Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jeg brænder for det praktiske

Sygeplejersken 2005 nr. 3, s. 13

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

”Lige nu glæder jeg mig allermest til at starte i mit nye job,” siger Annette Buus, 26 år og ny professionsbachelor.

Annette Buus har fået et vikariat på C2 på Skejby Sygehus, en nyremedicinsk afdeling, hvor man også har nyretransplanterede patienter. Her har hun været i praktik og er derfor rimelig godt inde i procedurerne. Alligevel har hun lidt præstationsangst ved tanken om, at hun nu skal ud og praktisere sygepleje sådan for alvor. 

SY-2005-03-13-01Annette Buus, en af de nye bachelorer. Foto: Kissen Møller Hansen

”Jeg har været omkring de grundlæggende ting i min praktiktid, men alligevel tror jeg, det varer længe, før jeg vil føle mig helt sikker i min sygepleje,” siger hun.

Annette Buus trøster sig dog med, at hun igennem uddannelsen har fået nogle gode redskaber til at sætte sig ind i tingene:

”Vi er f.eks. blevet gode til at tilegne os viden og forholde os kritisk til den,” forklarer hun.

 For Annette Buus var det ikke afgørende, at sygeplejerskeuddannelsen nu er blevet på bachelorniveau. Det var hverken titel eller en kommende forskningskarriere, hun gik efter, da hun valgte at blive sygeplejerske.

”Men jeg vil da ikke udelukke, at jeg en dag vil læse videre, ligesom jeg også har mod på at være med til at udvikle sygeplejen på et tidspunkt. Men lige nu er jeg bare helt grøn og skal i gang med at bruge alt det, jeg har lært. Inden studiet arbejdede jeg på plejehjem. Det var det, der gav mig lyst til at gå i gang med sygeplejerskeuddannelsen. Det er det praktiske, jeg brænder for.” 

Tema om professionsbachelorer

Rektorernes formand: Tag godt imod dem             

Jeg brænder for det praktiske