget bekymring for moderens situation efter indlæggelsen.

Fru Jensens datter er ikke et atypisk eksempel fra hverdagen i en afdeling. Pårørende kan udvise adfærd, der fylder meget. I dette eksempel er der tale om besøg i spidsbelastningssituationer, mange spørgsmål samt interessen for andre patienter. I det følgende reflekterer vi over, hvordan personalet kan etablere en samarbejdsrelation med fru Jensens datter.

Hverdagens samarbejdsrelation

Fru Jensens datter kommer og besøger moderen i den travle frokosttid. Datteren og moderen har spist sammen i adskillige år, og det hører med til både hende og moderens forståelse af forholdet mellem dem. Det, som er sagen for et samarbejde mellem personalet og datteren i denne situation, er moderen og dennes frokost. Personalet synes ikke at have truffet et valg om, hvordan man håndterer datterens person og adfærd i disse situationer. Man nøjes med at tale om og se skævt til hende, når hun kommer i frokosttiden. Man ville gerne være høflig, men høfligheden får et synligt anstrengt udtryk.

Fremmøde i frokosttiden

Personalet kunne naturligvis venligt, men bestemt, afvise datterens fremmøde i frokosttiden og begrunde det plejefagligt. Man kunne også lade stå til og overlade al beslutning til datteren, sådan som man gør nu. Men hvad med en accept af datteren og hendes tætte forhold til moderen? Personalet kunne vælge at forene sin plejefaglige interesse for sagen med at acceptere datterens ønske om at komme i afdelingen netop på dette tidspunkt. Når datteren er i afdelingen, behøver personalet jo ikke bekymre

Side 25

sig om, hvorvidt fru Jensen får noget at spise og drikke. Det sørger datteren for. På denne måde ville personalet placere sig i det samarbejdsfremmende spændingsfelt mellem en ekspert- og samhørighedsrelation.

Andre patienters behov for hjælp

Fru Jensens datter kommer tit og henter personalet, når der er andre patienter, der har behov for hjælp. Det irriterer personalet og opfattes som utidig indblanding i arbejdet i afdelingen. Man imødekommer datterens henvendelse, men er tydeligt irriteret over det. En løsning kunne være, at man sagde bestemt fra over for disse henvendelser. Det er fristende her at lade relationen til datteren udarte sig til formynderi, der irettesætter eller ignorerer datteren i forbindelse med henvendelserne. I stedet kunne personalet vælge at forene en faglig autoritet med at imødekomme datterens interesse for de andre patienters ve og vel. Datterens adfærd virker umiddelbart som utidig indblanding i personalets arbejde. Men hvad med at konfrontere hende med dette adfærdsmønster: "Du behøver ikke bekymre dig om de andre patienter.

Spørgsmål til personalet

Vi skal nok sørge for, at de får hjælp." Eller man kunne sige: "Det er enormt godt, du kommer." På den måde placerer plejepersonalet sig i spændingsfeltet mellem en ekspert- og en samhørighedsrelation. Som ekspert påtager man sig et fagligt ansvar i situationen. Samtidig angiver man, at man viser forståelse for datterens oplevelse af de andre patienters behov for hjælp.

I løbet af et besøg kan pårørende have spørgsmål til personalet. Fru Jensens datter har rigtig mange, synes man i afdelingen. En samarbejdsrelation kunne her etableres, dels ved at personalet håndhæver ekspertens præcise informationer om behandlingen, dels ved at man anerkender datterens tydelige bekymringer. Noget af det, personalet bør spørge sig selv om, er, om datteren får svar på sine spørgsmål. Selvom man mener, pårørende får svar, er det ikke altid, de får ordentlig besked. Et eksempel er, at en pårørende spørger, hvor længe familiemedlemmet skal være indlagt. Svaret kunne lyde: "Der går i hvert fald et stykke tid." Når så den pårørende kommer hjem, stiller hun sig selv spørgsmålet: "Hvad er et stykke tid?" Det kan jo ganske rigtigt være hvad som helst. Hvad med i stedet at svare: "Din mor skal i hvert fald være indlagt i 14 dage. Det skal du nok regne med."

Pårørende formulerer ikke altid selv et krav om tydelighed i kommunikationen, men tydelighed fra personalet synes helt afgørende for en samarbejdsrelation.

I stedet for at besvare spørgsmål i en døråbning eller på gangen, kan man sætte sig ned med fru Jensens datter. På denne måde imødekommer personalet datteren og hendes behov. Datterens spørgsmål er mange og falder på tidspunkter, hvor personalet har travlt. Ved at sætte sig ned med datteren signalerer man: "Jeg har god tid, og jeg vil gerne svare på dine spørgsmål." Man kunne sætte sig sammen med både datteren og hendes mor. Ud over at lade datteren stille et eller flere konkrete spørgsmål vil det her være oplagt at spørge hende: "Hvordan har du det? Er du bekymret for din mor?" Naturligvis er hun det. Moderen er blevet ældre, er blevet indlagt med en depression, og hvordan bliver fremtiden?

Fastlåst i en ekspertrelation

I casen med fru Jensens datter er personalet låst fast i en ekspertrelation med et ensidigt fokus på datterens person som besværlig og ødelæggende for, at man kan udføre sit arbejde. Løsningen er ikke, at personalet undlader at hævde sin rolle som ekspert. Derved ville man blot gå i retning af en samhørighedsrelation uden det nødvendige faglige eller saglige indhold. Et godt samarbejde med fru Jensens datter indeholder overvejelser over datteren som person og overvejelser over den sag, som hun og personalet er optaget af, nemlig moderens behandling.

Kirsten Bo-Kristensen er ansat på Psykiatrisk Hospital i Århus, Mads Bo-Kristensen er ansat på Videnscenter for Integration.

Litteratur

1. Løgstrup KE. Den etiske fordring. 2. udgave. København: Gyldendal; 1991.
2. Martinsen K. Omsorg i sykepleien - en moralsk utfordring. In: Persson B, Petersen J, Truelsen P. (eds.). Fokus på sygeplejen 90. København: Munksgaard; 1990.
3. Zoffmann Knudsen V. Det relationelle forhold mellem patient og professionel. In: Elsass P, Olesen F, Henriksen S. (eds.). Kommunikation og forståelse. 1. udgave, Århus: Philosophia; 1997.
4. Løgstrup KE. System og symbol - essays. 2. udgave. København: Gyldendal; 1997.