Guldkornene er svære at stave

En lille ordbog og hårdt arbejde hjælper Rikke Bøgh Rasmussen gennem journalskrivning på trods af ordblindhed.. Foto: Thomas Søndergaard

Rikke krøller det lyserøde journalpapir sammen til en hård kugle. Prøver så igen på et nyt stykke. Hun skriver en sætning, der bliver mere og mere gnidret af udstregninger og kuglepenneklatter. 

Endnu en gang kvaser hun papiret i hånden og smider det i papirkurven. Efter tre-fire forsøg kommer en medstuderende ind i rummet. Rikke er nødt til at bede om hjælp, hvis den patientjournal nogensinde skal blive færdig.

"Har du tid til at kigge på det her?" spørger hun. Hun får straks ja, og journalen bliver langt om længe færdig.

Rikke sidder i sin stue i rækkehuset i Århus og tænker tilbage på situationen, der udspillede sig under et klinikophold på Århus Sygehus.

Hun er 25 år, ordblind og læser på andet år til sygeplejerske på Århus Sygeplejeskole.

"Det er frustrerende, når jeg ikke kan skrive ordene med den slagkraft, jeg havde tænkt i hovedet. Guldkornene kommer ikke ned på papir, fordi de er svære at stave," siger Rikke, der altid har sin egen lille ordbog i lommen, når hun er i klinik. Så kan hun lynhurtigt slå ord som "decubitus" op og tjekke, om hun har stavet dem rigtigt i journalen.

Lader sig ikke stoppe

Rikke er ordblind i middelsvær grad. Det betyder, at hun både kan læse og skrive. Men begge dele går meget langsomt, og hun har svært ved at stave og sætte kommaer.

Tidligt i skoletiden fandt hendes forældre ud af, at deres datter havde læsevanskeligheder. Så hver dag stod den på lektielæsning sammen med far i barndomshjemmet i Malling. Hendes forældre holdt møder med lærerne, som ikke ville anerkende, at Rikke sandsynligvis var ordblind. Hun blev derfor ikke testet på ordblindeskolen, men fik allernådigst bevilget et par timers specialundervisning om ugen.

Rikke følte sig ikke stemplet som mindre begavet. Men det lå alligevel lidt i luften, da lærerne ikke ville lade hende komme i gymnasiet på grund af problemerne.

Rikke var ligeglad. Hun ville i gymnasiet. Så hun tog til optagelsesprøve, kom ind og har studenterhuen af årgang 1998 liggende i skuffen.

"Ingen skal sige til mig, at jeg ikke kan. Jeg har erkendt mit problem, og det skal ikke stoppe mig," siger Rikke, der har en uddannelse som telegrafist i søværnet bag sig. Hun elskede livet på havet, men det er et liv, der ikke giver plads til meget familieliv.

Rikke valgte derfor at søge ind på sygeplejeskolen for at få adgang til et afvekslende job med menneskekontakt. Hun var sikker på, at hendes oplevelser og erfaringer i søværnet ville komme hende til gode på sygeplejeuddannelsen. Hun skrev blandt andet i sin ansøgning til sygeplejeskolen:

"De fleste ville blive bange, hvis de skulle kravle op ad siden af en trawler i høj søgang ude i Nordatlanten. Det blev jeg også, da jeg sammen med en kollega og en officer på inspektionsskibet "Vædderen" skulle udføre en fiskeriinspektion på et togt for et par år siden.

Men jeg klarede opgaven."

Vigtigt at være åben

Rikke nævnte også i ansøgningen, at hun har et læsehandicap. Hun kom ind og begyndte en februardag i 2004.

Den første dag skulle alle i klassen præsentere sig. Navn, alder, fortid og motivation for at blive sygeplejerske. Det blev Rikkes tur. Hun kan huske, at hun svedte en smule og havde en lille sommerfuglefarm i maven.

"Jeg fortalte selvfølgelig, hvad jeg hed og alt det andet obligatoriske. Og så sagde jeg, at jeg er ordblind, og at jeg derfor kan finde på at spørge om hjælp til at læse eller

Side 9

skrive et ord. De skulle vide det med det samme, så de havde noget at forholde sig til," konkluderer Rikke, der ser store fordele i at være åben om sit handicap.

"Hvis jeg gør det til et tabu, bliver det meget værre. For så skal jeg jo hele tiden bruge kræfter på at skjule det."

På første semester læste Rikke ofte til midnat. I midten af andet semester gik Rikke i gang med at søge efter hjælpemidler for ordblinde på nettet.

Så gik det stærkt. Rikke blev testet på ordblindeskolen og fik for første gang papir på sin ordblindhed. Hun fik bevilget en bærbar computer med et program, der læser bøgerne op for hende, en diktafon og et staveprogram.

Pludselig blev det meget lettere at være sygeplejestuderende.

Fik sit første 10-tal

Ud over den talende computer er hukommelsen Rikkes vigtigste redskab i den daglige kamp med de drilske ord.

"Jeg lærer ved at huske det, læreren har sagt. Derfor kommer jeg til alle timerne. Hvis du spørger de andre, vil de sikkert sige, at jeg sidder med armen i vejret hele tiden. Jeg skal lige have bekræftet, at jeg har forstået tingene rigtigt. Og for det meste er svaret rigtigt. Det siger mig, at "hey, du har styr på det." Det er en god fornemmelse."

På andet semester blev Rikke også bekræftet i, at sygeplejerskeuddannelsen og ordblindhed godt kan forenes. Hun lavede en skriftlig opgave på 25.000 anslag og gik til mundtlig eksamen for at forsvare den. Bagefter kunne hun ringe til sine forældre og aflevere det glædelige budskab:

"Jeg fik 10." 

10-tallet var hendes første nogensinde i en skriftlig opgave.

Den ene af hendes tre brødre havde tjekket opgaven for stavefejl, vildfarne kommaer og sætninger, der manglede ord eller sammenhæng. Den mulighed for broderlig hjælp har hun ikke til de skriftlige eksaminer på skolen. Til gengæld får hun 40 minutter mere end de andre.

Journalerne er svære

Rikke er gravid med termin i februar. Hun er lige blevet gift med Jens og har fået det familie- og studieliv, hun ønskede sig. Efter barslen skal hun ind i en ny klasse. Igen skal hun præsentere sit handicap for nye mennesker. Hun er lidt spændt på det, men det er ikke den nye klasse, der bekymrer hende mest. Livet uden for sygeplejeskolens beskyttende mure kan godt få en nervøs tanke til at flyve gennem hendes lyshårede hoved.

Derude venter journalskrivningen. "Det er ikke fedt at stave forkert i et officielt dokument. Jeg tænker da nogle gange, om jeg vil føle mig mindre værd, når jeg som uddannet sygeplejerske er nødt til at spørge om hjælp," siger Rikke, der glæder sig til, at den elektroniske patientjournal bliver almindelig på de danske sygehuse.

"Når jeg skal skrive journalen i hånden, bliver det sommetider det rene volapyk, fordi jeg ubevidst kan skrive det samme ord på ti forskellige måder. Computeren er nemmere, for den er jeg vant til at bruge, og der kan jeg også slå stavekontrollen til."

Trods sine anstrengelser har Rikke aldrig været nedtrykt over sine læsekvaler. Hun har heller aldrig været tæt på at droppe ud af uddannelsen.

"Jeg er sommetider frustreret. Men jeg sidder ikke og græder over det. Det er ikke det værd."