Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Kønspolitik på dagsordenen

Ligestilling. DSR har besluttet at sætte kønspolitik på dagsordenen. Udfordringen bliver at komme med forslag til konkrete politikker på området.

Sygeplejersken 2005 nr. 26, s. 20

Af:

Mari Holen, amtsbestyrelsesmedlem, Hovedstadens amtskreds,

Kevin Vilhelmsen, amtsbestyrelsesmedlem, Fyns amtskreds

Kønspolitik var et af de emner, der var på dagsordenen på Dansk Sygeplejeråds (DSR) kongres i 2004. Det blev dengang aftalt, at DSR skulle arbejde videre med en kønspolitisk dagsorden. 

Derfor er der blevet etableret en arbejdsgruppe centralt i DSR. Som medlemmer af henholdsvis Hovedstadens og Fyns amtsbestyrelser er vi inviteret til at deltage i dette arbejde. Det ser vi frem til at skulle i gang med.

Vi oplever mange problemer i forhold til ligestilling generelt i samfundet og dermed også på vores eget område, sygepleje. I dette indlæg har vi skitseret tre eksempler.

Sammen viser eksemplerne, at kvinder har mindre magt end mænd i Danmark. Et af symptomerne på det er, at sygepleje som fag og profession har mindre magt end andre fag og professioner som konsekvens af at være et såkaldt "kvindefag." Det har betydning for vores fags vilkår og dermed i sidste ende også for patienter og borgere.

Lønmæssigt ved vi, at de områder, hvor der traditionelt er ansat flere kvinder (f.eks. i det offentlige), er mindre godt betalt end de områder, hvor der traditionelt er ansat flere mænd. KTO og de amtskommunale arbejdsgivere har i fællesskab udarbejdet en undersøgelse om lønningerne blandt mænd og kvinder på det danske arbejdsmarked i 2002. Undersøgelsen viser bl.a., at kvinders løn - både i den private og i den amtskommunale sektor - var 17 pct. lavere end mænds løn i 2002. Det vil sige, at hver gang en kvinde i 2002 fik 83 kroner i løn, modtog hendes mandlige kollegaer hele 100 kroner.

Arbejdsmiljømæssigt er der flere problemstillinger knyttet til ligestilling. Et eksempel er sexchikane, som Sygeplejersken for nylig satte fokus på. I den forbindelse lavede tidsskriftet en undersøgelse, der viser, at ca. 13 procent af de adspurgte sygeplejersker har oplevet sexchikane på arbejdet.

Et andet eksempel er uniformsagen, hvor kvindelige sygeplejersker ikke bliver tilbudt den samme arbejdsuniform som deres mandlige kolleger. Et tredje eksempel er fra Den Norske Magtudredning, som peger på, at nogle af de fagområder, hvor der er mange kvinder ansat (her gives pleje som eksempel), har dårligt arbejdsmiljø, i denne sammenhæng forstået som øget arbejdspres og manglende indflydelse.

Indflydelsesmæssigt har vi også problemer. Et eksempel er, at der sidder langt færre kvindelige ledere end mandlige ledere i dagens Danmark. Dette billede genkender vi i politiske organer generelt i vores samfund (f.eks. regering, Folketing, kommunalbestyrelser etc.), og vi kan genkende det fra vores egen organisation (der sidder i dag tre mænd i en hovedbestyrelse på 19 medlemmer, hvilket er relativt mange sammenlignet med den procentvise andel af mandlige sygeplejersker). Også på videnområdet sidder mænd på flere indflydelsesrige positioner i Danmark end kvinder. Der er f.eks. væsentlig flere mandlige professorer end kvindelige.

DSR har besluttet at sætte kønspolitik på dagsordenen. Udfordringen for arbejdsgruppen bliver nu at tage fat i nogle af de ovenstående problemområder og komme med forslag til konkrete politikker på området. Det er bestemt ikke nemt, men ikke desto mindre vigtigt. Vi vil med dette indlæg gerne skyde debatten i gang. På Dansk Sygeplejeråds hjemmeside har vi derfor lagt en debattråd ud om kønspolitik. Vi håber, at så mange som muligt vil være med til at kvalificere debatten.